Et sted inde i den store skov, ikke særligt langt fra midten for at være helt præcis, lå to små vandpytter og solede sig, mens de spejlede stammer og kroner fra de smukke træer, som ikke stod tættere, end at de tillod lidt sollys at nå ned til skovbunden i næsten æteriske striber. Skovbunden var frodig, måske fordi den var lidt leret her, og det var en fordel for vandpytternes overlevelse, da vandet så ikke blev suget væk, før det kunne danne de små pytter. Det gav livskvalitet, især fordi livslængde ikke var noget man kunne tage for givet. Livsglimt var mere almindelige, og blev da heller ikke undervurderet.
Der var jo stor omsætning i dette miljø. Mange vækster nåede kun lige at se dagens lys og måske lidt stjerneskær, før de blev spist, og havde da også indrettet sig på dette, så der hele tiden var nye generationer i støbeskeen til at tage over, og så kraftig var denne livslyst, at nogle oven i handelen lykkedes med at øge tilvæksten af deres egenart, på trods af de konstante angreb af både natur, fugle dyr og insekter.
De to små pytter var lyslevende og tilmed lykkelige. I deres bevidsthed eksisterede der ikke noget som hed fortid. At regnvejr, gennem længere tid, havde givet dem en tilværelse, anede de derfor ikke. De levede på samme måde som drømme, der pludselig går i gang med begivenheder, uden at den drømmende sætter spørgsmålstegn ved det, men bare hopper med på vognen, i øvrigt også uden almindeligvis at være i stand til andet. Det betød dog ikke, at pytterne ingen drømme havde. De havde oven i købet en slags forudprogrammeret viden, og den byggede de videre på med stor kreativitet og livsglæde.
Den ene pyt som mente, den hverken var døbt eller navngivet, fortalte om de ønsker den havde. ”Ikke for at være utaknemmelig,” sagde den, ” men jeg kunne vældig godt tænke mig at blive stor og stærk og blive til en mergelgrav, med lunt vand foroven og iskoldt vand for resten.”
”Uhada,” sagde den anden, som påstod den hed Pythagoras. ”Det er ikke lige mig. Nej så hellere ende sine livsskabte dage som gadekær, med ænder og små ællinger som svømmer rundt og dykker hovederne med jævne mellemrum. Så gør man da noget, eller rettere, så var man da noget. Men det er selvfølgelig en smagssag, som jeg plejer at sige.”
Nu fik ræven øje på Pythagoras og dyppede snuden i den. Den var tørstig og drak grådigt, og da pytten ikke var af de allerstørste i verden, måtte den lade livet som pyt i skovbunden og fortsætte som energi i Mikkel, for senere at gøde og vande skovbunden andre steder, og derved være med til at holde kredsløbet i gang. Nu ikke mere med status som pyt, men som strint.
Den anden pyt iagttog lidt undrende hændelsen, og sukkede: ”Godt Mikkel ikke valgte mig. Jeg mener da ellers selv, at jeg er mere tiltrækkende end Pythagoras, men hvorfor jeg blev valgt fra, kan selvfølgelig, som så meget andet, være en smagssag, som Pythagoras yndede at sige, før han blev opslugt af Mikkels tørstige hals.”
/J.W.
