”Det er sjovt, at et enkelt blik ud af vinduet, samt stilheden i stuen, kan vække minder af stor betydning, selv om de måske forekommer ubetydelige, når man forsøger at skildre dem.”
Han sad ved dagligstuebordet og drejede hovedet mod sin kone, som hyggede sig i sofaen. Hun lagde bogen fra sig, og ventede tålmodigt på den fortsættelse hun vidste, var på vej.
”Ja, det er måske ikke noget særligt, men så alligevel.”
Han kiggede ud på det smukke sensommervejr og tillod blikket at trække sig indad mod erindringens billedbog, som han bladrede forsigtigt i, til han nåede den rigtige side.
”Vi skal vel omkring tres år tilbage,” sagde han og drejede hovedet mod hende igen. ”Jeg kom ikke i skole den dag, fordi jeg havde ondt i halsen. Du ved, den slags halsbetændelse man havde dengang, hvor det føltes, som om der sad barberblade i halsen, der tvang en til at skære grimasser ved hvert, smertefuldt synk. Ja, sådan en halsbetændelse kan man vel også få i vore dage, vil jeg tro. Nåmen, kun min mor og jeg var hjemme. Alle mine søskende var i skole, og min far var på arbejde. Mødre gik hjemme dengang og havde forklæde på. Det var formiddag og bortset fra min mors rolige syslen, var der stille. Jeg lå på sofaen med et tæppe over og skar nødtvunget, og regelmæssigt, de uundgåelige grimasser.
Bevidstheden om at mine klassekammerater sad på skolebænken, og måske skiftedes til at rejse sig og recitere salmevers i klasseværelsets karakteristiske duft, var med til at forstærke den milde følelse af stilhed og fred i de små smertepauser. Som en svalende oase, uberørt af den omgivende, solsvedne ørken.
Så kom min mor ind til mig med en kop duftende kamillete, samt en desserttallerken med et stykke nybagt franskbrød på. Det så dejligt ud, og foruden smør var det smurt med et pænt lag hjemmelavet syltetøj. En blanding af ribs og solbær fra vores egen have.
Det var lige her, da jeg tog den første bid af mellemmaden, og duften af syltetøj og kamillete ramte næsen, at mindet blev ”ristet i runer.” Jeg vidste jo, at om lidt, når bidden skulle synkes, ville barberbladene gøre deres nederdrægtige arbejde, men jeg tænkte ikke på det. For inden da holdt tiden en hellig pause, og jeg nåede at erfare den reneste følelse, jeg erindrer at have haft. Den kunne ikke sammenlignes med at pakke en julegave op eller at finde en tokrone i vejkanten. Følelsen var på et helt andet niveau. Meget stille og meget intens virkelighed. Helt naturligt, enkelt og ukompliceret. Smukkere kunne det ikke være.”
”Det kan jeg godt følge dig i,” svarede konen. ”Det tror jeg, vi alle kender.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar