Freedom

Limits of mind as clouds for the sun,

defiant waves as they constantly run.

The pier will wrestle with angry waves

defy their power to make them slaves.

Desire for freedom is strong and constant,

as hovering eagle and strong elephant.

Freedom is like a room without walls,

where ceiling is gone and raindrops falls.

The struggle for freedom can go very deep

deeper than dreaming as deepest sleep.

A touch of Spring?

"Why is she not coming," said the elf as he impatiently tore grass up from the forest floor. They had agreed to meet at the smallest lake in the largest forest when the sun was in the midst of the sky, but he had arrived at least one hour too early.

For she was the Alpha and Omega for him. He smiled dreamily at the thought of her long, curved eyelashes which blinked so exquisitely seductive that it almost seemed deliberate. It did not matter that she cooked up in this way, rather the contrary.

She was adorable and so endearing that he found it difficult to sit still when they were together. He watched her incessantly, alternating from all possible sides, his mind was completely focused on her, and he had to roam her "by chance" and feel her delicate scent again, again and again. There was no end to it.

They used to dance cheering up and down and back and forth on sunbeams, and although it was only in february, it could well be done today, for not a breath of wind, and the sky had blue spots. A little advance of spring, it would be a waste of time not to take, and such a beautiful, frosty day would the sun's rays being reflected, shimmering and glittering, their shiny wings, so one could almost come to think of lit sparklers.

A young couple who went walking in the woods, for the air, the digestive and the dog's fault, as they put it, caught sight of them, and the girl exclaimed:

"Nah, see the beautiful dragonflies. How they sparkle. They exhibits their golden  chains of love.”

Men nu endnu en menu:

Krig på kniven, gris på gaflen,
maden for salt, sovsen brændt på.
Skeen i den anden hånd:
Friskfangede fiskefileter fra fryseren
optøede, og panerede med rugmel.
Salt og peber. Ovnbagte pommes frites,
remoulade, tomatbåde, citronskiver.
Moderne husmandskost med hvidvin.
Velbehag på menuen, illusioner i glasset
og lovprisninger ad libitum.
Berusende slurke, brusende overmod,
flydende kærlighed, fred og balance,
sprøde fritter, bløde bid,
velsmag a la carte, og tandstikker.

Dog-style

Puppies hardly understand where it is best to do

carpets, floors instead of just an outdoor place or two.

They simply had to bark a wauw before the nature calls

you shouldn't have to yell a hey when they in curtain falls.

You have an eye on every finger to read their language clearly

you do not want to sound so shrill not even close to nearly.

They should prefer the open door and look for grass and sand

a little yelp to show the need for seeing open land.

Out of the door to stones and shrubs their drag and drop is found

it makes them clean and free as well to sniff around the ground.

På hundemaner.

Hundehvalpe misforstår, hvor det er bedst at lave,
og tæppetisser før de når en pæl eller en have
De skal da bare sige vov, hver gang naturen kalder,
så slap man for at sige hov, når de for tæppet falder.

Man har et øje på hver finger, for sproget klart at læse,
man vil jo ikke være skinger, når de skal pudre næse.
De skulle helst til døren gå og blive dus med vanen.
Et lille bjæf, man kan forstå, før de må åbne hanen.

Udendørs, ved hegn og buske, findes deres træk og slip.
Man skal dog altid lige huske posen med den lille snip.

Gløder i sneen.

Selv mens kulden nyder sine velmagtsdage, og det ser ud til, at naturen er mere eller mindre lukket ned, bliver der hamret og banket på livet løs, så gnister og gløder springer, i naturens egne smedjer. Her er nemlig ingen arbejdsløshed, alle er i gang. For mens frosten bider sig fast i det synlige, holdes jernene varme i det usynlige. Men kun lederne og de ansatte har adgang til smedjerne, og kun de ved, hvor de er.

Projekterne folder sig ud lidt efter lidt, og når plusgraderne og solen igen får overtaget, åbnes smedjernes døre efterhånden på vid gab. Der inviteres til Åbent Hus, hvor resultaterne, af deres magiske, hemmelige arbejder, bliver vist frem for offentligheden:

Træerne får knopper, blomsterne, som har trænet i skytteforeningerne, demonstrerer deres skydefærdigheder, mens dyr og fugle er blevet grundigt programmerede til deres specielle arbejdsopgaver, som syv vilde heste nu ikke kan holde dem fra. Insekterne går på vingerne som støvpartikler der blæses ind i en solstråle, edderkoppen udstiller sine  selvbroderede reklamer og tilbyder gratis ophold, til de insekter som ikke kan løsrive sig fra dens idylliske hotels faciliteter. Solsorten griber hurtigt fat i den blinde føler, regnormen stikker op af jorden, for at fornemme om kysten er klar. Den trækker til og befrier den helt fra det jordiske, nu den alligevel har fat i den lange ende. Rovfuglen snupper solsorten i flugten og flyver den til sin rede ganske gratis. Den har jo taget billetten og på denne måde bidraget til, at rovfuglen kan komme videre med sine egne højtflyvende planer.

Vårlængsel.

De lyse timer tikker frem,
de mørke timer går mod hi.
Den kolde tid må finde hjem,
når velmagtstiden er forbi.
Kulden bliver snart stemt ud,
for lyset får nu alle stemmer.
Ud med frost samt sne og slud,
og stive, vintertrætte lemmer.

Lyset vinder gang på gang
og guldet vil det fejre,
faktor X, det har dets sang,
så derfor vil det sejre.

Forårsfornemmelser?

”Kommer hun ikke snart,” tænkte alfen, mens han utålmodigt rev græsstrå op fra skovbunden. De havde aftalt at mødes ved den mindste sø i den største skov, når solen stod allerhøjest på himlen, men han var ankommet mindst en time for tidligt.

For hun var Alfa og Omega for ham. Han smilede drømmende ved tanken om hendes lange, buede øjenvipper der glippede så udsøgt forførende, at det næsten virkede bevidst. Det gjorde dog ikke noget, at hun kokketerede på denne måde, snarere tværtimod.

Hun var yndig og så indtagende, at han fandt det vanskeligt at sidde stille, når de var sammen. Han betragtede hende uophørligt, skiftevis fra alle tænkelige sider, hans sind var helt og aldeles fokuseret på hende, og han måtte strejfe hende ”tilfældigt” og mærke hendes fine duft igen, igen og igen. Der var ingen ende på det.

De plejede at danse jublende op og ned og frem og tilbage på solstrålerne, og selv om det kun var januar, kunne det fint lade sig gøre i dag, for ikke en vind rørte sig, og på himlen var der mange blå pletter, hvor skyerne var forduftet.  Lidt forskud på sommeren ville det da være spild af tid ikke at tage, og sådan en smuk, frostklar dag ville solens stråler blive reflekteret, glitrende og lynende, af deres blanke vinger, så man næsten kunne komme til at tænke på tændte stjernekastere.

Et ungt par, som gik tur i skoven, for luftens, fordøjelsens og hundens skyld, som de udtrykte det, fik øje på dem, og pigen udbrød:

”Neej, se de smukke guldsmede. Hvor de glitrer. De smeder nok på hymens lænker.”

Tidsrejser (2).

”Nogle forestiller sig, at man kan rejse tilbage, men aldrig frem i tiden, da fremtiden ikke har fundet sted endnu. Men hvis man rejste tilbage i tiden, ville den valgte tids mennesker jo møde mennesker (eller væsener) fra fremtiden.

Så, ud fra den logik, kan man også rejse til fremtiden, hvis man kan rejse til fortiden.”

Et lille udpluk fra mit sidste indlæg om emnet. Efter at have læst en artikel i Ekstra Bladet, inspireret af Videnskab.dk, er der basis for supplerende anskuelser.

Befinder man sig et sted 100 millioner lysår fra jorden, og kunne man herfra kigge på jorden med teleskoper, som var kraftige nok, ville man se jorden, som den så ud, da dinosaurerne levede. For når man kigger ud i rummet, ser man tilbage i tiden, fordi lyset er så lang tid om at nå frem, og derfor vil den nærmeste stjerne, bortset fra solen, vise sig som den så ud for 4,24 år siden.

Det er en interessant vinkling på dette at, om ikke rejse så dog, se tilbage i tiden. Man har meget svært ved at forestille sig, nogen kan lave så kraftige og avancerede teleskoper, at dette kan lade sig gøre, men vi kender jo ikke en evt. teknisk udvikling på en, tænkt, højt udviklet planet.

Og hvis man kunne, ville man da se levende billeder, og i givet fald, hvad er så virkeligheden i alt dette? Disse forskydninger i rum og tid, og det som kan tænkes ind her, ligger ikke lige til højrebenet, synes jeg. Men interessant at fundere over.

Spejlmagi.

Kvittevit og kvit igen!...
Hvem er du min lille ven?
Ligner mig til punkt og prikke
kender dig dog endnu ikke.

Sig mig, lever du i vandet
lige her, hvor jeg er landet?
Jeg ser ned, og du ser op,
vi har samme gule krop.

Jeg kan ik’ forstå en dyt
tænk at leve i en pyt.

Kære Morfeus.

Du søn af Hypnos og Nyx, lad mine drømme vare ved, indtil de har udtømt sig selv. Du kan gribe ind, ja du griber ind, men husk nu, at drømme har deres egen iboende, helbredende kraft, og selv om du synes, handlingen ikke passer til dit temperament, bør du ikke udøve din kompetence alene for din utålmodigheds- og forfængeligheds skyld. Joh, du er både forfængelig og legesyg, så vidt jeg kan se, og det kan sagtens være underholdende. Men hvis min drøm ikke får sin egen tid, kan den ikke afslutte sin mission, og efterlader mit sind lidt flosset. Som en saftspændt gren der bliver brækket skødesløst af et træ, og modstræbende efterlader fugtige strimler og barktrævler.

Dog, jeg kender dig jo egentlig ikke, men hvis du er selve drømmenes natur, deres inderste væsen, ja endog drømmenes skikkelser og omgivelser i rum og tid, kan du gøre, som du vil. For så har jeg misforstået dig, og så beklager jeg at have kaldt dig utålmodig, legesyg og forfængelig. Disse betegnelser må så være dækkende for min egen personlighed i stedet, og de drømme du ifører dig og bestemmer indholdet og varigheden af, tager derfor altid afsæt i dette.

Ikke nu men NU.

Kære NU, gør du dig dyr,
siden du for tiden flyr?

”Jeg har ikke gemt mig bort,
det har jeg da aldrig gjort.
Op på hesten, prøv på ny,
lad nu være med at kny.
Bonden skråt mod solen kigger,
tjekker hvordan landet ligger.
Hesten vrinsker stolt og kro,
den har fået nye sko.
Koen står så smukt og tygger,
'kvier' sig hvis skoen trykker.
Græsset gror og blomsten nikker,
ænser intet ur der tikker.

Kan du ikke se, jeg smiler?
Her er ingen tid der iler.”

Solstik.

Solen er lidt sky for tiden, og det kan være vanskeligt at forestille sig en bragende varm sommerdag. Men en lille tur i tankerne kan måske hjælpe, og minde om, at selv om sommer er det man længes mest efter, kan en hedebølge være så intens, at tanker om januar forekommer behageligt svalende: 

Han begav sig ud på heden, fordi han savnede at høre lærken. Han ville opleve den igen, for lærken var blevet en sjælden fugl for ham, efter han var flyttet til storbyen. Lærken huskede han fra sin barndom som blev levet i en lille landsby, hvor den var en almindelig sommergæst. Han havde skåret sig en god, solid kæp, som han jonglerede med og ind imellem stødte mod jorden. Her ude på heden var der mange lærker, og han sugede synet og lydene til sig.

”Kvittevittevit, kvittevit, kvittevittevit, kvittevit,”  jublede lærkerne i utallige uendeligheder. Solen skinnede, og langt ude i horisonten øjnede han en kirke. Nogle få hundrede meter østover gik en dreng og samlede bær. Fantastisk, mumlede han, gammel dansk så det vil noget. Som et guldaldermaleri, og så lige nu og her i levende live.

Der er ikke under 30 graders varme i øjeblikket, tænkte han. Sveden piblede frem på panden og silede ned ad ryggen. Ikke en vind rørte sig. Han kunne se varmen bølge i luften lige over lyngen. Hedebølger, tænkte han. Her er vidunderligt men for varmt. Sådan en hedetur kan nok give hedeslag, hvis man ikke lægger den om aftenen i stedet for. Jeg må hellere vende om, inden det giver bagslag.

Hjemme igen i den kølige stue, af med tøjet, og kapslen af en kølig pilsner. Efter en vis akklimatiseringsperiode ville han åbne en god flaske rødvin til glæde senere på aftenen, mens han evaluerede dagen. Han spekulerede på, om han måske kunne skrive et digt om sin tur eller en melodi eller begge dele. Piben blev tændt og skriveblokken fundet frem.

Han havde fundet en lærkerede, med unger som havde dun. Det ville han godt fortælle om, men han ville aldrig røbe, hvor reden var. Bare ikke ræven fandt den, for den ville nok bide.

Men lærkerne holdt øje med deres reder, deres æg og deres unger. De holdt sig højtflyvende på udsigtsposter som vel mere eller mindre angav, hvor rederne var.

Da han næsten var færdig med digtet, kom nabokonen på uventet besøg. Hun havde en skål jordbær med fra egen have. Han fortalte hende om sin tur og viste hende, hvor langt han var kommet med digtet. Hun virrede lidt med hovedet og sagde forsigtigt:

”Den sang er da skrevet for længst. Vi sang den allerede i de små klasser i skolen.”

”Nå, så kom jeg for sent igen,” svarede han og krossede papiret, med det næsten færdige digt, sammen. ”Så vil jeg male en kølende blomst i stedet.”

”Ja, gør du det,” svarede hun smilende med munden fuld af jordbær. ”Og nu er der da heller ikke SÅ varmt mere.”

4 verdenshjørner.

Man kender betegnelsen, ”de fire verdenshjørner,” som direkte indikerer, at jorden er firkantet. Hvis, altså jorden er verden. Der er noget som hedder verdensrummet, og det er det rum, verden befinder sig i. Verdensrummet, med indhold, er også blevet kaldt firmamentet, fordi man anså det som værende fast (firm) og uforanderligt. Det kaldes det da vist stadigvæk indimellem. Men man hører også tale om andre verdener. Det kan selvfølgelig være verdensdele, der menes, eller uudforskede områder på kloden. Man kan også befinde sig i en helt anden verden, men det er jo almindeligvis en metafor. De fire verdenshjørner hører nok bare jordkloden til, når alt kommer til alt. Det udelukker dog ikke, at man kan tale om andre verdener i verdensrummet, hvis man vil nå ud i alle hjørnerne.

 Men er det ikke en lidt firkantet måde at anskue jorden på, når den nu er rund? Ikke helt rund, ganske vist, og ikke rigtig rund. Men samtidig med hjørner? Overtro eller bare talemåder er det vel. Overleveringer fra en tid, hvor man anså jorden som værende flad. I denne forbindelse sagde, og siger, man: ”Flad som en pandekage,” og så ser man jorden som rund og flad for sig, for pandekager er normalt hverken firkantede eller hjerteformede, selv om de godt kunne laves sådan. Fregner kan også være flade, for ellers ville man vel ikke sige, at man ikke ejer en flad fregne. Kloden kunne også være sekskantet som en terning, og så ville der være dobbelt så mange hjørner at lege med, plus nogle kanter, og det er måske herfra man har betegnelsen, ”at runde et skarpt hjørne,” i forbindelse med visse fødselsdage.

Der er en sang som hedder ”4 verdenshjørner.” Her er et af versene:  

:/: Der er fire verdenshjørner

eller også er der syv.

Det er sandt hvad jeg fortæller

eller også er det lyv :/:

Man kan løbe om hjørner med ordene ved at lege med dem. I hvert verdenshjørne ligger måske en hovedhjørnesten, pænt tilhugget af Jens Vejmand, og selv om man skulle mangle en hjørnetand, eller en hjørnegrund, kan man da godt digte og pynte lidt på begreberne. Det gør det muligt at ride på en enhjørning, og i det yderste hjørne af verden bor Gammel Nok. Hvis han da lever endnu. Ellers er han nok død.

Men foråret lever. Det blunder, og om ikke så lang tid er det heldigvis lige om hjørnet igen.

A four-edged world

You know the term, “the four corners of the world,” (N S E W), which directly indicates that the earth is square. If the world only is the earth. There is something called space, and it is in space the world exists, or in the Cosmos, which also is called the firmament, because it was considered to be fixed (firm) and unchanging. It includes other worlds too. You can also find yourself in a completely different world, but it’s usually a metaphor. The four corners of the world probably only describes the earth, when all is said and done. However, this does not mean that you can’t talk about other worlds in space, if you want to reach all the corners.

But is it not a little square way of looking at the ground when it is round? Not quite round, … but with corners? Misunderstandings or just sayings it may be. Traditions from elder times when it was considered flat. In this regard it was said: “Flat as a pancake,” and then you can imagine the earth as round and flat. The pancakes are usually neither square nor heart-shaped, although they could be made that way. The globe could also be hexagonal like a cube, and then there would be twice as many corners to count, plus twelve edges.

You can run around corners with words by creative playing with them. In every corner of the world is perhaps a cornerstone, may be with poems written on them. Poems makes it also possible to ride an unicorn, and in the outer corner of the world living an elf named Old Enough. If he is still alive. Otherwise, he is probably dead.

However, spring is alive. It’s almost awake, and sooner or later, it is just around the corner.

Samliv.

Mennesker, dyr, fisk og fugle
lever sammen på jordens kugle
tillige med planter, ja alt som slår rødder
og ej er mobile, de mangler jo fødder.
Så er der at nævne, luften og vandet,
og alt det vi glemte, bakterier blandt andet.
Så længe vi lever i smuk symbiose,
går det som smurt – som fod i hose.

Når én, eller flere, vil herse med andre
bestemme hvordan, og hvor, vi må vandre,
så får idyllen straks ridser i lakken,
som lægger en dæmper på hyggesnakken.
Agurken får fødder, når slet intet klinger,
den går sig en tur og lufter en finger.
Da ender det let med opstand og kaos
fra London til Kabul, fra Tunis til Laos.

Men velstand og sundhed samt glæde og fred,
er noget vi alle kan trives ved.
Vi uddeler smileys, syn’s godt om og deler,
frimodigt, og helt uden livrem og seler.

Tankemylder.

Magi og mirakler folder sig ud
såvel i tanken, som foran din tud.
Ser verden kun ud som matematik,
står x’et måske, for tiden der gik.
Y’et ku’ så være tiden der kommer
med mulighed for at gøre en ommer.
Er nu’et forsvundet bag tankemylder,
så fortid og fremtid det hele fylder,
og bliver orkanens lyde for høje,
snup en siesta midt i dens øje.
Lige der, hvor nu’et er fremme,
lige der, hvor freden har hjemme.

Spindelvæv.

For dyr er mennesker guder.
For blinde er den enøjede gud.
For nogle er stjerner guder,
især pop- og filmstjerner.

Mælkevejen er en klædning,
som Maya selv har vævet
med tråde spundet af regnbuer,
nordlys, morild og tidløshed.

Hendes garderobeskab
er uden vægge og uden bøjler
og rummer intergalaktiske
klassikere og det nyeste nye.