Kostplaner.

Hvis en kost var bevidst som væsen, ville den finde det mest naturligt at blive fejet eller fløjet med, og ikke blive affejet i stedet, for det man er inkarneret som kræver et handlingsmønster som er i overensstemmelse med naturen af inkarnationen. En gazelle spiser græs, mens en løve spiser gazeller, og det må man ikke bebrejde dem, uanset hvad man synes om det. Så længe ingen af dem overskrider de grænser naturen har afstukket, gør de det, de skal og må gøre.

Gudinder kan forekomme mennesker at være lidt tricky, for deres beføjelser er ikke til at overskue, og man vil helst kunne overskue tingene for at føle sig tryg, selv om det ikke er muligt at overskue noget som ligger så højt over ens, almindeligt anvendte, fatteevne. Så hvis man vil danse med en gudinde og føre, får man kun førertrøjen på, hvis man accepterer, at man er på Herrens Mark, og samtidig ønsker at være det, fordi det nu en gang er det der kræves for at kunne interagere med guderne. Der er dog en del mere i det end det nævnte, men det er ikke muligt at få plads til alt, hvis man samtidig skal fortælle lidt udover betingelserne. Endvidere bør man også vide noget om det, man skriver om, med mindre det er formuleret spørgende.

Frigg havde fået en kriblende lyst til at se andre guder og gudinder, og gik og bryggede på muligheden for at invitere til fest i Valhalla, men hun vidste godt, at det ikke bare var noget man sådan gjorde med et fingerknips. Odin skulle være med på ideen, og alene dette kunne være en stor hurdle at overvinde. Ikke fordi han ikke var til fest, men ideerne skulle helst komme fra ham, så det skulle tænkes godt igennem, før der kunne festes igennem.

Og selv om der var god plads i Valhalla, kunne man ikke invitere alle, så der kunne blive problemer med jalousi fra de ikke inviterede, og dens slags kunne være svære at få skrevet i glemmebogen. Alene Olympens guder og gudinder ville fylde godt, så Frigg ville gerne nøjes med Appollon og de ni Muser, og fra Indien måtte der så endelig ikke inviteres flere, end der blev inviteret fra Olympen. Men i Indien var der over tre hundrede millioner guder at vælge imellem, så det var ingen let sag. Lakshmi,  med de fire arme skulle i hvert fald ikke inviteres, for det blev for meget for Frigg at se på, når hun spiste og drak, og det var umuligt at lade være med at kigge på hende, fordi hendes bevægelser var så iøjnefaldende.

Så måske var det alligevel bedst at glemme ønsket om et stort gæstebud. Odin døjede også med migræne, som han kaldte det, når han havde drukket for meget mjød, og det var stort set hver eneste dag. Han var blevet for gammel til Frigg, som havde pulserende blod i sine årer, og alle ved, hvad det kan betyde. Alle ved også, at nye koste fejer bedst, men Odin kunne ikke sådan skiftes ud, for selv om han var gammel, kunne han sikkert nemt leve nogle æoner og et par dekader endnu. Han havde da også været oppe på dupperne siden tidernes årle morgen, så lidt udbrændt var der ikke noget at sige til, han var.

Sankt Hans kunne de da fejre, for det gav god mening i Valhalla, da heksene var i slægt med jætterne og derfor ofte fulgtes med Loke.  De var med til mange almindelige sammenkomster, og havde  deres egne kostplaner, for de cyklede jo ikke til Bloksbjerg, men fløj på deres sædvanlige, autoriserede måde. Ingen af dem havde alligevel styr på cykler, så hvorfor lave det om. Nej, men nye koste var altid velkomne, og de blev faktisk aldrig brugt til at feje med.

Derfor var heksekoste ofte frustrerede, men dybt i deres kostelige hjerter, var en svag erindring om en tilværelse, hvor man var i stand til at flytte støv og skidt fra eet sted til et andet. Og det gav god mening for en kost.