Solstik.

Solen er lidt sky for tiden, og det kan være vanskeligt at forestille sig en bragende varm sommerdag. Men en lille tur i tankerne kan måske hjælpe, og minde om, at selv om sommer er det man længes mest efter, kan en hedebølge være så intens, at tanker om januar forekommer behageligt svalende: 

Han begav sig ud på heden, fordi han savnede at høre lærken. Han ville opleve den igen, for lærken var blevet en sjælden fugl for ham, efter han var flyttet til storbyen. Lærken huskede han fra sin barndom som blev levet i en lille landsby, hvor den var en almindelig sommergæst. Han havde skåret sig en god, solid kæp, som han jonglerede med og ind imellem stødte mod jorden. Her ude på heden var der mange lærker, og han sugede synet og lydene til sig.

”Kvittevittevit, kvittevit, kvittevittevit, kvittevit,”  jublede lærkerne i utallige uendeligheder. Solen skinnede, og langt ude i horisonten øjnede han en kirke. Nogle få hundrede meter østover gik en dreng og samlede bær. Fantastisk, mumlede han, gammel dansk så det vil noget. Som et guldaldermaleri, og så lige nu og her i levende live.

Der er ikke under 30 graders varme i øjeblikket, tænkte han. Sveden piblede frem på panden og silede ned ad ryggen. Ikke en vind rørte sig. Han kunne se varmen bølge i luften lige over lyngen. Hedebølger, tænkte han. Her er vidunderligt men for varmt. Sådan en hedetur kan nok give hedeslag, hvis man ikke lægger den om aftenen i stedet for. Jeg må hellere vende om, inden det giver bagslag.

Hjemme igen i den kølige stue, af med tøjet, og kapslen af en kølig pilsner. Efter en vis akklimatiseringsperiode ville han åbne en god flaske rødvin til glæde senere på aftenen, mens han evaluerede dagen. Han spekulerede på, om han måske kunne skrive et digt om sin tur eller en melodi eller begge dele. Piben blev tændt og skriveblokken fundet frem.

Han havde fundet en lærkerede, med unger som havde dun. Det ville han godt fortælle om, men han ville aldrig røbe, hvor reden var. Bare ikke ræven fandt den, for den ville nok bide.

Men lærkerne holdt øje med deres reder, deres æg og deres unger. De holdt sig højtflyvende på udsigtsposter som vel mere eller mindre angav, hvor rederne var.

Da han næsten var færdig med digtet, kom nabokonen på uventet besøg. Hun havde en skål jordbær med fra egen have. Han fortalte hende om sin tur og viste hende, hvor langt han var kommet med digtet. Hun virrede lidt med hovedet og sagde forsigtigt:

”Den sang er da skrevet for længst. Vi sang den allerede i de små klasser i skolen.”

”Nå, så kom jeg for sent igen,” svarede han og krossede papiret, med det næsten færdige digt, sammen. ”Så vil jeg male en kølende blomst i stedet.”

”Ja, gør du det,” svarede hun smilende med munden fuld af jordbær. ”Og nu er der da heller ikke SÅ varmt mere.”