BRYG

Laver mikrobryggerier mikroskopiske øl, som egner sig til at blive drukket af fingerbøl? Måske hentyder betegnelsen til bryggeriets størrelse. Dets ølflasker har jo normale størrelser og minder ikke om størrelsen på f. eks. Underberg. En speciel ølsort, der er kælet for, bruges almindeligvis ikke ved fremstilling af øllebrød. Her er almindelig hvidtøl velegnet.

Feer, der ligesom muser huserer mellem himmel og fjord, brygger vin, og da de er internationalt orienterede, kalder de deres vin for Fairy Wine. Deres slogan er: Fairy Wine is Very Fine. Det er for ordspillets skyld, men deres vine er fine, tror jeg.

Det var et sidespring. Tilbage til øllet. Her er et lille udsnit af et kendt vers:

”Vi har øl i stride strømme, vi har sang og banjospil.” Skrevet af Sigfred Pedersen (1933).

Øl er populært, og i mange år har fadøl sat sit præg på forbruget. Flaske- og dåseøl er til at købe for penge nu om dage, og er ofte på tilbud i supermarkeder.

I passende mængder er øl også en sund drik. Hvidtøl til børn og voksne, og en pilsner til en voksen. Så passer pengene vist bedst.

I øvrigt laves der også mange nye typer alkoholfrie øl. Og de er efterhånden brygget i tiltaget, og i tiltalende, høj standard. Til glæde for mange.

/J.W.

LORELEI FRA LØKKEN

Smukke kyster langs Vesterhavet, med skrigende måger der surfer på vinden og jager alt det gode, Jammerbugt har på menuen.

Lemmen til Loreleis gyldne bur er lukket, mens hun synger længselsfuldt: ”Ich weiß nicht, was soll es bedeuten, daß ich so traurig bin…”

Hun blev født i en lille båd, der vuggede blidt på Limfjorden, mens solen skinnede smukt og nænsomt, og der hørtes både mågeskrig, lærkesang og solsortefløjt, for hun var nær ved det frodige Himmerland.

Sangen synger hun nu for stemningens skyld, og mens de sørgmodige ord og toner lyder, rigges skibe til, og snart vil livsmelodiernes friske briser, bringe dem ud på evighedens ocean, hvor havfruer leger med delfiner.

/J.W.

Olie på plade. 72 x 62 cm. incl. ramme.

 

Olie på lærred. 30 x 24 cm.

 

PERSPEKTIVER

”Det varer jo en evighed.” Ja ordet evighed bruges ofte som en betegnelse for et forløb, der enten synes for langt eller for kedeligt.

Men intet varer evigt. I hvert fald hverken ting eller begivenheder. Filosofisk indstillede mennesker grunder over dette begreb, uden at kunne gribe det eller begribe det. Forsøger alligevel at få en mening ud af det. Måske er ordet ”tidløshed” mere håndterligt.

Det lader sig ikke gøre at sætte en etiket med varedeklaration på evighed. Evigheden bærer en usynlig kappe, som er det eneste man kan forsøge at iagttage. Den opfører sig som en kvinde der sender æggende øjekast til en mand, og uophørligt unddrager sig hans tilnærmelser.

”Alt har sin tid,” skriger den vigtige, spankulerende påfugl. For det har den læst i et påfuglært tidsskrift.

Men lærken tænker aldrig over det i redetiden. Den jubler bare løs med den klare, blå himmel som baggrund:

”Giv tid, giv tid… kvittevit… kvittevittevit… kvittevit,” jubler den uophørligt.

På denne måde holder den evigheden ud i strakte vinger og antyder tidløse perspektiver. Den har ”lys i pæren” og spejler sig i fred.”

/J.W.

Stjernestøv.

  ”Må jeg ikke lige ta’ et kig på dine tørrede blomster,” sagde Hansigne. ”Måske er der nogle arter der, som ikke findes mere.”

  ”Det er der, Hansigne. Der er i det mindste nogle, du ikke kender.”

  Jørgen åbnede bogen, et pænt stykke inde, hvor der var et bogmærke. ”Denne hersens blomst er jeg meget øm over, for den er magisk.”

  Han pustede forsigtigt til støvet og holdt hånden, så det ikke blæste bort. Derefter slikkede han på hånden og fortsatte:

  ”Det er den sidste blomst fra en buket, som blev plukket i grøftekanten ved Mælkevejen af to elverpiger, og støvet er stjernestøv, som bærer stor magisk kraft.”

  ”Du slikkede det af hånden,” konstaterede Hansigne.”

  ”Det er ikke på grund af smagen, men fordi det ville være synd, hvis det gik til spilde. Jeg fugter en gang imellem en finger, rører ved støvet og slikker så fingeren igen. En lille efterslurk granatæblecider gør underværker, og stjernestøvet bliver fordelt i hele kadaveret. Så kan jeg ikke blive syg, og jeg kan også se om hjørner i et stykke tid. Hvis jeg får en god portion indenbords, og her taler vi om tusindedele milligram, får jeg støv på hjernen, og så kan jeg svæve en meters penge over Råbjerg Mile i et par timer. Det er herligt.”

  ”Nu buldrer det.” Hansigne kiggede hen mod døren. ”Jeg havde ellers lige glemt, det du sagde om, at det vist var ved at blæse op.” Hansigne så spørgende på Jørgen.

  ”Så er der måske alligevel nogen der dunker med dunhammerdørhammeren,” sagde Jørgen. ”Jeg kigger lige efter for en sikkerheds skyld. Man ved jo aldrig, selv om man aldrig skal sige aldrig.”

  Der var slet ingen blæst, konstaterede han, da han havde åbnet døren, men ganske rigtigt var der en som havde forsøgt at gøre opmærksom på sig selv. En lille, tykt behåret, mandsling med trynelignende næse, svingede overdrevent elegant kasketten ned fra hovedet og ud til siden.

  ”Undskyld, men De skulle vel ikke være interesseret i at støtte uddøende racer fra andre planetarier såsom Mælkevejens grøftekant?” Han rakte tøvende en sparegris frem mod Jørgen.

  ”Øjeblik,” sagde Jørgen. ”Hold døren, så den ikke smækker i. Jeg åbner lige min bog og hitter lidt stjernestøv. Det er jo til et godt formål, kan jeg forstå. Ellers plejer jeg ikke at give ved dørene.”

  Idet han åbnede bogen, begyndte den behårede mandslings tryne at rotere, mens glitrende, nostalgiske tårer piblede frem fra øjenkrogene. Ikke på grund af forventningerne, men fordi den gribende duft af stjernestøv strejfede trynen og gik direkte videre til hjertekulen.

/J.W.

 

 

Fisk på menuen.

Man anbefales at spise fisk mindst et par gange om ugen. Det vil flere sikkert også gerne gøre, men mange vælger det fra på grund af prisen.

Jeg voksede op i Sebbersund, hvor der var mange heltidsfiskere, så fisk var ikke en dyr spise for os. Jeg tror, vi fik det en tre gange om ugen foruden det løse som f.eks. en kold skrubbeside, fra en tidligere middag, på en skive rugbrød. Det kunne også være ål eller kujer (ålekvabber.)

Den gang var kylling en luksusspise, vi højst fik et par gange om året. Nu kan man finde tilbud på fem-seks kyllingelår til 25 kr. hvis pakningen er mærket med rød pris, fordi sidste salgsdato er rykket nær.

Fjæsing er begyndt at dukke op som en mulig spisefisk. Det bliver interessant at smage den. Havtaske er dyr, fordi kun kæberne og halen er anvendelige. Den skulle smage lidt hummeragtig.

Fjordskrubber ser man sjældent. Det er som om rødspætter helt har taget over, men efter min mening når de ikke en fjordskrubbe til finnespidserne, selv om de er fantastiske.

Så gid friske fisk ville blive billigere, og gid der vil blive sået mere ålegræs, så også et stykke med røget ål bliver tilgængeligt for pengepungen igen. På samme måde med en gang stegte ål fra fjorden i stedet for fra norske ålefarme.

/J.W.