Et par tommer vest for Mælkevejen residerede to funklende stjerner. Der var
mange andre stjerner i omegnen, men netop de to funklede ekstra meget. Så meget
at man hurtigt fik øje på dem, fordi de, på grund af deres smukke og måske
lystige funklen, stjal opmærksomheden fra de andre. De to tommer skal tages med
et gran salt, for i virkeligheden kunne der måske være tale om millioner af
kilometer, men set fra jorden lignede det et par tommer.
Nu melder historien, i sig selv, ikke noget om, hvorfor de overgik de andre
stjerner i såvel lys som størrelse, men man har da lov at gætte. De kunne være
meget nærmere jorden end de øvrige, hvilket kunne få dem til at syne større,
end de egentlig var, men det kunne måske også skyldes noget som skete i dem,
for de virkede, som sagt, lystige.
En eller anden mente, at stjerner havde deres egen form for liv, og at de
to kunne være faldet for hinanden, siden de blinkede så meget. De kunne altså
være skudt i hinanden, for nu at sige det på den måde, og det lød da
plausibelt. Hvorfor skulle stjerner egentlig ikke kunne blive forelskede? Der
er da ingen tegn i hverken sol, måne eller stjerner på det modsatte, og
stjerner er jo meget romantisk anlagte, som alle ved. De blinker, glitrer,
funkler og fortryller, så det kan være vanskeligt at finde sine ben, og ikke så
få kan takke stjernerne for, at de fik mod til at sige de forløsende ord til
hinanden som gjorde, at de fandt sammen på en meget mere end blot
venskabelig måde.
De to stjerner var kun nogle få milliarder år gamle, men alligevel ikke
for unge til at blive kærester, uden at nogen kunne indvende noget lovmæssigt
imod det, og det passede meget fint med deres lystniveau. De så ud som om, det
skulle udnyttes til fulde nu, og når stjerner er forelskede og funkler på denne
måde, drysser det fineste stjernestøv rundt omkring dem. Ude i universet giver
det nemlig ingen mening at sige op eller ned, og der løber man ikke engang om
hjørner, hverken med nogen eller noget, men selv om man har hørt om stjernedrys
i måneskin på jorden, fordi det nu lige har passet sig at kærlighedsdrysset har
strejfet kloden, anede ingen af de to forelskede stjerner en dyt om, at der
fandtes en lille klode langt derude i det uendelige rum, som nogle kaldte
Jorden.
For her ude fra, var den ikke så meget som til at få øje på, om så alle
lysene i alle storbyerne var tændte på én gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar