Fingrene falder bevidst og selvfølgeligt på strengene og markerer C-akkorden. Den anden hånds fingre glider graciøst over strengene ved klangbunden og bringer akkordens lyd frem, mens forårssolen stimulerer livslysten, og vinden rasler i de nyfødte blade. Farverne blandes søgende på paletten. Gul, magenta, og måske en anelse engelskrød. En finger skifter position og ændrer akkorden til en syv’er. En overgangsakkord, som peger mod F. Vinden lægger sig, og de nysudsprungne blomster på frugttræerne gør tydeligt opmærksom på deres forførende dufte. Farven blandes med lidt linolie og begynder at ligne tulipanrød, mens en lille flok fugle slår ned træets krone og synger om frihed og territoriedominans, nu i ren F. Grebet på strengene ændrer akkorden til G. Lige ud af landevejen. Morten Korch, forførende ligetil og så smukt som stroferne fra ”Solen er så rød mor,” men alligevel på sin helt egen måde.
Tasterne anslås og afslutningen på historien nærmer sig. Den er enkel og plausibel men har en inciterende og inspirerende klang. Den tulipanrøde farve er afprøvet på lærredet, og Bingo, den er rigtig. Tulipanen toner frem. Men vinden snupper et blad, og fingrene danner en C6 akkord. For det er, i denne forbindelse, en god afslutning. Sindet forstår, og accepterer den umiddelbart. Som snip snap snude i enden af eventyret. Det frigør nye muligheder for erfaring og udøvelse, og alle chancerne udnyttes opmærksomt, mens solbrillerne glider på plads under den hvide kasket. I den dur.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar