Sommeren er med rogn og går på barsel. Barnet bliver fremmeligt og kan hurtigt stå på egne ben, vinke farvel og tak til moderen og rulle sin nøgne krop i malerens efterårsklare palet. Herefter udfolder det sig akrobatisk på ufarvet tapet, som kommer til at gløde, og naturen kan atter tapetsere sine vægge, som den har for vane at gøre ved sæsonskift. Gåsepigen på Vesterbro sender et kærligt tankebrev til den lille havfrue på Langelinie:
”Jeg vil forære dig en tur til Solkysten, så du kan få udvidet din horisont og se verden i et nyt perspektiv. Du oplever jo aldrig noget, så vidt jeg kan se, og fuglene trækker også sydpå i denne tid.”
”Det var smukt tænkt,” svarer hun og slår et mentalt svup med halen. ”Tak for det, men jeg må desværre takke nej, for selv om det måske ser ud, som om jeg keder mig og aldrig oplever noget, har jeg et rigt indre liv. Hvis jeg alligevel tog imod dit forslag, ville det udelukkende være for din skyld for ikke at såre dig.”
”Så skal du da med ud og spise på en femstjernet fiskerestaurant. Det kan du vel overskue?”
”Jamen, kære. Det var vist en tanketorsk, for det er slet ikke et spørgsmål om at overskue. Jeg har bare så meget indre initiativ, du ikke ser, at jeg ville glæde mig mest til at komme på plads igen, uanset hvor god maden er. Jeg har overhovedet ikke brug for at blive distraheret af gode forslag til, hvad jeg burde udfylde min tid med. Jeg lader trækfuglene om at trække, så jeg kan få fred og ro til at trækkes med det, jeg nu foretrækker. Jeg deltager kun, når musikken spiller efter uforklarlige, symbiotiske noder og trækker mig naturligt ind i dansen. Men tak alligevel.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar