Glansbilleder?

Der er mange fine muligheder for at undgå, at ens visdomskilder tørrer ud for tiden. Det er imponerende at så mange enkeltpersoner, grupper eller foreninger, kan præstere så meget af det gode. Hvis man ‘synes godt om’ nogle af dem, har man kvalificeret sig til at modtage hjertegribende smukke billeder i allerhøjeste kvalitet, nogle er næsten for gode, ‘så gode’ at de kan opnå glansbilledstatus, samt ord med vægt som kan få en til at tænke sig godt om og gøre det bedre og smukkere næste gang o.s.v., og jeg gør ikke nar her. Jeg imponeres hver evige eneste dag af mindst én sætning som indeholder så megen visdom, at mit hjerte svulmer af håb for menneskeheden og for alle andre livsformer også.

Så vidt så godt. Der er vist nok kun én ting som med sikkerhed undgår min forståelse og dermed selvfølgelig også min godkendelse. Et budskab som bliver formuleret på mange forskellige måder, ligesom alle andre budskaber bliver det, men et budskab som flyver både over mit hjerte og mit hoved, inden jeg når at få taget stilling til, om jeg er enig eller ej, hvad jeg vist ikke er. I hvert fald ikke helt. Jeg forstår det jo ikke, eller kunne der også være den mulighed, at det ikke er visdom men en slags smutter i stedet? Denne tanke er jeg dog mest tilbøjelig til at forkaste, da man støder på holdningen både her og der.

Hvad er det for en holdning, jeg har ‘problemer’ med? Skal vi ikke lige se at få den smidt op på bordet, så vi kan få gjort op med den, få den dissekeret og hældt på glas med sprit?

Det drejer sig om, det man har gjort eller ikke har gjort, som her får en ligeværdig status, idet der påstås, at det under ingen omstændigheder kunne være sket anderledes. For så ville det jo ikke være, som det nu engang er, argumenteres der lakonisk. Fordi alt er en del af en højere plan, man ikke kan overskue her og nu. Engang vil det stå klart, hvorfor det ikke kunne have været anderledes, end det blev. Det ville nok opfattes som en fordel, af den som har lavet noget snavs eller en fælde for den som, i den milde afdeling, f. eks. så bare kan tænde en smøg uden problemer, selv om han havde besluttet at holde op med at ryge i samråd med sin læge.

Jeg kan på en måde godt lide det, men jeg kan på en måde også ‘ikke fordrage det’, om jeg så må sige, for er det dyb visdom eller simpel fatalisme? Jeg ved det ikke endnu, og jeg udstiller måske min mangel på visdom her, men det er sekundært, for jeg er meget, meget mere interesseret i ‘hvad, hvordan og hvorfor’ end i at pleje et image. Hvis det er noget, der burde sige sig selv men bare, af en eller anden årsag, ikke kan finde genklang hos mig, finder jeg vel ud af det før eller siden. Enten ved at der går et lys op for mig, eller ved at en kommentar åbner mine øjne. Det vil forhåbentlig vise sig.

Nu er der vel gået et års tid, siden jeg skrev ovenstående, og spørgsmålet kunne så være, om jeg er blevet klogere. Det kan jeg ikke svare på, men jeg er stødt på nogle ting og erfaringer, som måske kunne antyde en vis bevægelse, selv om jeg ikke kan give den en decideret retning endnu. Det drejer sig nok hovedsageligt om tanker omkring nu’et. For nu’et har mange muligheder i sig, idet man ikke kan definere det tilfredsstillende, men alligevel kan drage en masse ud af at tænke over det. For prøver man at indse det, dukker der hele tiden nye aspekter op.

Før nu ER jo sket, og efter nu er endnu ikke sket, så alt før og efter må defineres som tanker. Henholdsvis erindringer og forventninger, og hvor virkelige er tanker egentlig? Her ville man så måske konkludere, at kun nu’et er virkeligt, men hvad så med de andre gange, man har mediteret over, og prøvet at indfange nu’et? Det er blevet til fortid, og dermed erindringer. Har man ramt nu’et i fortiden, må det være det samme nu, man evt. rammer nu, og hvor bliver fortid og fremtid så af?

Måske er der kun nu, og så længe man ikke altid er bevidst i det, drømmer man, eller lever i en tankeverden. Kan nu’et så kun erfares uden tanker? Her bliver man lidt usikker igen, for så forekommer det, som om nu’et er en tom tilstand, og det kan det ikke være, hvis det er det eneste virkelige, hvad det sikkert er, og de som har erfaret det siger, at kun i nu’et er man virkelig vågen, og alt andet forekommer drømmeagtigt. Det vil sige, at nu’et ikke kan forstås intellektuelt, men så må der være en højere bevidsthedstilstand som giver baghjul til den verden som tilhører tanken, næres af tanken og skylder den sin virkelighed, selv om den har drømmestatus i forhold til den virkelige virkelighed. Og set fra nu’ets standpunkt kan det der er sket, og det der vil ske, ikke være af betydning og kunne måske ikke have været, eller ikke blive, anderledes. Det kræver dog, så vidt jeg lige kan se, at man vedbliver at være bevidst i nu’et. Men disse betragtninger kan ikke nå nu’ets virkelighed alene, og er derfor kun intellektuelle konstruktioner.

Jeg læste nogle ord på en blog, som vakte min interesse, fordi de rørte ved noget dybere, som måske belyser emnet bedre, og måske helt, hvis man kommer til forståelse af dem. De lirkede til en slumrende erindring, som jeg meget gerne vil dybere ind i, da jeg føler, det er af stor væsentlighed. Ordene bliver citeret her, og så må tiden vise, om der kommer friskere boller på suppen, når tiden forhåbentlig modnes til, at nu’et gør krav på sin virkelighed.

Der findes et rum, hvor ensomhed ikke er og aldrig har været.

Det er let at finde vejen, men den skal gås alene. Dem som siger, de vil lede dig, er dem som afleder turen.

Langs vejen venter alle de mørkeste forestillinger og mareridt. Og det er dine helt alene, det er dem, du har bygget på, fra du første gang slog øjnene op i dette liv. Andre kan fortælle om deres vej, men det hjælper ikke dig – din vej vil være den værste, du kan vælge.

Ved porten venter dit billede af døden og kræver det store offer. Kys hende og tak hende, og betal med den sidste rest af angst.

Gå ind ad porten, svæv ind i stilheden, ind til det sted hvor du altid har været og altid er kommet fra, og som du ikke forstår, hvorfor du nogensinde forlod. Her er vi alle, og her har vi altid været, og her vil vi altid prøve at vende tilbage til, når vi tror, vi har mistet hinanden. Det er bare os selv vi har forladt, og vejen hjem er let at finde.

Hold ud. Jeg er på vej.

(Fortsættelse følger formentlig).

Ja goddag, eller måske godmorgen. Her er lidt mere tankespind:

Fortidens og fremtidens lænker kan være tunge at bære, hvad enten de er af jern eller guld. Er de lette, er de ikke smedede, men  føles  måske som flettede blomsterkranse med duft af søde minder eller forjættelser.

Under alle omstændigheder er selv de lette tyngende, for den der forsøger at vågne op. De knytter alle, mere eller mindre, sindet til sig og forsinker derved fuld opvågning til det egentlige nu og her. Såvel fortid som fremtid, og selve forestillingen om nu og her, væves ind i sindet og okkuperer opmærksomheden.

Hvad menes der da med denne opvågning? Buddha er kendt for at være ’vågnet op,’ og set fra denne tilstand, er alt ganske og aldeles vidunderligt, kan man læse sig frem til. Ingen sko trykker, selv om krige raser om ørerne på een, og ”alt er såre godt,” som Jesus udtrykte det iflg. det ny testamente .
Det lyder som en attraktiv tilstand, som måske også kan forekomme utopisk og uden empati.

I den reflekterende meditation, som bl. a. inkluderer filosofisk indsigt som mål, vil man før eller siden blive konfronteret med tilbuddet om,  at give egoet tilbage til det som alligevel altid har været dets ophav. Det er blot illusionen om egoets selvstændighed, der bliver oplyst og afviklet.

Der er mange af bibelens fortællinger som er symbolske fremstillinger af processen fra ’søvn’ til ’opvågning.’ Når man overgiver egoet til dets ophav, føles det lige inden, som om man kan miste livet, så det er et vanskeligt punkt for nogle, selv om det måske kun tager et sekund. Det svarer til Abrahams ’ofring’ af Isak. Først da Abraham havde accepteret buddet og var beredt på at ofre sin søn, blev han stoppet af en engel, hvorefter han levede  lykkeligt.

Sådan er alle hellige skrifter hele vejen igennem. Analogier som belyser processen fra sovende menneske, hele vejen til det fuldt vågne stadie, hvor man er blevet født på ny. Der er i virkeligheden tale om opnåelse af filosofisk indsigt, hvilket er det samme som at opnå frihed ved sandhed/virkelighed.

Mange misforstår hellige skrifter, og tager de beskrevne begivenheder for pålydende. Det har haft og har stadig katastrofale reaktioner til følge: Drab, bombning, stening, gensidig mistro, nidkærhed, hævn for at glæde Gud, rigide regler man opfatter som bud, fordi det er enklere at holde sig til regler end at søge at forstå, hvordan og hvorfor sandheden kan gøre én fri. De fleste mennesker ønsker nemlig ikke sandheden, enten fordi de er ligeglade med den, eller fordi de er bange for dens lys, som de dog alligevel ikke kan gemme sig for i al evighed. De finder tryghed i deres lænker.

”Sandheden skal gøre Jer frie,” sagde Jesus iflg. bibelen, som egentlig  beskriver, hvad oldtidens vismænd i østen, allerede havde fundet frem til. Såkaldte hellige skrifter er fremstillet som analogier, beregnet til datidens åndelige niveau. Oldtidens opvågnede vismænd ville måske smile vemodigt over, hvordan deres viden er blevet omformuleret, og græmmes over hvordan den er blevt tolket. Generationers tunge tankegods som i hvert slægtled bliver presset ned over børn, gør menneskehedens åndelige udvikling, mod lysere og mere modne niveauer, langvarig og desværre også blodig.

Så måske ville menneskeheden have været langt bedre tjent helt uden religioner. For i alle mennesker er der en medfødt, skjult erindring om det højere selv, og de muligheder der tilbydes via dette. Intuitionen og tilværelsens reaktion på ens handlinger ville i sig selv måske hurtigere kunne få den enkelte dresseret til et højere og mere værdigt liv, men gamle trossystemers betontunge åg, bliver konstant presset ned over sunde sjæle, som uvægerlig kommer til at lide under det og bliver ganske frustrerede, hvis de har en indre følelse af, hvordan de i virkeligheden burde leve, tænke og føle.

Mens forstenede vogtere af fortidens misforståelser holder øje og er klar til at hævne mentalhygiejnisk, guddommelig og sund menneskelig udvikling.