onsdag den 2. september 2015

Takt og tone.



Sensommeren er trådt op på podiet og dirigerer nu de opførelser, som forventes af publikum. Der vil, som sædvanligt, blive skiftet kostumer undervejs for også at matche komponistens visuelle visioner.

Orkestrets sammensætning er ændret, fuglestemmerne er stort set taget ud og afløst af toner på vemodige klangbunde, der bedre end lærkesang udtrykker de smukke skyers parader med sensommerens lysende himmel som baggrund.

Hver gang en sky pludselig giver plads for blændende solglimt, har guderne filmet en sekvens, så der er noget at se tilbage på ved de kvartårlige evalueringer. Der forlanges en æterisk- nostalgisk efterklang, for tonerne skal inspirere sindene til fordybelse.


Mågerne skriger dog, helt tydeligt uden noder, og værdiger ikke dirigenten opmærksomhed. Man kunne næsten mistænke dem for manglende sans for taktstokke, noder, takt og tone.









Ingen kommentarer:

Send en kommentar