Det gamle træ rettede sit trætte blik mod mirabelletræet.
”Du har gang i den Mira, men jeg synes, du er lidt mager,” sagde han, efter at have studeret hende et lille stykke tid.
”Jeg bugner da,” svarede Mira. ”Og alle mine gule unger tapper jo én, skulle jeg hilse og sige. Men jeg har det fint, tak.”
”Det er solen, der plejer at have gule unger… i hver lille regnvejrspyt,” svarede den gamle.
”Yes, og den er jeg altså også med på. De er selvfølgelig lidt umodne endnu, og du ved, hvad det kan give af sure problemer, men de bliver ret hurtigt søde, og så er de lige til at plukke. Timing min ven, timing. Men du skal nu ikke få nogle gode ideer, fordi jeg nævner det med at plukke. Du er for gammel til den slags, og mine kære små har end ikke øje for dig… på den måde. I øvrigt synes jeg, du ligner en gammel blæksprutte. Men derfor kan du da være god nok på bunden. Så godt ord igen.”
”Åh ja. Det gamle træ, oh lad det stå. Altså forstået rigtigt. Jeg holder ved lidt endnu, og kan da stadig friste frie fugle til at stifte matrikler i min krone. Jeg er jo kongelig… i modsætning til dig. Du har ikke en egentlig krone som jeg, så vidt jeg kan se, men kan så til gengæld prale af dine unger, hvad du også altid gør på den her tid af året. Man skulle tro, du var sæsondagplejer. Jeg kan tilføje, at Amors pile har siddet i min barske bark mellem år og dag, og det har, så at sige, givet nye skud på stammen. Så arvefølgen er sikret, hvis det skulle komme an på det. ”
”Du troner på din pind,” svarede Mira, ”mens jeg sørger for, at slægt følger slægters gang. Og mine unger er kronen på mit værk.”
”Mange af dine unger ender vel i konservesdåser eller i syltetøjsglas. Det er selvfølgelig godt for noget eller nogen, men jeg ville ønske, de kunne tage sig sammen til at heppe på mig, hvis der blev stemning. Jeg er institutioneret, og jeg virker samlende på hele planteriget her omkring. Uden at røre en finger, so to speak. Hvis jeg blev skiftet ud med et vejskilt, var det slut med det eventyr. Selv om en del synes, eventyr er noget pjat, giver det alligevel de fleste noget godt på den ene eller anden måde, og jeg skal ikke skiftes ud, fordi der er gået x antal år, eller fordi vejene bliver lagt om. Når jeg bliver skiftet ud, er det sikkert fordi jeg er gået ud. Det har noget med rødder at gøre. Så skal vi ikke foreløbig stille os tilfredse med, at vi er noget på hver vores måde? Der er et vigtigt, dansk ord som hedder timing, og selv om jeg måske, i dine øjne, er en konservativ stivstikker, siger jeg pænt tak for konversationen og snupper en morfar. Det er en god, gammel skik her til lands, til vand og i luften, og det holder kompasnålen i den rigtige retning. Den kan tidsnok snurre forvirret rundt og pege i ’hvilken retning hver anden gang,’ som man siger.”
To rødder, på vej hjem fra skole, greb fat i en af Miras grene, og den ene plukkede et par af hendes unger.
”Fuck,” sagde han hurtigt efter og spyttede voldsomt ud. ”De er skide sure.”
”Det har vist bare noget med timing at gøre,” svarede den anden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar