Eventyrlig snik-snak.

”Feer findes ikke i virkeligheden,” sagde alfen og slog ud med begge hænder. Han sad i strandkanten og snakkede med sig selv, og det gik vist helt fint.

”Men jeg synes da godt om, at man fortæller eventyr om dem. Feerne, særligt de gode, er sommetider med i nogle skønne beretninger, og jeg har også selv fortalt historier med feer i.”

”Så kom den onde fe derind…fe derind…fe derind… Det var i eventyret om Tornerose. Hun var sådan et vakkert barn, altså Tornerose, og så skulle hun absolut trylles til at sove i hundrede år. Tænk dig, hundrede år. Det er en søvn der vil noget. Mon hun så var blevet til en gammel dame.”

”Det tror jeg ikke. Men jeg ved ikke mere end dig.”

”Det gør jeg heller ikke.”

”Nu har jeg lige sagt, at jeg foretrækker gode feer. I min optik har de onde ingen eksistensberettigelse. Jeg er så følsom og kommer let til at græde.”

”Du er et pylrehoved, er du. Man må tage det sure med det søde, ellers kommer der ingen kulør på, og så er du ikke til rigtige eventyr, men samler kun på glansbilleder.”

”Jamen Den Grimme Ælling, for ikke at nævne Hans og Grethe, er da ikke til at holde ud. Jeg læser altid kun slutningerne, hvor de elskende får hinanden i enden. Det passer lige til mine hartkorn, hvad eventyr angår.”

”Ja, som jeg siger: Du er et pylrehoved. Nogle forstår slet ikke, at et rigtigt eventyr er en analogi på virkeligheden, og kasserer det som pjat. Men jeg siger dig: Den der kværuleren om, hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er, giver mig hovedpine, hvis jeg tager mig af det. Tørre, visne blade, som vinden hvisler hen ad fortovet en efterårsdag, er det bare forfald der skal fjernes hurtigst muligt, eller er det også efterårets gudinde som hvisker lønligt om livets omskiftelser og fortæller dig, hvorfor de er nødvendige?”

”Jeg tror, det kommer an på, om man har et lyttende sind, eller om man lukker munden på, og ørerne for, den  eventyrlige pludren, så man  i stedet kan komme til at fortælle om sig selv.” 

”Hvis jeg synes, at en spade kun er en spade, og ikke kan finde poesi i den overhovedet, så er jeg da vist en skovl.”

Opvarmning.

Dine albuer skyder frem,

mens du samler hænderne i nakken

og koket løfter håret fri fra skuldrene.

Som det rolige havs solglitrende skum

der bevæger sig så yndefuldt

denne særlige sommermorgen.

Mens himlen stille kysser havet i horisonten

og inklinerer blufærdigt.

Orkestret stemmer instrumenterne

og antyder et varieret repertoire.

Ægte guld.

Dit guldsmykke er af højeste karat. Det er tungt, fordi der ikke blev sparet på det ædle metal, da det blev skabt. Solgte du det i dag, var du økonomisk fri og vaccineret mod timelige bekymringer i årtier.

Selvfølgelig bærer du ikke det originale smykke. Det er for risikabelt, men kopien er tilsyneladende originalen, og så er det ikke jordens undergang, hvis det skulle blive stjålet. Men du ved, du har originalen, og den er sikret bag lås og slå, gemt bort i mørket.

Alle ved jo, du ejer smykket, og måske er prestigen mere værd end salgsværdien, for du har vævet din personlighed ind i det, og når det bliver beundret for sin skønhed og salgsværdi, er det din vin der skænkes op, og dine bægre der drikkes af, mens du svæver på vinens bouquet.

Om dagen glitrer solens guld i havet, og om natten ruller månen sin gyldne løber ud og danner et omvendt udråbstegn. Bølgernes mediterende åndedrag, mens himlen er blåsort og skyfri med udsyn til Mælkevejens blidt lysende guldstøv, stemmer sindet til ro.

Solens, månens og stjernernes guld er dine æteriske smykker. De sender stjerneskud, når du danser, og de er ægte guld værd.

Den gyldne app.

Om hun egentlig var dronning, melder historien ingenting om, men eet er sikkert: Hun levede som én, af de fede indtægter som sponsorerne satte ind på hendes konto hver måned. Og her var ikke tale om småpenge, slet ikke.

Hun leverede destilleret købekraft, og det var ikke så ligetil at fremskaffe. Det kan godt virke lidt uhyggeligt, for det kostede mange mennesker det mest dyrebare, de kendte til: Først deres kærlighedsforhold og siden livet.

Hun boede i et palads som var bygget på toppen af Mammonbjerget, som var en mammut af et bjerg. Herfra havde hun en vidunderlig udsigt. Så højt oppe boede hun, at mange ef skyerne kunne betragtes fra oven, og de skjulte næsten Tårernes Dal, hvor de ulykkelige leverandører af købekraften ledte som i blinde efter det, de havde mistet.

Det forlyder, at hun var i familie med den onde fe fra eventyret om Tornerose, for selv om det er et eventyr, kan der sagtens være noget om det. Det kommer helt an på de briller, man har på, når man læser den slags. Ordene skal selvfølgelig først filtreres i vand fra Visdommens Brønd, men så er der også stof til eftertanke.

Hendes sidste offer, mister Sweetheart, levede lykkeligt i Shangri-La, hvor han delte bord og seng med Tallulah Ingeborg. En skønne, eller skæbnesvanger, dag sad han og flettede på en blomsterkrans til sin elskede. Dronningen af Mammonbjerget havde i længere tid haft ham i kikkerten, og dukkede nu op på arenaen.

”Hej, jeg hedder Penny Jane, dronning af den gyldne app. Kunne du ikke lige tænke dig at se Mælkevejen fra oven?”

”Kan det lade sig gøre?” Han så forundret på hende, og bemærkede, hvor smuk hun var, men han kunne ikke tolke glimtene i hendes øjne. Om de var som stjerneskud eller som lynglimt var vanskeligt at vurdere.

Dronningens udviklede tredje øje, som han ikke kunne se, stirrede koncentreret på hans laveste chakra, indtil det lykkedes for hende at tænde det. Hun rakte en hånd frem mod ham, og han greb den villigt, for nu kriblede det i hele kroppen, og det meget mere, end han var vant til. Så steg de begge op i luften som langsomme, sammenbundne raketter, og pludselig drejede de til venstre for midten og for i svimlende fart langt bort fra Shangri-La.

De landede blidt på en grøn plet med masser af træer og buske omkring, og dronningen af den gyldne app forførte ham ubesværet med en svulstig dans, som han nu fandt helt uimodståelig. Så forsvandt hun op i den blå luft, og han kiggede fortumlet ned ad sin krop og indså, at han til gengæld for at have mistet både livrem, seler, dankort og password, havde fået sin egentlige alder tilbage. Den glatte hud var erstattet af rynket hud, og det der før var muskler, virkede nu som slatne karklude. Den blå himmel kunne han ikke mere se for drivende skyer, og han vidste ikke, hvor han var. Så hørte han klagen og jamren, og nu så han, at nogle mennesker gik med bøjede hoveder og ledte, med øjnene blændede af fortrydelsens bitre tårer, og en af dem, der havde ledt i længere tid, fortalte ham, at de befandt sig i Tårernes Dal, som også blev kaldt Dårernes Dal. Alle forsøgte at spotte guld, for guldet lå overalt i små klumper, da Gudinden Freja havde udgydt så mange tårer her, og hun ejede nu millioner af den grund. Alle som klagede og jamrede var insolvente, alle kom fra Shangri-La, og alle som én længtes de tilbage.

Om natten trak skyerne væk, og han kunne se Mælkevejen fra neden, som han var vant til, men han ville ikke bøje sig for skæbnen, for han vidste, han var elsket og savnet, så det gjaldt, for alt i verden, om at finde tilbage til hans elskede Tallulah Ingeborg, som Penny Jane havde listet ham til at forlade.

Han huskede et eventyr, han havde fået fortalt i Shangri-La. Det handlede om ledestjerner, og han havde forstået, at også han havde en ledestjerne som lyste uden ophør. Om dagen kunne den ikke ses med det blotte øje, men den var der alligevel, og fulgte han dens anvisninger, som altid regnede ned over ham som usynlige dugdråber, ville han kunne finde hjem igen. Han kunne dog kun aflæse ledestjernens budskaber, hvis han var helt stille indeni, og levede med sit hjertechakra vækket. Det kunne godt være vanskeligt, når man var fuld af sorg og længsler og næsten tømt for energi, men der var ingen vej udenom.

Derfor besluttede han at tage vejen indenom, og langs vejens kanter ville han plukke en buket blomster, som Tallulah Ingebor skulle have, når han fandt hjem, for hjem ville han, så hjem skulle han nok komme. Før eller siden. Det troede han på, og han havde hørt, at tro kunne flytte bjerge. Han ville også prøve at lytte til ledestjernens anvisninger. Viljen havde han, og så var der jo altid en vej.

Symfoni uden noder.

Musikken tilhørte ikke nogen bestemt kategori. Den var allestedsnærværende, og på trods af de næsten regelmæssige variationer, som kunne virke impulsive og  voldsomme, var den symfonisk.

Den var beroligende, løftende og vækkende på samme tid. Ofte føltes det, som om tusindvis af noder mistede fodfæstet på papiret og blev kastet hid og did, samtidig med at de, jublende og frimodigt, afgav deres toner. Men disse løsrivelser ændrede ikke på helhedsindtrykket, for grundtonen blev holdt, og man følte tydeligt dirigentens virtuose overblik og sublime vilje.

Rytmisk skyllede dens lange åndedrag ind over sandet, og kyssede  de nøgne fødder.

Alicorn og Pegasus.

Freja blev engang spurgt af en lille pige, som havde været så heldig at møde hende lige der, hvor årets femte regnebue fik jordforbindelse:

”Er Pegasus en hingst, og er Enhjørningen en hoppe eller omvendt?”

”Det spørgsmål ligger ikke lige til mit højreben,” svarede hun, ”men spørg Muserne. De ved vist noget om den slags. Jeg kender kun til Helhesten, og det er nok en helt anden sag.”

”Ja, det er de to bevingede heste, som har vakt min nysgerrighed,” sagde pigen. ”Heste med vinger? Jeg siger dig, for mig er det næsten utænkeligt. Min far har to heste, Musse og Peter, og de bliver brugt til at spænde foran ploven og foran vores lille tospændervogn, når vi skal hente roer, eller når vi skal i kirke. Så bliver der lagt nogle brædder med sammenfoldede sække til at sidde på. Der er nemlig to mil til kirken, og så langt vil vi ikke spadsere. Der er også mere anstand i at køre med tospændervogn end i at gå, selv om vi ikke er de fineste her på egnen. Lidt kan man da gøre for at knejse med nakken en gang imellem, om end nogle peger fingre ad os. Dem fra de store gårde med flere skorstene, ser næsten ikke på en husmand med kun to heste, men vi lader som ingenting. De har sikkert også deres at tumle med, når de er indenfor hjemmets fire vægge.”

”Der kan Helhesten ikke være med,” sagde Freja. ”Den har i øvrigt også kun tre ben, men kan så til gengæld prale med at ligne et genfærd, hvis det altså er værd at prale med? Den er i hvert fald noget særligt på sin egen måde. At blive begravet levende under en kirke, før den bliver bygget, for at bringe kirken lykke, er lige uhyggeligt nok for mig, men måske netop derfor kan Helhesten spå om kommende dødsfald i familien, hos den der ser den.”

”Kan du ikke spørge Muserne fra mig? Når du kan teletransportere, eller hvad det hedder, dig på Bifrost, kan du vel også faxe, eller noget, til Muserne?”

”Jeg kan hrymfaxe til Muserne, når Rimfaxe har trukket månen over himlen. Men så skal jeg spørge ham, inden han har fået seletøjet af. Ellers bliver han knotten og gider ikke det fixfaxeri.”

”Ih, tak skal du have, kære Freja. Jeg sender dig en venneanmodning på fb, fordi du er så god ved mig. I mellemtiden vil jeg spekulere over, om jeg helst vil ride til kirke på Alicorn eller Pegasus. Og når det er afgjort, skal du se et flot profilbillede, jeg får. Så vil herremændene glo ders øjne ud af hovederne og tage deres hatte af for mig. Hils deroppe og sig, jeg synes godt om jer alle.”

”Det skal jeg gøre, men jeg tror, uden at du må hænge mig op på det, at Pegasus er hingst, og Alicorn er hoppe. Jeg ville vælge hingsten, fordi den så ikke har horn i panden, da det horn kan misforstås. Folk er afsindigt overtroiske, selv om de slet ikke er bevidste om  det. I guder, hvor vi korser os, når vi ser, hvordan mennesker på denne klode kan finde på at gebærde sig. Nåmen, Hil dig, kære. Vi snakkes, næste gang regnbuebroen tilbyder passage. Jeg skal bare huske mit rejsekort og ikke glemme at tjekke ind og ud. Ellers koster det kassen. Måske besøger jeg dig igen, når Ole Lukøje har været der, og du atter drømmer sødt i din trygge kasmarokke.”

Konventionel konversation.

Det gamle træ rettede sit trætte blik mod mirabelletræet.

”Du har gang i den Mira, men jeg synes, du er lidt mager,” sagde han, efter at have studeret hende et lille stykke tid.

”Jeg bugner da,” svarede Mira. ”Og alle mine gule unger tapper jo én, skulle jeg hilse og sige. Men jeg har det fint, tak.”

”Det er solen, der plejer at have gule unger… i hver lille regnvejrspyt,” svarede den gamle.

”Yes, og den er jeg altså også med på. De er selvfølgelig lidt umodne endnu, og du ved, hvad det kan give af sure problemer, men de bliver ret hurtigt søde, og så er de lige til at plukke. Timing min ven, timing. Men du skal nu ikke få nogle gode ideer, fordi jeg nævner det med at plukke. Du er for gammel til den slags, og mine kære små har end ikke øje for dig… på den måde. I øvrigt synes jeg, du ligner en gammel blæksprutte. Men derfor kan du da være god nok på bunden. Så godt ord igen.”

”Åh ja. Det gamle træ, oh lad det stå. Altså forstået rigtigt. Jeg holder ved lidt endnu, og kan da stadig friste frie fugle til at stifte matrikler i min krone. Jeg er jo kongelig… i modsætning til dig. Du har ikke en egentlig krone som jeg, så vidt jeg kan se, men kan så til gengæld prale af dine unger, hvad du også altid gør på den her tid af året. Man skulle tro, du var sæsondagplejer. Jeg kan tilføje, at Amors pile har siddet i min barske bark mellem år og dag, og det har, så at sige, givet nye skud på stammen. Så arvefølgen er sikret, hvis det skulle komme an på det. ”

”Du troner på din pind,” svarede Mira, ”mens jeg sørger for, at slægt følger slægters gang. Og mine unger er kronen på mit værk.”

”Mange af dine unger ender vel i konservesdåser eller i syltetøjsglas. Det er selvfølgelig godt for noget eller nogen, men jeg ville ønske, de kunne tage sig sammen til at heppe på mig, hvis der blev stemning. Jeg er institutioneret, og jeg virker samlende på hele planteriget her omkring. Uden at røre en finger, so to speak. Hvis jeg blev skiftet ud med et vejskilt, var det slut med det eventyr. Selv om en del synes, eventyr er noget pjat, giver det alligevel de fleste noget godt på den ene eller anden måde, og jeg skal ikke skiftes ud, fordi der er gået x antal år, eller fordi vejene bliver lagt om. Når jeg bliver skiftet ud, er det sikkert fordi jeg er gået ud. Det har noget med rødder at gøre. Så skal vi ikke foreløbig stille os tilfredse med, at vi er noget på hver vores måde? Der er et vigtigt, dansk ord som hedder timing, og selv om jeg måske, i dine øjne, er en konservativ stivstikker, siger jeg pænt tak for konversationen og snupper en morfar. Det er en god, gammel skik her til lands, til vand og i luften, og det holder kompasnålen i den rigtige retning. Den kan tidsnok snurre forvirret rundt og pege i ’hvilken retning hver anden gang,’ som man siger.”

To rødder, på vej hjem fra skole, greb fat i en af Miras grene, og den ene plukkede et par af hendes unger.

”Fuck,” sagde han hurtigt efter og spyttede voldsomt ud. ”De er skide sure.”

”Det har vist bare noget med timing at gøre,” svarede den anden.