Kaffegrums og bladlus.

”Det er jo ikke rigtig kaffe, du laver,” sagde Meritta venligt til SenGeo. De to kaffebryggere stod side om side på en hylde i køkkenet, og de kom almindeligvis godt ud af det med hinanden, selv om de havde deres udprægede forskelligheder. Eller måske netop derfor, for så var der jo andre parametre de konkurrerede på end lige netop dette, at få den bedste kop kaffe ud af en teskefuld bønner. Og ville man sammenligne på denne måde, måtte der også tages højde for brygningstid, samt hvor varm kaffen blev. Så dette med om der var eet eller flere varmelegemer var ofte et hot emne blandt de forskellige mærker, og nogle følte, det var som at sammenligne en knallert med en motorcykel.  

”Den kaffe jeg laver med mine puder er da fantastisk, og så skummer den lidt oven i koppen,” sagde SenGeo og rettede ryggen. Det gjorde den i øvrigt tit, for den havde tilbøjelighed for duknakkethed, hvilket egentlig var umuligt at gøre noget ved. Men, som den sagde: ”Man kan jo altid prøve, jeg vil da aldrig tøve.”

Så vidt, så godt. De to kaffebryggere holdt nøje øje med hinanden, for der var altså lidt jalousi mellem dem. Det var ærefuldt at blive benyttet, og det kunne godt gøre lidt ondt, når kun den anden blev startet, for det var næsten altid enten eller.

”Jeg synes, dine varmeplader er så mørke og fugtige,” sagde Meritta. ”Lider du af inkontinens?” ”Nej, ikke det der ligner, jeg er vist bare ivrig af natur, og det kan godt løbe lidt af med mig. Det er nu heller ikke altid, de husker at sætte kopper som er store nok på, og jeg docerer altså det, jeg docerer. Sådan er det.”

”Ja, jeg har selvfølgelig automatisk drypstop,” sagde Meritta stolt, ”samt automatisk switch- off.”

”Nårh,” svarede SenGeo, ”fint skal det nok være, men det er sikkert også nødvendigt, når du skal have en kaffepose på hovedet for at kunne brygge. Jeg synes, min metode er mere elegant. Den er i hvert fald enklere, når jeg selv skal sige det, og når kaffetørsten er størst, er jeg altid nærmest, hvis der kun er brug for en enkelt kop eller to.”

”Jo, men du ved jo godt, at man drikker kaffe ad libitum her i huset, og når jeg  har lavet så mange kopper, jeg kan ad gangen, fylder de dem på termokande. Det er da smart, og her kan du slet ikke være med.”

”Jeg er overhovedet ikke til overforbrug, og som jeg plejer at sige: Lidt, men godt. Det er mit motto, og jeg vil på ingen måde befordre muligheden for at nogen skulle opnå at erhverve sig en  omgang kaffedelirium, hverken nu eller fremover. Og kaffegrums slipper man for hos mig. Det er måske egnet til at spå i, hvem ved, men jeg gider ikke beskæftige mig med det, for det er der ingen fremtid i.”

”De kaffeposer jeg bærer på hovedet, som du så elegant udtrykker det, sikrer faktisk optimal udnyttelse af bønnernes iboende muligheder. For når kaffen er brygget og kaffeposen stillet i vasken, til den ikke er varm mere,  kan man bruge grumset til at komme på potteplanter eller i køkkenhaven. Mulden elsker det, fordi der er så mange gode mineraler i, og så holder det bladlus og lignende uønskede gæster borte. De hader nemlig kaffegrums. Hvis du ellers mangler gode ideer, vil jeg sige: Er tanken tom og hjernen træt, døser du og gi’r et spjæt? Bryg dog kaffe er mit svar, så bli’r tanken atter klar.

For gode ideer opnår man nemlig ikke ved at lægge hovedet på en kaffepude.”