Frøperspektiv.

”Jeg sætter urtepotten udenfor.”

”Den er for tung for hende,” tænkte han, og han vidste, hun gerne ville have den til at stå på altangulvet nogle timer i solen. Hun havde sået tre frø i den, og havde vandet og gødet jorden. Overfladen blev klappet nænsomt til og pyntet med fine, parallelle bølgestriber, som hun lavede med sin kam.

”Tak, så er den potte ude.”

”Ja, det kan man jo sige, men hvad mon frøene bliver til?”

”Det må tiden vise. Jeg fik dem af en lille pige, som spurgte mig, om jeg ikke ville tage mig af dem. Hun sagde, de længtes efter et sted, hvor de kunne slå rod, og det kunne jeg ikke stå for. Hun så glad ud, da jeg lovede at tage hånd om dem. Så vi får se.”

Da spirerne dukkede frem, var det slut med at frisere overfladen. Nu nøjedes hun med at duppe med fingerspidserne efter vandingen, og hun fornemmede en stille fred. Som om den opstod i hendes hjerte og samtidig strømmede ud fra spirerne.

”De kan mærke, jeg er omhyggelig og nænsom,” tænkte hun og smilede. ”Måske var den lille pige en fe, eller en gudinde, som kunne ændre sin person efter behov. I så fald var jorden gødet med eventyr, for der kunne være en særlig mening med, at netop jeg skulle tage mig af dem.”

”De spirer er da steget hende til hovedet,” tænkte han. ”Hun betragter dem som små børn eller kæledyr. Men det vigtigste er, at det gør hende glad. Og man kommer ikke uden om, at hun har grønne fingre.”

”Jeg vil kalde dem Tro, Håb og Kærlighed,” betroede hun ham.

”Ja, kald du dem, lige hvad du vil.”

”Jeg har nu også en spirende mistanke om, at der er noget særligt på spil her,” tænkte han. ”Og hva’ hulen, når spirer kan bryde gennem asfalt og blive til solgule mælkebøtter, morgenfruer eller tusindfryd, mens bilerne suser frem og tilbage, kan de tilsyneladende også inspirere til husfred. Sådan føles det i hvert fald.” Han smilede ved tanken om, at han godt vidste, hvem pigen var. ”Jeg stod jo og vaskede bilen, da hun gav Ella frøene. Hun tror vist, hun har mødt en engel, men Hilda er bare værkførerens datter. Det nænner jeg nu ikke at fortælle.”

Han tændte piben og iagttog den blå røg sno sig opad, indtil den fusionerede med sensommerluften.