Forårsfornemmelser?

”Kommer hun ikke snart,” tænkte alfen, mens han utålmodigt rev græsstrå op fra skovbunden. De havde aftalt at mødes ved den mindste sø i den største skov, når solen stod allerhøjest på himlen, men han var ankommet mindst en time for tidligt.

For hun var Alfa og Omega for ham. Han smilede drømmende ved tanken om hendes lange, buede øjenvipper der glippede så udsøgt forførende, at det næsten virkede bevidst. Det gjorde dog ikke noget, at hun kokketerede på denne måde, snarere tværtimod.

Hun var yndig og så indtagende, at han fandt det vanskeligt at sidde stille, når de var sammen. Han betragtede hende uophørligt, skiftevis fra alle tænkelige sider, hans sind var helt og aldeles fokuseret på hende, og han måtte strejfe hende ”tilfældigt” og mærke hendes fine duft igen, igen og igen. Der var ingen ende på det.

De plejede at danse jublende op og ned og frem og tilbage på solstrålerne, og selv om det kun var januar, kunne det fint lade sig gøre i dag, for ikke en vind rørte sig, og på himlen var der mange blå pletter, hvor skyerne var forduftet.  Lidt forskud på sommeren ville det da være spild af tid ikke at tage, og sådan en smuk, frostklar dag ville solens stråler blive reflekteret, glitrende og lynende, af deres blanke vinger, så man næsten kunne komme til at tænke på tændte stjernekastere.

Et ungt par, som gik tur i skoven, for luftens, fordøjelsens og hundens skyld, som de udtrykte det, fik øje på dem, og pigen udbrød:

”Neej, se de smukke guldsmede. Hvor de glitrer. De smeder nok på hymens lænker.”