Glansbilleder?

Der er mange fine muligheder for at undgå, at ens visdomskilder tørrer ud for tiden. Det er imponerende at så mange enkeltpersoner, grupper eller foreninger, kan præstere så meget af det gode. Hvis man ‘synes godt om’ nogle af dem, har man kvalificeret sig til at modtage hjertegribende smukke billeder i allerhøjeste kvalitet, nogle er næsten for gode, ‘så gode’ at de kan opnå glansbilledstatus, samt ord med vægt som kan få en til at tænke sig godt om og gøre det bedre og smukkere næste gang o.s.v., og jeg gør ikke nar her. Jeg imponeres hver evige eneste dag af mindst én sætning som indeholder så megen visdom, at mit hjerte svulmer af håb for menneskeheden og for alle andre livsformer også.

Så vidt så godt. Der er vist nok kun én ting som med sikkerhed undgår min forståelse og dermed selvfølgelig også min godkendelse. Et budskab som bliver formuleret på mange forskellige måder, ligesom alle andre budskaber bliver det, men et budskab som flyver både over mit hjerte og mit hoved, inden jeg når at få taget stilling til, om jeg er enig eller ej, hvad jeg vist ikke er. I hvert fald ikke helt. Jeg forstår det jo ikke, eller kunne der også være den mulighed, at det ikke er visdom men en slags smutter i stedet? Denne tanke er jeg dog mest tilbøjelig til at forkaste, da man støder på holdningen både her og der.

Hvad er det for en holdning, jeg har ‘problemer’ med? Skal vi ikke lige se at få den smidt op på bordet, så vi kan få gjort op med den, få den dissekeret og hældt på glas med sprit?

Det drejer sig om, det man har gjort eller ikke har gjort, som her får en ligeværdig status, idet der påstås, at det under ingen omstændigheder kunne være sket anderledes. For så ville det jo ikke være, som det nu engang er, argumenteres der lakonisk. Fordi alt er en del af en højere plan, man ikke kan overskue her og nu. Engang vil det stå klart, hvorfor det ikke kunne have været anderledes, end det blev. Det ville nok opfattes som en fordel, af den som har lavet noget snavs eller en fælde for den som, i den milde afdeling, f. eks. så bare kan tænde en smøg uden problemer, selv om han havde besluttet at holde op med at ryge i samråd med sin læge.

Jeg kan på en måde godt lide det, men jeg kan på en måde også ‘ikke fordrage det’, om jeg så må sige, for er det dyb visdom eller simpel fatalisme? Jeg ved det ikke endnu, og jeg udstiller måske min mangel på visdom her, men det er sekundært, for jeg er meget, meget mere interesseret i ‘hvad, hvordan og hvorfor’ end i at pleje et image. Hvis det er noget, der burde sige sig selv men bare, af en eller anden årsag, ikke kan finde genklang hos mig, finder jeg vel ud af det før eller siden. Enten ved at der går et lys op for mig, eller ved at en kommentar åbner mine øjne. Det vil forhåbentlig vise sig.

Nu er der vel gået et års tid, siden jeg skrev ovenstående, og spørgsmålet kunne så være, om jeg er blevet klogere. Det kan jeg ikke svare på, men jeg er stødt på nogle ting og erfaringer, som måske kunne antyde en vis bevægelse, selv om jeg ikke kan give den en decideret retning endnu. Det drejer sig nok hovedsageligt om tanker omkring nu’et. For nu’et har mange muligheder i sig, idet man ikke kan definere det tilfredsstillende, men alligevel kan drage en masse ud af at tænke over det. For prøver man at indse det, dukker der hele tiden nye aspekter op.

Før nu ER jo sket, og efter nu er endnu ikke sket, så alt før og efter må defineres som tanker. Henholdsvis erindringer og forventninger, og hvor virkelige er tanker egentlig? Her ville man så måske konkludere, at kun nu’et er virkeligt, men hvad så med de andre gange, man har mediteret over, og prøvet at indfange nu’et? Det er blevet til fortid, og dermed erindringer. Har man ramt nu’et i fortiden, må det være det samme nu, man evt. rammer nu, og hvor bliver fortid og fremtid så af?

Måske er der kun nu, og så længe man ikke altid er bevidst i det, drømmer man, eller lever i en tankeverden. Kan nu’et så kun erfares uden tanker? Her bliver man lidt usikker igen, for så forekommer det, som om nu’et er en tom tilstand, og det kan det ikke være, hvis det er det eneste virkelige, hvad det sikkert er, og de som har erfaret det siger, at kun i nu’et er man virkelig vågen, og alt andet forekommer drømmeagtigt. Det vil sige, at nu’et ikke kan forstås intellektuelt, men så må der være en højere bevidsthedstilstand som giver baghjul til den verden som tilhører tanken, næres af tanken og skylder den sin virkelighed, selv om den har drømmestatus i forhold til den virkelige virkelighed. Og set fra nu’ets standpunkt kan det der er sket, og det der vil ske, ikke være af betydning og kunne måske ikke have været, eller ikke blive, anderledes. Det kræver dog, så vidt jeg lige kan se, at man vedbliver at være bevidst i nu’et. Men disse betragtninger kan ikke nå nu’ets virkelighed alene, og er derfor kun intellektuelle konstruktioner.

Jeg læste nogle ord på en blog, som vakte min interesse, fordi de rørte ved noget dybere, som måske belyser emnet bedre, og måske helt, hvis man kommer til forståelse af dem. De lirkede til en slumrende erindring, som jeg meget gerne vil dybere ind i, da jeg føler, det er af stor væsentlighed. Ordene bliver citeret her, og så må tiden vise, om der kommer friskere boller på suppen, når tiden forhåbentlig modnes til, at nu’et gør krav på sin virkelighed.

Der findes et rum, hvor ensomhed ikke er og aldrig har været.

Det er let at finde vejen, men den skal gås alene. Dem som siger, de vil lede dig, er dem som afleder turen.

Langs vejen venter alle de mørkeste forestillinger og mareridt. Og det er dine helt alene, det er dem, du har bygget på, fra du første gang slog øjnene op i dette liv. Andre kan fortælle om deres vej, men det hjælper ikke dig – din vej vil være den værste, du kan vælge.

Ved porten venter dit billede af døden og kræver det store offer. Kys hende og tak hende, og betal med den sidste rest af angst.

Gå ind ad porten, svæv ind i stilheden, ind til det sted hvor du altid har været og altid er kommet fra, og som du ikke forstår, hvorfor du nogensinde forlod. Her er vi alle, og her har vi altid været, og her vil vi altid prøve at vende tilbage til, når vi tror, vi har mistet hinanden. Det er bare os selv vi har forladt, og vejen hjem er let at finde.

Hold ud. Jeg er på vej.

(Fortsættelse følger formentlig).

Ja goddag, eller måske godmorgen. Her er lidt mere tankespind:

Fortidens og fremtidens lænker kan være tunge at bære, hvad enten de er af jern eller guld. Er de lette, er de ikke smedede, men  føles  måske som flettede blomsterkranse med duft af søde minder eller forjættelser.

Under alle omstændigheder er selv de lette tyngende, for den der forsøger at vågne op. De knytter alle, mere eller mindre, sindet til sig og forsinker derved fuld opvågning til det egentlige nu og her. Såvel fortid som fremtid, og selve forestillingen om nu og her, væves ind i sindet og okkuperer opmærksomheden.

Hvad menes der da med denne opvågning? Buddha er kendt for at være ’vågnet op,’ og set fra denne tilstand, er alt ganske og aldeles vidunderligt, kan man læse sig frem til. Ingen sko trykker, selv om krige raser om ørerne på een, og ”alt er såre godt,” som Jesus udtrykte det iflg. det ny testamente .
Det lyder som en attraktiv tilstand, som måske også kan forekomme utopisk og uden empati.

I den reflekterende meditation, som bl. a. inkluderer filosofisk indsigt som mål, vil man før eller siden blive konfronteret med tilbuddet om,  at give egoet tilbage til det som alligevel altid har været dets ophav. Det er blot illusionen om egoets selvstændighed, der bliver oplyst og afviklet.

Der er mange af bibelens fortællinger som er symbolske fremstillinger af processen fra ’søvn’ til ’opvågning.’ Når man overgiver egoet til dets ophav, føles det lige inden, som om man kan miste livet, så det er et vanskeligt punkt for nogle, selv om det måske kun tager et sekund. Det svarer til Abrahams ’ofring’ af Isak. Først da Abraham havde accepteret buddet og var beredt på at ofre sin søn, blev han stoppet af en engel, hvorefter han levede  lykkeligt.

Sådan er alle hellige skrifter hele vejen igennem. Analogier som belyser processen fra sovende menneske, hele vejen til det fuldt vågne stadie, hvor man er blevet født på ny. Der er i virkeligheden tale om opnåelse af filosofisk indsigt, hvilket er det samme som at opnå frihed ved sandhed/virkelighed.

Mange misforstår hellige skrifter, og tager de beskrevne begivenheder for pålydende. Det har haft og har stadig katastrofale reaktioner til følge: Drab, bombning, stening, gensidig mistro, nidkærhed, hævn for at glæde Gud, rigide regler man opfatter som bud, fordi det er enklere at holde sig til regler end at søge at forstå, hvordan og hvorfor sandheden kan gøre én fri. De fleste mennesker ønsker nemlig ikke sandheden, enten fordi de er ligeglade med den, eller fordi de er bange for dens lys, som de dog alligevel ikke kan gemme sig for i al evighed. De finder tryghed i deres lænker.

”Sandheden skal gøre Jer frie,” sagde Jesus iflg. bibelen, som egentlig  beskriver, hvad oldtidens vismænd i østen, allerede havde fundet frem til. Såkaldte hellige skrifter er fremstillet som analogier, beregnet til datidens åndelige niveau. Oldtidens opvågnede vismænd ville måske smile vemodigt over, hvordan deres viden er blevet omformuleret, og græmmes over hvordan den er blevt tolket. Generationers tunge tankegods som i hvert slægtled bliver presset ned over børn, gør menneskehedens åndelige udvikling, mod lysere og mere modne niveauer, langvarig og desværre også blodig.

Så måske ville menneskeheden have været langt bedre tjent helt uden religioner. For i alle mennesker er der en medfødt, skjult erindring om det højere selv, og de muligheder der tilbydes via dette. Intuitionen og tilværelsens reaktion på ens handlinger ville i sig selv måske hurtigere kunne få den enkelte dresseret til et højere og mere værdigt liv, men gamle trossystemers betontunge åg, bliver konstant presset ned over sunde sjæle, som uvægerlig kommer til at lide under det og bliver ganske frustrerede, hvis de har en indre følelse af, hvordan de i virkeligheden burde leve, tænke og føle.

Mens forstenede vogtere af fortidens misforståelser holder øje og er klar til at hævne mentalhygiejnisk, guddommelig og sund menneskelig udvikling.

Kaffegrums og bladlus.

”Det er jo ikke rigtig kaffe, du laver,” sagde Meritta venligt til SenGeo. De to kaffebryggere stod side om side på en hylde i køkkenet, og de kom almindeligvis godt ud af det med hinanden, selv om de havde deres udprægede forskelligheder. Eller måske netop derfor, for så var der jo andre parametre de konkurrerede på end lige netop dette, at få den bedste kop kaffe ud af en teskefuld bønner. Og ville man sammenligne på denne måde, måtte der også tages højde for brygningstid, samt hvor varm kaffen blev. Så dette med om der var eet eller flere varmelegemer var ofte et hot emne blandt de forskellige mærker, og nogle følte, det var som at sammenligne en knallert med en motorcykel.  

”Den kaffe jeg laver med mine puder er da fantastisk, og så skummer den lidt oven i koppen,” sagde SenGeo og rettede ryggen. Det gjorde den i øvrigt tit, for den havde tilbøjelighed for duknakkethed, hvilket egentlig var umuligt at gøre noget ved. Men, som den sagde: ”Man kan jo altid prøve, jeg vil da aldrig tøve.”

Så vidt, så godt. De to kaffebryggere holdt nøje øje med hinanden, for der var altså lidt jalousi mellem dem. Det var ærefuldt at blive benyttet, og det kunne godt gøre lidt ondt, når kun den anden blev startet, for det var næsten altid enten eller.

”Jeg synes, dine varmeplader er så mørke og fugtige,” sagde Meritta. ”Lider du af inkontinens?” ”Nej, ikke det der ligner, jeg er vist bare ivrig af natur, og det kan godt løbe lidt af med mig. Det er nu heller ikke altid, de husker at sætte kopper som er store nok på, og jeg docerer altså det, jeg docerer. Sådan er det.”

”Ja, jeg har selvfølgelig automatisk drypstop,” sagde Meritta stolt, ”samt automatisk switch- off.”

”Nårh,” svarede SenGeo, ”fint skal det nok være, men det er sikkert også nødvendigt, når du skal have en kaffepose på hovedet for at kunne brygge. Jeg synes, min metode er mere elegant. Den er i hvert fald enklere, når jeg selv skal sige det, og når kaffetørsten er størst, er jeg altid nærmest, hvis der kun er brug for en enkelt kop eller to.”

”Jo, men du ved jo godt, at man drikker kaffe ad libitum her i huset, og når jeg  har lavet så mange kopper, jeg kan ad gangen, fylder de dem på termokande. Det er da smart, og her kan du slet ikke være med.”

”Jeg er overhovedet ikke til overforbrug, og som jeg plejer at sige: Lidt, men godt. Det er mit motto, og jeg vil på ingen måde befordre muligheden for at nogen skulle opnå at erhverve sig en  omgang kaffedelirium, hverken nu eller fremover. Og kaffegrums slipper man for hos mig. Det er måske egnet til at spå i, hvem ved, men jeg gider ikke beskæftige mig med det, for det er der ingen fremtid i.”

”De kaffeposer jeg bærer på hovedet, som du så elegant udtrykker det, sikrer faktisk optimal udnyttelse af bønnernes iboende muligheder. For når kaffen er brygget og kaffeposen stillet i vasken, til den ikke er varm mere,  kan man bruge grumset til at komme på potteplanter eller i køkkenhaven. Mulden elsker det, fordi der er så mange gode mineraler i, og så holder det bladlus og lignende uønskede gæster borte. De hader nemlig kaffegrums. Hvis du ellers mangler gode ideer, vil jeg sige: Er tanken tom og hjernen træt, døser du og gi’r et spjæt? Bryg dog kaffe er mit svar, så bli’r tanken atter klar.

For gode ideer opnår man nemlig ikke ved at lægge hovedet på en kaffepude.”

Kostplaner.

Hvis en kost var bevidst som væsen, ville den finde det mest naturligt at blive fejet eller fløjet med, og ikke blive affejet i stedet, for det man er inkarneret som kræver et handlingsmønster som er i overensstemmelse med naturen af inkarnationen. En gazelle spiser græs, mens en løve spiser gazeller, og det må man ikke bebrejde dem, uanset hvad man synes om det. Så længe ingen af dem overskrider de grænser naturen har afstukket, gør de det, de skal og må gøre.

Gudinder kan forekomme mennesker at være lidt tricky, for deres beføjelser er ikke til at overskue, og man vil helst kunne overskue tingene for at føle sig tryg, selv om det ikke er muligt at overskue noget som ligger så højt over ens, almindeligt anvendte, fatteevne. Så hvis man vil danse med en gudinde og føre, får man kun førertrøjen på, hvis man accepterer, at man er på Herrens Mark, og samtidig ønsker at være det, fordi det nu en gang er det der kræves for at kunne interagere med guderne. Der er dog en del mere i det end det nævnte, men det er ikke muligt at få plads til alt, hvis man samtidig skal fortælle lidt udover betingelserne. Endvidere bør man også vide noget om det, man skriver om, med mindre det er formuleret spørgende.

Frigg havde fået en kriblende lyst til at se andre guder og gudinder, og gik og bryggede på muligheden for at invitere til fest i Valhalla, men hun vidste godt, at det ikke bare var noget man sådan gjorde med et fingerknips. Odin skulle være med på ideen, og alene dette kunne være en stor hurdle at overvinde. Ikke fordi han ikke var til fest, men ideerne skulle helst komme fra ham, så det skulle tænkes godt igennem, før der kunne festes igennem.

Og selv om der var god plads i Valhalla, kunne man ikke invitere alle, så der kunne blive problemer med jalousi fra de ikke inviterede, og dens slags kunne være svære at få skrevet i glemmebogen. Alene Olympens guder og gudinder ville fylde godt, så Frigg ville gerne nøjes med Appollon og de ni Muser, og fra Indien måtte der så endelig ikke inviteres flere, end der blev inviteret fra Olympen. Men i Indien var der over tre hundrede millioner guder at vælge imellem, så det var ingen let sag. Lakshmi,  med de fire arme skulle i hvert fald ikke inviteres, for det blev for meget for Frigg at se på, når hun spiste og drak, og det var umuligt at lade være med at kigge på hende, fordi hendes bevægelser var så iøjnefaldende.

Så måske var det alligevel bedst at glemme ønsket om et stort gæstebud. Odin døjede også med migræne, som han kaldte det, når han havde drukket for meget mjød, og det var stort set hver eneste dag. Han var blevet for gammel til Frigg, som havde pulserende blod i sine årer, og alle ved, hvad det kan betyde. Alle ved også, at nye koste fejer bedst, men Odin kunne ikke sådan skiftes ud, for selv om han var gammel, kunne han sikkert nemt leve nogle æoner og et par dekader endnu. Han havde da også været oppe på dupperne siden tidernes årle morgen, så lidt udbrændt var der ikke noget at sige til, han var.

Sankt Hans kunne de da fejre, for det gav god mening i Valhalla, da heksene var i slægt med jætterne og derfor ofte fulgtes med Loke.  De var med til mange almindelige sammenkomster, og havde  deres egne kostplaner, for de cyklede jo ikke til Bloksbjerg, men fløj på deres sædvanlige, autoriserede måde. Ingen af dem havde alligevel styr på cykler, så hvorfor lave det om. Nej, men nye koste var altid velkomne, og de blev faktisk aldrig brugt til at feje med.

Derfor var heksekoste ofte frustrerede, men dybt i deres kostelige hjerter, var en svag erindring om en tilværelse, hvor man var i stand til at flytte støv og skidt fra eet sted til et andet. Og det gav god mening for en kost. 

Pythagoras og rævestreger.

Et sted inde i den store skov, ikke særligt langt fra midten for at være helt præcis, lå to små vandpytter og solede sig, mens de spejlede stammer og kroner fra de smukke træer, som ikke stod tættere, end at de tillod lidt sollys at nå ned til skovbunden i næsten æteriske striber. Skovbunden var frodig, måske fordi den var lidt leret her, og det var en fordel for vandpytternes overlevelse, da vandet så ikke blev suget væk, før det kunne danne de små pytter. Det gav livskvalitet, især fordi livslængde ikke var noget man kunne tage for givet. Livsglimt var mere almindelige, og blev da heller ikke undervurderet.

Der var jo stor omsætning i dette miljø. Mange vækster nåede kun lige at se dagens lys og måske lidt stjerneskær, før de blev spist, og havde da også indrettet sig på dette, så der hele tiden var nye generationer i støbeskeen til at tage over, og så kraftig var denne livslyst, at nogle oven i handelen lykkedes med at øge tilvæksten af deres egenart, på trods af de konstante angreb af både natur, fugle dyr og insekter.

De to små pytter var lyslevende og tilmed lykkelige. I deres bevidsthed eksisterede der ikke noget som hed fortid. At regnvejr, gennem længere tid, havde givet dem en tilværelse, anede de derfor ikke. De levede på samme måde som drømme, der pludselig går i gang med begivenheder, uden at den drømmende sætter spørgsmålstegn ved det, men bare hopper med på vognen, i øvrigt også uden almindeligvis at være i stand til andet. Det betød dog ikke, at pytterne ingen drømme havde. De havde oven i købet en slags forudprogrammeret viden, og den byggede de videre på med stor kreativitet og livsglæde.

Den ene pyt som mente, den hverken var døbt eller navngivet, fortalte om de ønsker den havde. ”Ikke for at være utaknemmelig,” sagde den, ” men jeg kunne vældig godt tænke mig at blive stor og stærk og blive til en mergelgrav, med lunt vand foroven og iskoldt vand for resten.”

”Uhada,” sagde den anden, som påstod den hed Pythagoras. ”Det er ikke lige mig. Nej så hellere ende sine livsskabte dage som gadekær, med ænder og små ællinger som svømmer rundt og dykker hovederne med jævne mellemrum. Så gør man da noget, eller rettere, så var man da noget. Men det er selvfølgelig en smagssag, som jeg plejer at sige.”

Nu fik ræven øje på Pythagoras og dyppede snuden i den. Den var tørstig og drak grådigt, og da pytten ikke var af de allerstørste i verden, måtte den lade livet som pyt i skovbunden og fortsætte som energi i Mikkel, for senere at gøde og vande skovbunden andre steder, og derved være med til at holde kredsløbet i gang. Nu ikke mere med status som pyt, men som strint.

Den anden pyt iagttog lidt undrende hændelsen, og sukkede: ”Godt Mikkel ikke valgte mig. Jeg mener da ellers selv, at jeg er mere tiltrækkende end Pythagoras, men hvorfor jeg blev valgt fra, kan selvfølgelig, som så meget andet, være en smagssag, som Pythagoras yndede at sige, før han blev opslugt af Mikkels tørstige hals.”

/J.W.

Stjernedrys.

Et par tommer vest for Mælkevejen residerede to funklende stjerner. Der var mange andre stjerner i omegnen, men netop de to funklede ekstra meget. Så meget at man hurtigt fik øje på dem, fordi de, på grund af deres smukke og måske lystige funklen, stjal opmærksomheden fra de andre. De to tommer skal tages med et gran salt, for i virkeligheden kunne der måske være tale om millioner af kilometer, men set fra jorden lignede det et par tommer.

Nu melder historien, i sig selv, ikke noget om, hvorfor de overgik de andre stjerner i såvel lys som størrelse, men man har da lov at gætte. De kunne være meget nærmere jorden end de øvrige, hvilket kunne få dem til at syne større, end de egentlig var, men det kunne måske også skyldes noget som skete i dem, for de virkede, som sagt, lystige.

En eller anden mente, at stjerner havde deres egen form for liv, og at de to kunne være faldet for hinanden, siden de blinkede så meget. De kunne altså være skudt i hinanden, for nu at sige det på den måde, og det lød da plausibelt. Hvorfor skulle stjerner egentlig ikke kunne blive forelskede? Der er da ingen tegn i hverken sol, måne eller stjerner på det modsatte, og stjerner er jo meget romantisk anlagte, som alle ved. De blinker, glitrer, funkler og fortryller, så det kan være vanskeligt at finde sine ben, og ikke så få kan takke stjernerne for, at de fik mod til at sige de forløsende ord til hinanden som gjorde, at de fandt sammen på en meget mere end blot venskabelig måde.

De to stjerner var kun nogle få milliarder år gamle, men alligevel ikke for unge til at blive kærester, uden at nogen kunne indvende noget lovmæssigt imod det, og det passede meget fint med deres lystniveau. De så ud som om, det skulle udnyttes til fulde nu, og når stjerner er forelskede og funkler på denne måde, drysser det fineste stjernestøv rundt omkring dem. Ude i universet giver det nemlig ingen mening at sige op eller ned, og der løber man ikke engang om hjørner, hverken med nogen eller noget, men selv om man har hørt om stjernedrys i måneskin på jorden, fordi det nu lige har passet sig at kærlighedsdrysset har strejfet kloden, anede ingen af de to forelskede stjerner en dyt om, at der fandtes en lille klode langt derude i det uendelige rum, som nogle kaldte Jorden.

For her ude fra, var den ikke så meget som til at få øje på, om så alle lysene i alle storbyerne var tændte på én gang.

Svanesang.

En sky for solen og en brise

er et kærligt smil fra Lise.

Blomsterfloret, vil jeg mene,

er et dejligt kram fra Lene.

Siler sveden ned ad ryggen,

snupper man en tur i skyggen.

Svanen padler, stum og værdig,

lige til dens tur er færdig.

Synger højest mens den letter,

mens den sikkert kursen sætter.

Aftensolen strør med guld,

månen bli'r snart atter fuld.

Drømmesild og "hagesmæk."

Mølleren blæste med mel i munden,

han blæste en ordentlig sidevind.

Flasken var tømt næsten helt ned til bunden,

og næsen var rød som et pølseskind.

Han græd, da han hørte, at tårer var guld,

og tårer skam også ku' blive til rav.

Så gik han mod kysten, hønefuld,

nu trængte han til noget hav.

Ved stranden stod Søren med støvler og stang,

hans mål var at fange mindst fem fede sild.

Det havde han prøvet på dagen lang,

- og set frem til filetter med dild.

Den grædende maler standsede brat,

hvad søren... er Søren nu ude med snøren?

Så fik han i øjet en mågeklat,

hvorefter han straks slog til Søren.

For han stod i vejen for møllerens blik,

som kun måtte ramme vandet.

Så slog det på stedet for mølleren klik,

og Søren fik skaller, blandt andet.

Mølleren greb stangen og prøvede lykken,

for han havde fisket og fanget en del.

Så blev der sør'me en plasken og rykken,

og nu ku' han snart male fiskemel.

Epilog:

Søren som ejede stang, krog og snøre

lå på stranden med næsen i sandet.

Han sku' ha' prøvet sit held ved Glyngøre,

så havde han nok fået sild op af vandet.

Møllerens datter.

Mølleren malede mel,

maleren malede malerier.

Mølleren melede sin kage,

maleren var god til at bage.

Han bagte på møllerens datter,

malede hende med sine klatter.

Hans bejlen kørte i ring,

men sagde hende ingenting.

Hun nød dog at sidde model

men sagde det aldrig selv.

Hans hjerte hamrede vildt,

for nu at sige det mildt.

Han sendte de hedeste blikke,

de gav hende bare hikke.

Hun skjulte sig så bag en hæk,

for ham var hun borte og væk.

Han ledte en del minutter,

og indså, det var en smutter.

Han fik hende på lærred i ramme,

men det er nu ikke det samme.

Stjerneskud i fisken.

Et stjerneskud på himlen blå
et gyldent glimt mens jeg så på.
Hjertet læste uden at vente,
den sms som stjernen sendte.
En kærlig hilsen med en smiley
en stjernestund så smuk og dejlig.

Men maven mumler: ”Vi er på jorden,
hvad med lidt godt fra havet eller fjorden?
Et stjerneskud med pynt fra haven
sku’ pynte vældigt godt i maven.” 

Stjerneskud i midten.

En lynhurtig kridtstreg på den sorte tavle. Som et skud. Et stjerneskud i sommernatten. Hovedet hviler på hånden, albuen støtter på bordet, og lyset strømmer ind i sindet. Mælkevejen smiler. Knitrende forjættelser i hjertet som jubler så blidt. For alt er jo lige så meget som ingenting ved siden af dette. Sommerfuglen flakser  op i sollyset og opløses seriøst og yndefuldt i sindets midtpunkt.