Frøperspektiv.

”Jeg sætter urtepotten udenfor.”

”Den er for tung for hende,” tænkte han, og han vidste, hun gerne ville have den til at stå på altangulvet nogle timer i solen. Hun havde sået tre frø i den, og havde vandet og gødet jorden. Overfladen blev klappet nænsomt til og pyntet med fine, parallelle bølgestriber, som hun lavede med sin kam.

”Tak, så er den potte ude.”

”Ja, det kan man jo sige, men hvad mon frøene bliver til?”

”Det må tiden vise. Jeg fik dem af en lille pige, som spurgte mig, om jeg ikke ville tage mig af dem. Hun sagde, de længtes efter et sted, hvor de kunne slå rod, og det kunne jeg ikke stå for. Hun så glad ud, da jeg lovede at tage hånd om dem. Så vi får se.”

Da spirerne dukkede frem, var det slut med at frisere overfladen. Nu nøjedes hun med at duppe med fingerspidserne efter vandingen, og hun fornemmede en stille fred. Som om den opstod i hendes hjerte og samtidig strømmede ud fra spirerne.

”De kan mærke, jeg er omhyggelig og nænsom,” tænkte hun og smilede. ”Måske var den lille pige en fe, eller en gudinde, som kunne ændre sin person efter behov. I så fald var jorden gødet med eventyr, for der kunne være en særlig mening med, at netop jeg skulle tage mig af dem.”

”De spirer er da steget hende til hovedet,” tænkte han. ”Hun betragter dem som små børn eller kæledyr. Men det vigtigste er, at det gør hende glad. Og man kommer ikke uden om, at hun har grønne fingre.”

”Jeg vil kalde dem Tro, Håb og Kærlighed,” betroede hun ham.

”Ja, kald du dem, lige hvad du vil.”

”Jeg har nu også en spirende mistanke om, at der er noget særligt på spil her,” tænkte han. ”Og hva’ hulen, når spirer kan bryde gennem asfalt og blive til solgule mælkebøtter, morgenfruer eller tusindfryd, mens bilerne suser frem og tilbage, kan de tilsyneladende også inspirere til husfred. Sådan føles det i hvert fald.” Han smilede ved tanken om, at han godt vidste, hvem pigen var. ”Jeg stod jo og vaskede bilen, da hun gav Ella frøene. Hun tror vist, hun har mødt en engel, men Hilda er bare værkførerens datter. Det nænner jeg nu ikke at fortælle.”

Han tændte piben og iagttog den blå røg sno sig opad, indtil den fusionerede med sensommerluften.

Under hammeren.

Fra mandag d. 12. oktober til fredag d. 23. oktober 2015.
(Størrelse: 16 cm. x 21 cm. excl. ramme).

Lauritz.com igangsætter – i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og Aller Media – velgørenhedsauktionen ”Knæk Cancer 2015.”

Fanfarer.

”Jeg kan høre, der er en, der øver sig på sin trompet. Vedkommende spiller de toner der passer til ”Et barn er født,” i første linje af ”Et barn er født i Betlehem” om og om igen. Samtidig bevæger han sig bort herfra. Lyden bliver nemlig svagere og svagere.”

”Nej, det er Kirsten Giftekniv, som igen har spist for mange hyldebær. Hun spiser dem rå… i rå mængder, og så får hun blåsyre i sig. Hvert år glemmer hun, de er giftige utilberedte. Hun husker kun, hvor sunde de er, når de er blevet til saft, syltetøj eller lignende. Måske forveksler hun dem med blåbær. Og hvert år kører ambulancen hende til udpumpning med fuld musik. Så kan hun vel lære det, kan hun. Eller kan hun?”

”Jeg vidste ikke, man kunne spille på ambulance, hvad det så end er for et instrument. Men jeg kan bedre lide violin, og gerne noget romantisk. Ikke pladderromantisk, men noget der får mig til at svæve. Så får jeg lyst til at danse med elverpigerne, mens de svæver rundt på tåspidserne ved Elverhøj. De kan godt lide os alfer, særligt når vi er høje, og er der samtidig superfuldblodsmåne, kan det ikke blive bedre. Så forfrisker vi os med hyldebærcider, og tiden får ikke en fod med i dansen, som finder sted i mellemrummet, hvor en tanke stopper og en anden begynder. Her er adgang for dem, som kan finde denne åbning, og alle er hjerteligt velkomne.”

Ved åen.

Johannes og hans søn, Daniel var på vej over mod åen, hvor man kunne være heldig at fange en ørred, når de rigtige forhold var til stede. Daniel var ti år, og han holdt meget af disse fisketure, hvor han havde faderens opmærksomhed, fordi de to var alene sammen. Hjemme var lillesøsteren, Magda en konkurrent. Hun snakkede som et vandfald, og så samtidig sød ud. En syvårig pige som altid fik opmærksomheden, syntes Daniel.

Johannes og Daniel havde netop kastet deres snører ud, og propperne vuggede blidt i vandet. Nu var det spændende at holde øje med, om de pludselig forsvandt, fordi der var bid.

Daniel fik en tanke: ”Far, hvis man gik på trylleskole ligesom Harry Potter, kunne man så ikke fange mange flere fisk?”

Johannes rømmede sig og sagde alvorligt:
” Du er helt galt afmarcheret, Daniel. Harry Potter er et af djævelens påfund.”

Daniel kiggede forundret på sin far: ”Men han er da så rar, og han kæmper mod de onde. Er han så ikke et af guds børn?”

”NEJ! – og Harry Potter findes heller ikke.”

”Er vi da guds børn, far?” spurgte Daniel. ”Vi findes jo.”

”Ja, alle vi som er frelste.”

”Så er du altså guds søn?”

”Hmmm, Jesus er guds søn.” Johannes følte sig lidt klemt.

”Men hvis jeg er guds barn,” fortsatte Daniel, ”så må jeg da også være guds søn. Jeg er jo en dreng.”

“Ej far, SE! Nu forsvandt proppen. Jeg tror, jeg har fat på noget!”

Eventur.

”Er eventyr virkelige, eller er eventyr blot eventyr?”

”Ja.”

”Ok, så spørger jeg på en anden måde: Hvad er eventyr?”

”Alt, hvis du har sind til det.”

”Hvad så historierne i eventyrbøgerne? De er vel opdigtede?”

”Vi kan kalde dem: Eventyr i eventyr. Eventyr kan være blide og følsomme, og de kan være barske eller grusomme. Et eventyr kan også indeholde begge dele. Det er ikke handlingen, som definerer eventyr. En film er en film, uanset hvad den handler om.”

”Hvem har skrevet mit livs eventyr?”

”Jeg går ud fra, at du mener: Dit livs eventyr. Men det kan du jo ikke selv sige på den måde. Det er slet ikke skrevet færdigt, men du kan betragte dig selv, som den pen der dyppes i blækket og den hov som fører den og sammen beskriver dit livs eventyr, mens det foregår.”

”Hvem er penneføreren?”

”Det er et samarbejde mellem forfatteren, hoven og pennen. I sidste instans, er det den samme. Så sørg for at holde pennen i orden, så den ikke klatter.”

”Sving dig i sadlen. Så vil vi på eventur i eventyr.”

Erindring.

”Det er sjovt, at et enkelt blik ud af vinduet, samt stilheden i stuen, kan vække minder af stor betydning, selv om de måske forekommer ubetydelige, når man forsøger at skildre dem.”

Han sad ved dagligstuebordet og drejede hovedet mod sin kone, som hyggede sig i sofaen. Hun lagde bogen fra sig, og ventede tålmodigt på den fortsættelse hun vidste, var på vej.

”Ja, det er måske ikke noget særligt, men så alligevel.”

Han kiggede ud på det smukke sensommervejr og tillod blikket at trække sig indad mod erindringens billedbog, som han bladrede forsigtigt i, til han nåede den rigtige side.

”Vi skal vel omkring tres år tilbage,” sagde han og drejede hovedet mod hende igen. ”Jeg kom ikke i skole den dag, fordi jeg havde ondt i halsen. Du ved, den slags halsbetændelse man havde dengang, hvor det føltes, som om der sad barberblade i halsen, der tvang en til at skære grimasser ved hvert, smertefuldt synk. Ja, sådan en halsbetændelse kan man vel også få i vore dage, vil jeg tro. Nåmen, kun min mor og jeg var hjemme. Alle mine søskende var i skole, og min far var på arbejde. Mødre gik hjemme dengang og havde forklæde på. Det var formiddag og bortset fra min mors rolige syslen, var der stille. Jeg lå på sofaen med et tæppe over og skar nødtvunget, og regelmæssigt, de uundgåelige grimasser.

Bevidstheden om at mine klassekammerater sad på skolebænken, og måske skiftedes til at rejse sig og recitere salmevers i klasseværelsets karakteristiske duft, var med til at forstærke den milde følelse af stilhed og fred i de små smertepauser. Som en svalende oase, uberørt af den omgivende, solsvedne ørken.

Så kom min mor ind til mig med en kop duftende kamillete, samt en desserttallerken med et stykke nybagt franskbrød på. Det så dejligt ud, og foruden smør var det smurt med et pænt lag hjemmelavet syltetøj. En blanding af ribs og solbær fra vores egen have.

Det var lige her, da jeg tog den første bid af mellemmaden, og duften af syltetøj og kamillete ramte næsen, at mindet blev ”ristet i runer.” Jeg vidste jo, at om lidt, når bidden skulle synkes, ville barberbladene gøre deres nederdrægtige arbejde, men jeg tænkte ikke på det. For inden da holdt tiden en hellig pause, og jeg nåede at erfare den reneste følelse, jeg erindrer at have haft. Den kunne ikke sammenlignes med at pakke en julegave op eller at finde en tokrone i vejkanten. Følelsen var på et helt andet niveau. Meget stille og meget intens virkelighed. Helt naturligt, enkelt og ukompliceret. Smukkere kunne det ikke være.”

”Det kan jeg godt følge dig i,” svarede konen. ”Det tror jeg, vi alle kender.”

Klarinetten.

Han elskede sin klarinet. Dens udseende, dens vægt og de materialer den var fremstillet af. Den var god at røre ved, og han kunne sidde og kærtegne den uden at spille og få en dejlig helhedsfølelse i kroppen. Han havde spillet på den, siden han gik i skole, og derefter spillet på værtshuse, i forsamlingshuse og på dansesteder sammen med andre musikere. Lommepengene havde derfor ikke været helt små i hans år som stor dreng.

Som midaldrende kunne han se tilbage på en tilværelse i musikkens tegn. Da havde han spillet over det meste af verden på de gode steder. Der var også præget riller i en del grammofonplader, som folk kunne lytte til derhjemme, så hans CV så godt ud. Men han var ulykkelig.

Han havde ofte besøgt en maler, altså en kunstmaler, og efterhånden havde han bemærket, at maleren ind imellem foretog ændringer på sine billeder. Undertiden blev de malet helt over med et nyt motiv, og så var det sket med det gamle.

Det kunne han ikke gøre. Den musik der var spillet, var spillet, og de plader der var prægede, var prægede. Men han lyttede aldrig til dem, for han vidste, han kunne gøre det bedre nu. Sådan gik det hver gang. Han udviklede sig jo, men det der var udført, kunne ikke trækkes tilbage, og det gjorde ondt.

Han sad oppe i klitterne ved havet og spillede. Mågeskrigene blandede sig, men det gjorde ikke noget, for naturens lyde holdt sig på en diskret måde for sig selv.

”Tænk om jeg kunne trække alt det, jeg har spillet, tilbage,” tænkte han. ”Så ville jeg kun spille det, jeg kan nu, og så skulle verden se… eller rettere høre.”

Han troede, han var alene her, men alligevel mærkede han en finger dutte på det ene skulderblad. Han vendte sig brat og så en yndig lille fe stå og smile.

”Hej, spillemand,” sagde hun. ”Jeg har en C-nøgle til dig, og med den kan du åbne Pandoras ukendte æske, ja for hun fik nemlig flere end den, der handler om ild. Åbner du den, vil du se, hvordan du kan trække alt tilbage. Den er fuld af tidløshed, og tonerne vil flyde baglæns og blive suget ind i din klarinet igen, og alt det gjorte vil være ugjort. Men kun så længe du holder låget åbent. Værsgo.” Hun rakte ham nøglen, fløj hen på en velduftende klitrose og forduftede så i den blå luft.

Der stod nu et lille skrin ved siden af ham, og han betragtede det nysgerrigt. ”Det må være Pandoras ukendte æske,” tænkte han og lagde klarinetten på tæppet. Så lirkede han forsigtigt nøglen i låsen, og pludselig sprang låget op med et smæld. Han bøjede sig over æsken og kiggede ned i den. Der cirkulerede en rimtågeagtig røg, og i midten blev den suget nedad og nedad, som om æsken ingen bund havde. Han følte sig næsten hypnotiseret, og nu så han en lang tunnel, som gik tværs gennem jorden og endte i en lys blå himmel på størrelse med en femkrone. Men skarpheden var så intens, at han let kunne se detaljer, som skyer og en sol. ”Sikke en høj opløsning,” tænkte han. Der er da vist mange millioner pixels i spil her.”

Så hørte han en svag brummende tone, som hurtigt tog til i styrke for til sidst at være lige så høj som et brusende lokomotiv der passerer tæt forbi. Lidt efter lidt blev det klart for ham, at der var tale om en kakofoni af toner. Toner som tidligere havde givet mening og vakt følelser for musikalske sind, men som nu blev afspillet bagfra og suget ned i det klarinetagtige rør. Det var ikke rart at høre på, og han kom til at tænke på et afløb, som havde været stoppet en tid, hvor proppen pludselig blev opløst, så vandet blev suget ned med stor kraft. Men så blev der stille. Aktionen var gennemført, og nu fløj feen, på kolibrimaner, lige foran hans ansigt.

”Kan du høre, der slet ingen lyde er nu,” sagde hun. ”Du er i tidløshed, og alt, du har spillet på din elskede klarinet, er gået i sin mor igen. Hvis det er sådan, du ønsker, det skal vedblive at være, må du forblive her i denne sindstilstand. Kan du ikke holde til det, fordi der er noget, der trækker i dig, klapper du bare i. Altså låget. Og så må du huske at låse Pandoras ukendte æske igen og smide C-nøglen over skulderen. Så bliver alt som før, i hvert fald næsten, for nu har du jo fået en ny erfaring, som vil afsætte et eller andet i dig, så du måske kan holde ud at høre dine plader igen. Det er op til dig. Får du lyst til at vende tilbage til tidløsheden, kan du få C-nøglen og æsken igen. Så skal du bare kalde mit navn, når du har hørt et stjerneskud eller snublet over en stump regnbue. Jeg hedder Xalibritmorinalisd… med blødt d. Hej, hej, og hav fortsat en god tidløshed… eller, i det mindste, en god tid.”

Gearskift.

Sommeren hælder lidt i svinget, som en 2 CV der drejer, mens den er i pæn fart. Den går dog på hæld, selv om mange føler den har kørt for hurtigt og samtidig valgt en for kort strækning i år.

I det fjerne høres lyden af trommer. Med lidt god vilje, og en portion håb, kan man forvente Indian Summer. Den kommer, hvis den kommer, og så findes malebøtterne, med de gyldne farver, frem.

Trommerne behøves ikke for at holde rytmen, selv om tiden ofte kaldes Indian Summer. Kært barn har mange navne. Svenskerne siger Brittsommar, englænderne siger Luke’s Summer, tyskerne siger Altweiber Sommer eller Goldener Oktober. I Schweiz siger man Witven Sommerli, og i flere sydeuropæiske lande siger man Martins eller Mortens sommer.

Men af hensyn til maleriets relevans her passer navnet Indian Summer til gearskiftet, og det har da også vundet hævd.

Tankebobler.

Sommeren er med rogn og går på barsel. Barnet bliver fremmeligt og kan hurtigt stå på egne ben, vinke farvel og tak til moderen og rulle sin nøgne krop i malerens efterårsklare palet. Herefter udfolder det sig akrobatisk på ufarvet tapet, som kommer til at gløde, og naturen kan atter tapetsere sine vægge, som den har for vane at gøre ved sæsonskift. Gåsepigen på Vesterbro sender et kærligt tankebrev til den lille havfrue på Langelinie:

”Jeg vil forære dig en tur til Solkysten, så du kan få udvidet din horisont og se verden i et nyt perspektiv. Du oplever jo aldrig noget, så vidt jeg kan se, og fuglene trækker også sydpå i denne tid.”

”Det var smukt tænkt,” svarer hun og slår et mentalt svup med halen. ”Tak for det, men jeg må desværre takke nej, for selv om det måske ser ud, som om jeg keder mig og aldrig oplever noget, har jeg et rigt indre liv. Hvis jeg alligevel tog imod dit forslag, ville det udelukkende være for din skyld for ikke at såre dig.”

”Så skal du da med ud og spise på en femstjernet fiskerestaurant. Det kan du vel overskue?”

”Jamen, kære. Det var vist en tanketorsk, for det er slet ikke et spørgsmål om at overskue. Jeg har bare så meget indre initiativ, du ikke ser, at jeg ville glæde mig mest til at komme på plads igen, uanset hvor god maden er. Jeg har overhovedet ikke brug for at blive distraheret af gode forslag til, hvad jeg burde udfylde min tid med. Jeg lader trækfuglene om at trække, så jeg kan få fred og ro til at trækkes med det, jeg nu foretrækker. Jeg deltager kun, når musikken spiller efter uforklarlige, symbiotiske noder og trækker mig naturligt ind i dansen. Men tak alligevel.”

Guldæbler.

Umiddelbart er Kvæden hård og bitter, men ved tilberedning er den uovertruffen til mange forskellige ting, f. eks. marmelade, te og brød. Nogle lægger blot kvæderne i en skål, fordi de er dekorative og radierer en subtil aura.

En kvædegren, med lidt kvæder på, er også smuk i en vase.

Te-brev.

Kære ven. Jeg sender dig dette brev for at lade dig vide,
at jeg er taknemmelig for tilværelsen, selv om jeg er skabt
i en tid med utroligt mange kogepunkter. Jeg er her jo
og kan give mit beskedne besyv med.

Som du ved, drikker jeg ikke selv te, da jeg ikke kan få det ned,
selv om jeg har lyst, men jeg har sympati for denne drik, især når vandet har trukket gode, sunde stoffer ud af de bedste råvarer.

Og nu vi er ved råvarer: Se mit smukke legeme. Ej blot til lyst,
for jeg har, som sagt, ikke te på mit repertoire. Jeg er stærk og valutær, men mønterne skiller jeg mig ikke af med, selv om vi måske taler om skillemønt.

For hvad der er småt for én, kan være stort for en anden.

Eurybia.

Kom til at tænke på en naivistisk fremstilling af Eurybia.
Hun rækker hænderne mod venstre og beskytter måske et skib.

Hun skuer skråt op mod højre, mens hun svæver i rummet
eller bevæger sig i havet.

Takt og tone.

Sensommeren er trådt op på podiet og dirigerer nu de opførelser, som forventes af publikum. Der vil, som sædvanligt, blive skiftet kostumer undervejs for også at matche komponistens visuelle visioner.

Orkestrets sammensætning er ændret, fuglestemmerne er stort set taget ud og afløst af toner på vemodige klangbunde, der bedre end lærkesang udtrykker de smukke skyers parader med sensommerens lysende himmel som baggrund.

Hver gang en sky pludselig giver plads for blændende solglimt, har guderne filmet en sekvens, så der er noget at se tilbage på ved de kvartårlige evalueringer. Der forlanges en æterisk- nostalgisk efterklang, for tonerne skal inspirere sindene til fordybelse.

Mågerne skriger dog, helt tydeligt uden noder, og værdiger ikke dirigenten opmærksomhed. Man kunne næsten mistænke dem for manglende sans for taktstokke, noder, takt og tone.