Blomstring.

”Nu’et,” siger en filosof,

”er alene helt present.”

Hyllet  ind i tankestof,

bli’r det ikke anerkendt.

Tanker bringer tid i fokus,

tanker om orkanens møje.

Altid blomstrer nu'ets krokus

inde i orkanens øje.

"Dueslag."

”Her sidder jeg, højt på en gren, som i sangen om kragen,” tænkte duen, ”men jeg er helt bevidst om, hvad jeg er. Og det er hverken krage eller råge, skade eller måge, selv om de også holder til her i omegnen. Folk og fæ kan sikkert også kende forskel på os, da vi både har vores ”kurren,” udseende og attituder til forskel.”

Duen sad og evaluerede. Der var noget at tænke over, for ”kroballerne” var i fuld gang med slagsmål udenfor, og stævnemøder i pauserne, til følge. Det førte til forlovelser og andet, hvorfor mange nu var på udkig efter egnede redepladser. Folk ville hverken have dem på deres altaner eller gesimser, for duerne ”kurrede” søvnige mennesker vågne i utide, og det nyvaskede tøj, på tørrestativerne, var yderst modtagelig for deres klatter, så der ofte blev tale om ekstraordinær klatvask.  

”Gør som splitternerne,” skvidrede en enlig svale. De bygger deres reder ved hættemågerne. Så er de beskyttede mod røverpak. For hættemåger forstår at sætte sig i respekt og er venlige overfor tilflyttere der passer sig selv og opfører sig ordentligt.”

”Jeg har hørt om det,” svarede duen. ”Men vore reder skal være med udsigt, og det kan en hættemågekoloni ikke tilbyde. Jeg har påbegyndt en rede syv gange på samme sted, og hver gang, jeg næsten er færdig, bliver den kostet ned. Det burde nogen gøre noget ved.”

”Man kunne måske foreslå, at man så sig om efter et andet sted, et sted som var mere imødekommende?” Svalen fattede ikke duens dumstædighed men forsøgte dog at være diplomatisk. Som den selv så det, kunne man da ikke bare bygge, hvor man havde lyst uden at tage et vist hensyn til andre. ”Det er derfor, der findes ting som byggetilladelser, byplanlægning, natteroshjemmeværn og vasketøjsbeskyttelsesnævn,” tænkte den.

”Jeg siger bare: Gør som splitternerne! Men hvis du kun vil bygge med udsigt, kan jeg ikke råde dig. Så må du selv hitte rede i det.”

V.I.P.'s på grenen.

”Min livret er insekter,” udbrød Ole Vip, mens hans ivrige hale vippede op og ned, som for at understrege en forbavsende nyhed.

”Vi har sgu da ikke andet på menuen,” svarede Vips og nappede en flue i flugten. ”Det er det samme som at sige, at din livret er mad. Jeg kan tilføje, at nymfer, fluer og natsværmere hører til de delikatesser, jeg sætter mest pris på.”

De sad begge på den samme gren ved et brusende vandløb. En brise holdt grenen vajende, sådan lige tilpas, og morgensolen tittede, som morseglimt, gennem træets lysegrønne forårsblade.

”Bortset fra at der stadig er lidt nattefrost, ind imellem, er her temmelig skønt. Synes du ikke Vips?”

Ole Vip sendte Vips et skråt blik og glippede med øjnene, som kun han kunne. Han vidste af erfaring, at blikket gav pote, men det skulle styres. Overdrev han, krummede Vips tæer. Så blev der lukket for det varme vand en halv times tid, og det havde han ikke tid til. For i april måtte man være på mærkerne. 

Efter alle solemærker at dømme, ville deres første kuld prikke hul på skallerne en af dagene. Så måtte man på den igen. Men det var ikke et sisyfosarbejde, selv om det måske kunne se sådan ud udefra. Det var selve meningen med livet. Hverken mere eller mindre. Yderligere reflektioner desangående var uglesete, og religiøse sekter holdt vipstjerterne sig langt fra. Den slags lod man uglen om.

”Sekter for sig og insekter for mig,” kunne de synge tostemmigt. Og det holdt selv præstekraver på afstand. De så i hvert fald aldrig noget til dem.

”Hvad skal vi have til aften, Vips?” Ole Vip havde et skælmsk udtryk i øjnene.

”Natsværmere, fluer og nymfer, plus det løse,” svarede hun. ”Og hvis det ikke er godt nok til hertugen, skal jeg vippe ham af pinden.”

Vips var de væk, som på tælling. Grenen vajede stadig i brisen, og vandløbet kluklo overskudsagtigt. 

Anmeldelsen.

Anmeldelsen var skrevet af uglen i ”Komposten.” Da den kom med posten, bladrede Mikkel febrilsk, med de hjemmelavede piberensersygekassebriller yderst på snuden, for at se, hvad han havde fundet på. Mikkel havde foræret ham en gratis juledekoration, for at påvirke anmeldelsen. Han havde holdt ”Åbent Hus,” for at sælge sine juledekorationer.

”Vær i god tid. Så er du på forkant, og det er meget bedre end at være på kant.” Et slogan af egen avl. Han havde også solgt kuperede rævehaler, som kunne blafre i vinden.  Imiterede, naturligvis, og importerede fra King Kong, hvor de ikke kostede en bondegård.

Mikkel havde underholdt med sang. Han følte, stemmen kunne alt, bare det var jazz, og han supplerede sangen med pilefløjt. Han havde købt en original skalmeje fra Piledammen ved Holstebro, og den havde han øvet på siden sidste forår.

”Subtil, egocentrisk, driftsbaseret vulgaritet forklædt som naturlig, uskyldig, kunstnerisk vildskab udtrykt med desperat virtuositet.”

”Ja, ja,” sukkede han og foldede "Komposten" sammen, mens han formaterede sit unikke rævesmil. ”Det uglegylp ogrævepis, han har kogt sammen her, er vel ikke grebet ud af den blå luft. Bob Dylan og mig, sagde hunden, er vist to alen ud af ét stykke. Han bruger mundharpe, mens jeg bruger skalmeje. Men der skal meget til at konkurrere med mit jazzede udtryk, og mine juledekorationer fik da ben at gå på.”

En duft af skovmærke.

Sommerfuglen iagttog den smukke, nåleøjeformede og perleudsmykkede port. Et gyldent lys og æterisk nektar strømmede ud. ”Der vil jeg ind,” tænkte den og fløj direkte mod porten. Men vingerne var alt for store og forhindrede den i at komme gennem. Den sukkede dybt, for den følte, at kom den bare ind, ville alt være godt. Den prøvede igen og igen, men resultatet var hver gang det samme. Kroppen passede måske, men vingerne var for store. Til sidst blev den træt, satte sig på et skovmærkeblad, foldede sine store vinger sammen og lukkede samtlige 17000 lysreceptorer i ét hug.

Skovmærke vokser i nærheden af alfer. Duften er alfernes foretrukne, og der gik ikke særlig lang tid, før en alf stod og betragtede den sovende sommerfugl. ”Selv om dens vinger er foldede, er de usædvanligt store,” tænkte alfen, mens han kørte sin pegefinger i usikre cirkler i sin ene tinding.

”Men denne sommerfugl er heller ikke helt almindelig, kan jeg se. Den er paramagisk ligesom os, og de store vinger er opstået, fordi den tænker store tanker. Ja, i hvert fald store mængder tanker. Så får den ikke den ro, den har brug for, for så meget aktivt tankegods vil føre den frem og tilbage, op og ned og hele tiden videre i alle retninger. Den vil flakse. Herregud for en stakkel. Jeg vil hjælpe den og gøre dens vinger transparente, så den kan se, at tankerne ikke er dens eneste virkelighed. Tankerne bærer rundt på den, men snart kan den gennemskue dem, og så vil den få et helt andet overblik.”  

Han stak pegefingeren i munden, så den blev passende fugtig, rakte den så højt i vejret, han kunne nå, mens han stod på tæer, og sagde: ”Lepidoptera magus idea.” Så berørte han sommerfuglen ganske blidt og var pist væk.

Da sommerfuglen vågnede, følte den, at alt forekom som nyfødt, selv om det så ud som før. Den mærkede et gyldent lysglimt fra hjertet, som strømmede ud til de yderste vingespidser, og nu så den, at den kunne se gennem vingerne. Den gennemskuede dem, og det banede vej for en tankefri forståelse: ”Jeg bader jo allerede i gyldent lys og æterisk nektar, og behøver ikke flyve gennem nogen port. En forjættende og fortryllende følelse.

Et firben hapsede pludselig sommerfuglen og så sig om efter en solvarm sten, den kunne holde siesta på. ”Lækker sommerfugl,” tænkte den. ”Der er heldigvis mange flere skønne ting mellem himmel og jord, end jeg kan have i min mave.” Så glippede den sine små mørklægningsgardiner for og slikkede gyldent solskin.

Køkultur.

Græsset er frisk, fugtigt og grønt. Grønnere end på den anden side af skellet. Og derfor kom køerne. Valget var let, men det tog sin tid at komme over. Det var dog umagen værd, og nu gumler de af hjertens lyst, og tager ind imellem en siesta for at hvile kobenene og efterbehandle det grønne indtag. Ting tager tid, og man skal gøre tingene ordentligt. Så får man gode resultater, og mælken flyder ubesværet til yverne.

Det gælder om at holde blikket fast rettet mod denne engs herligheder, nu man endelig er kommet hertil, for man ved af erfaring, at ser man sig om, og taber fokus på det nærværende, forekommer de andre enge mere tiltalende, og så kunne man bruge sin tid på at surfe frem og tilbage, i stedet for at gøre arbejdet færdigt, der hvor man nu er.

Som ved kassekøerne i supermarkedet. Hvor ofte har man ikke prøvet at skifte til en anden kø, fordi den så ud til at blive afviklet hurtigere, og så erfaret, at så snart man har skiftet, begynder sejtrækkeriet også her. Så ser man, at den kø man startede i, allerede er afviklet. Før eller siden stopper man måske denne kø-surf.

Mange har funderet over, hvorfor det hænger sådan sammen, og man er kommet frem til en foreløbig konklusion:

Det er fordi, det er sådan, det er. Og så er der ingen grund til at tærske mere langhalm på det.

Powernap.

Jeg bærer med stil min byrde, og jeg knager ikke over noget som helst.  Sæt dig godt til rette og tag en powernap. Tusinde stjerner bliver hvert øjeblik til supernovaer og mange flere nye fødes. Jeg kommenterer det ikke yderligere, for min lod er alene at være her, så du kan sidde godt i det.

Forårets stemning breder sig helt ind i stuen, og stuen er mit domæne. Jeg kan sagtens nyde det uden at klappe i mine små hænder, som nogle udtrykker det. Det ville også være upassende, for jeg er ikke nogen klapstol.

Jeg rækker min hule hånd frem og tilbyder dig at tage plads. Her kan du slappe af og tænke på hvad som helst. Også på ingenting, hvis du vil gå i dybden. Du kan bruge tanken til at finde vej til tankefriheden, og ved indgangsdøren må du efterlade den. Ellers fylder du for meget til at kunne klemme dig ind. Når du kommer ind, glemmer du mig. Men jeg er her hele tiden. Jeg smiler uset og holder stilen. Når du kommer ned på jorden igen, forlader du mig. Det er okey. Jeg kender min plads, og betragter man min fremtoning, vil man kunne indse, at jeg udfylder den rolle, jeg har fået tildelt. Jeg er lænestol og ikke supernova. Uden at forklejne supernovaer, forstås. Blot for at sætte tingene i deres rette perspektiv. Det kan du stole på.

Aurora.

Inden hun åbenbarer sig, gør hun morgentoilette. Aurora kunne mistænkes for at være forfængelig, men faktisk netter hun sig for verdens skyld. Hun er blid og æstetisk, og når hun udbreder sig over horisonten, er der intet at pege fingre ad. Hun er fuldkommen perfekt, og hun er bevidst om det. Ingen tvivl om det. Hun udstråler så milde nuancer, at vinden ofte må bøje sig og undertiden lægge sig. Når det sker, en perfekt forårsmorgen, vinder hendes melodiøse udstråling så megen genklang, at alles hjerter uvilkårligt svinger med på hendes morgenhymne.

Nogle har hørt inspirerede muser, havfruer og delfinger synge med på, ”I østen stiger solen op,” flerstemmigt, som var det indøvet gennem århundreder, for alle vokalerne var så perfekt afstemte, at man følte, der var æteriske instrumenter blandet ind i harmonierne.

Ikke nogen dårlig start på dagen, for at sige det mildt. På jysk maner.

Akkorder.

Fingrene falder bevidst og selvfølgeligt på strengene og markerer C-akkorden. Den anden hånds fingre glider graciøst over strengene ved klangbunden og bringer akkordens lyd frem, mens forårssolen stimulerer livslysten, og vinden rasler i de nyfødte blade. Farverne blandes søgende på paletten. Gul, magenta, og måske en anelse engelskrød. En finger skifter position og ændrer akkorden til en syv’er. En overgangsakkord, som peger mod F. Vinden lægger sig, og de nysudsprungne blomster på frugttræerne gør tydeligt opmærksom på deres forførende dufte. Farven blandes med lidt linolie og begynder at ligne tulipanrød, mens en lille flok fugle slår ned træets krone og synger om frihed og territoriedominans, nu i ren F. Grebet på strengene ændrer akkorden til G. Lige ud af landevejen. Morten Korch, forførende ligetil og så smukt som stroferne fra ”Solen er så rød mor,” men alligevel på sin helt egen måde.

Tasterne anslås og afslutningen på historien nærmer sig. Den er enkel og plausibel men har en inciterende og inspirerende klang. Den tulipanrøde farve er afprøvet på lærredet, og Bingo, den er rigtig. Tulipanen toner frem. Men vinden snupper et blad, og fingrene danner en C6 akkord. For det er, i denne forbindelse, en god afslutning. Sindet forstår, og accepterer den umiddelbart. Som snip snap snude i enden af eventyret. Det frigør nye muligheder for erfaring og udøvelse, og alle chancerne udnyttes opmærksomt, mens solbrillerne glider på plads under den hvide kasket. I den dur. 

Summer.

Nejhat eller jahat? Solhat. Bryllup. Dørtærskler. Hoved-brud. Skybrud. Allergier. Tommelfingeren opad. Klar, blå himmel.

Kirkeklokker og fuglekvidder. Blomsten bryder gennem asfalten, som ikke vil acceptere det. Det er den sarte blomst indifferent overfor. Gennembrud. Krukker med jord i på gesimsen ved soveværelset, så duerne ikke kan bygge rede. Lige der. Duerne vælter krukken, som står på dens udsete redeplads. Potteskår. Naturkraft. Låget hopper af, og livsglæden koger over. Nye kartofler snart.

Træerne folder deres grønne solfangere ud.

Efter alle solemærker at dømme, står Maj for døren. Fødes uden tang. Majstang. Taler og flag. Flagrende sommerfugle. Bestøvning. Tørre æggeskaller i græsset under træerne. 

Når bierne Summer, er Sommeren rede.

Aythya ferina.

Krebinetsekretæren elsker karbonader.
Kammertjenerens livretter er kammerjunkere,
fedtegrever og Taffeland med nye kartofler,
brun sovs og tyttebær.

Han modtager anden af Hofjægermesteren,
som knapper to Tuborg op
og napper en hurtig Jägermeister,
tager øjentjenerens kåbe og hænger den på en stumtjener,
mens arveprinsen taler om
at renovere sit arvegods efter fødselsdagen.

Dukater.

Tænker man på penge, har man penge i tanken. Har man huller i lommerne, ønsker man sig en rummelig, fyldt pengetank. Hvis man altså ikke er kommet til kort, hvilket de fleste vist er. Altså Dankort og lignende, og så er pengetanken blot en metafor ligesom dette med huller i lommerne.

Engang var penge kun mønter og sedler, men mange er blevet vænnet fra Kongens Mønt. Engang var det populært at samle en skotøjsæske fuld af enører. Man købte sine brudesko med dem, det bragte lykke. Men den skik tæller ikke mere, og i dag kan man ikke købe en Pinocchiokugle for en enøre. Priserne er steget, og enører findes ikke i handlen. Børnehavebørn, og børn i de små klasser, siger stadig, at Dronningen bruger Kongens Mønt, for hun har mindst én krone og to ører.

Men rede penge findes stadig, og mange foretrækker dem fremfor betalingskort og klik-med-mus-betalinger. For bedre at kunne følge med. Det er en temperamentssag. En lille pige kom engang til at spise hjertet af en fortryllet, og eventyrlig, guldfugl. Den var tilberedt til en anden, men pigen kom forbi fadet, hvor den lå og duftede indbydende, og hjertet var så lille, at hun ikke mente, nogen ville opdage hendes indgreb. Næste morgen, og alle morgner efter, lå der en gulddukat under hendes hovedpude.

Det var før betalinger med mønter, sedler, Dankort og mobiltelefoner var gængse, så måske skal det tages med et gran salt.

Men ellers ville det da være ganske eventyrligt.

Polemik.

Æbleskud på Æbleskiver

Æblekinder og Æblelommer

Pærelet Appelsinfri Ferskenhud

Forblommet og Frugtsommelig.

Håndører Flyveører Ørefigen

Kommodeben Hjulben

Arme Riddere i Benhårde Knæfald

Fingerspidsfornemmelser.

Hårde Negle Fodfejl Navlebeskuelse

Hjertefryd Øjenkontakt

Krokodilletårer Rævesmil Rævesøvn

Musestille. 

Værsgo'.

Rød og Blå har gang i sættet

skiftes til at ramme bolden

slår den hurtigt over nettet

kæmper om at få kontrollen.

Valgets første toner høres

der gås "snart" til vaflerne

vælgerne skal grundigt smøres

flæsk på stemmegaflerne.

Flere ny er nu på pletten

steger flæsk der skal leveres

kampen er om serveretten

mens menuerne serveres.

Panderynker og plovfurer. (Nyredigeret udgave af ”Den økologiske tenor.”)

Han fyldte lungerne med luft, klemte balderne sammen og stødte modet op i brystet, mens han, på én gang målbevidst og tøvende, skridtede over mod Inga. Han bukkede og sagde:

"Vil du danse?"

Hendes blik ramte hans frisure og gled langsomt nedad til det nåede hans sko, hvorefter det fusionerede med den upersonlige baggrund:

"Jeg er optaget."

"Nu igen," tænkte han desperat. "Hvorfor siger de altid nej? Jeg kan lige så godt gå hjem og se dyner. Mine dage starter tidligt, og når køerne er gennet på græs og jeg pløjer eller harver, har jeg det godt. Mens jeg sidder på traktoren med piben i munden, akkompagneret af skrigende måger, smager jeg ikke ​​disse bitre dråber, men glæder mig til at løsne hætten på termokanden og hælde en sjat kaffe op. Så lever jeg, og måske er det, det højeste mål jeg har udsigt til.”

Han havde vasket sig grundigt i ansigtet og kørt deodoranten rundt i armhulerne. Som kronen på værket kom han rigeligt brillantine i håret og klaskede de nybarberede kinder med Esprit de Valdemar, indtil det ikke sved mere. Der skulle ikke være noget at komme efter der, og duften af stald, som havde det med at hænge ved, burde nu være elimineret. Selv kunne han bare lugte de overvældende nuancer, der kom fra de materialer, han havde købt i Brugsen for at tage sig bedst muligt ud. Han havde smurt vaseline på sine solafskallede ører, for at udglatte ligheden med bark fra gamle træer, en lighed som var uundgåelig efter mange uger i marken, hvor solen ofte var ubarmhjertig.

Men pigerne ville ikke danse med ham. Måske fordi de vidste, at han kun var almindelig karl og ikke fodermester som Evald, men når han, efter et par år fra nu, ville blive forkarl på Nordbygård, ville de uden tvivl lægge mærke til ham. Der var prestige i at være noget på Nordbygård, for proprietæren, som ejede den, kom sammen med både sognerådsformanden, førstelæreren på den stråtækte skole og politimesteren… ja og brugsuddeleren. Så kunne han måske selv også begynde at være kritisk og nøjes med at bukke for de kønne piger, når musikken spillede op til lørdagsbal på kroen.

Én ting ingen andre end køerne og mågerne vidste var, at han kunne synge ”I alle de riger og lande” lige så godt som Ove Verner Hansen, men det var ikke så nemt at høste anerkendelse for det, især fordi han var genert. Selv i kirken, søndag formiddag, sang han ikke men nøjedes med at nynne. Ellers ville alle have vendt sig om, når han oplod sin røst. Og det havde han ikke nerver til. Hvis pigerne havde hørt ham synge i marken, var der sikkert en og anden, som ville ignorere hans umiskendelige duft af stald, blandet med duften af ​​brillantine og Esprit de Valdemar og en subtil efterbrænding fra vaseline. Så kunne han nok få et ”ja tak,” som svar på et høfligt buk, selv om han endnu kun var karl.

Men mågerne og køerne hørte ham, og når han var færdig med at pløje, stak han sin pibe i lommen og sang sit hjerte frimodigt ud. Så begyndte køerne at samles og gå ham i møde. De vidste, at det var på tide at komme hjem og blive malket, og sammen gik de, med deres vidunderligt afslappede og tillidsfulde blikke, mod Mælkevejen med nikkende hoveder, ligesom et kompagni fiskekuttere der sejler op mod vinden og tygger bølgerne, fordi de ved, der venter store fiskestimer forude.

Eventyr.

Måske sov Tornerose rævesøvn, selv om hun sov eventyrligt længe. Hvem ved? Hun drømte vel ikke en eneste gang om, at det kunne være anderledes, for magien, fra den onde fe, var stærk.  Hundrede år tog det, før virkningen var dampet så meget af, at hun kunne vågne.

Snehvide var skindød. Dværgene, og andre, antog hende for stendød, men dengang havde man ikke vagtlæger med moderne udstyr. Ja, man hører også om sligt i dag, dog ganske sjældent. Og aldrig så romantisk som i Snehvides tilfælde. Nu om dage er der vel også retslige efterspil.

Men lige netop ”nu” er eventyr virkelige. De udspiller sig for næsen af os, men bliver først gen- og godkendte som eventyr efter en anselig årrække. Og de er lige så grusomme, romantiske, fantastiske og smukke, som dem man kan læse i bøger eller se på film. Det handler meget om, hvordan begivenheder, og meningerne om dem, bliver beskrevet. Mange vil dog ikke anerkende, at ”lige nu” er noget, der er værd at ”skrive hjem om.” Så hellere beskrive ting som ér sket, eller ting som måske vil ske. For ting tager tid! Eller man kunne tage skeen i den anden hånd og begynde at anerkende nu’et, som eventyrets arnested.

På et naturhistorisk museum, i en dansk købstad, står et glas med en englefjer i. Mange har set den, og de fleste smiler lidt undseligt, når de læser på etiketten. ”Englefjer,” står der.  Kun få, om nogen, tror, at englevinger har fjer, for de fleste opfatter engle som æteriske væsner, der kan vise sig i forskellige forklædninger. Men på det nævnte museum tænker man ikke så ”langhåret.” En englefjer er en fjer, om end den er æterisk. Og netop fordi den er æterisk, opbevares den i æter. Sådan!

Ak, ja. Eventyr, hvad enten de er beskrevet i en fortidig, fremtidig eller nutidig version, er vel en blanding, af det man kalder virkelighed, og det man kalder fiktion. Men uanset, så skabes de altid lige her og nu. 

Hotchpotch

“Should not you stir in your pot?" The troll had just arrived from edge of the woods, and the scent of food tracked him to the elf… and his dog Shelby, who was so focused that he hardly noticed the troll doll up. Fragrances from cooking had his biggest priority.

"Well, you see: There is a quarter pear and bog water in the pot now, and when it's cooked in fifteen minutes I stir thoroughly around. And add three Coltsfoots and one Butterbur, as you calling Niels Bugge's blood, and I spice it with a little soil from a fresh molehill. I add a quarter pear more and sprinkles crushed podcasts from all of the country’s politicians last election-speeches in and stir thoroughly again."

"Hmm, that sounds delicious," grunted the troll, "but also a little advanced."

“Yes, and when the whole pear is in, I let it boil for five hours, then I sieve it. So, I've made my special anti-hotchpotch. It serves as the antidote to excessive, assertive election-speeches, so those who consume it easier can separate the wheat from chaff, whether they are talking or listening. If you notice a true star on your sky, lighted up by itself and not by an artificial light, immediately a similar star shines in your heart. It is of the same nature as the stars that sparkled and watched on the sky, you slept under. When you woke up, along with the world, their light was absorbed by the light of the world. But they shone still, even if you did not notice it. Thus ought the mind of your candidates be to deserve your vote."

“My stomach is calling for a little taste, just to test it,” said the troll. His hairy hand caressed his stomach in circles.

“Well, but you must be patient then. I wonder if you have noticed that election-speeches coalesce as a hotchpotch, decorated with mudslinging, so it is difficult to sort out, who says what and why? I think you have. Therefore I provide it free of charge to anyone who has a politician in the stomach and election in mind. They have costs enough already, I can understand. It is my support for the country's mental health. I fill it in bottles, and sell it for a dollar to everyone else. They are the ones who pull the load, and those who keep my business going."