Han elskede sin klarinet. Dens udseende, dens vægt og de materialer den var fremstillet af. Den var god at røre ved, og han kunne sidde og kærtegne den uden at spille og få en dejlig helhedsfølelse i kroppen. Han havde spillet på den, siden han gik i skole, og derefter spillet på værtshuse, i forsamlingshuse og på dansesteder sammen med andre musikere. Lommepengene havde derfor ikke været helt små i hans år som stor dreng.
Som midaldrende kunne han se tilbage på en tilværelse i musikkens tegn. Da havde han spillet over det meste af verden på de gode steder. Der var også præget riller i en del grammofonplader, som folk kunne lytte til derhjemme, så hans CV så godt ud. Men han var ulykkelig.
Han havde ofte besøgt en maler, altså en kunstmaler, og efterhånden havde han bemærket, at maleren ind imellem foretog ændringer på sine billeder. Undertiden blev de malet helt over med et nyt motiv, og så var det sket med det gamle.
Det kunne han ikke gøre. Den musik der var spillet, var spillet, og de plader der var prægede, var prægede. Men han lyttede aldrig til dem, for han vidste, han kunne gøre det bedre nu. Sådan gik det hver gang. Han udviklede sig jo, men det der var udført, kunne ikke trækkes tilbage, og det gjorde ondt.
Han sad oppe i klitterne ved havet og spillede. Mågeskrigene blandede sig, men det gjorde ikke noget, for naturens lyde holdt sig på en diskret måde for sig selv.
”Tænk om jeg kunne trække alt det, jeg har spillet, tilbage,” tænkte han. ”Så ville jeg kun spille det, jeg kan nu, og så skulle verden se… eller rettere høre.”
Han troede, han var alene her, men alligevel mærkede han en finger dutte på det ene skulderblad. Han vendte sig brat og så en yndig lille fe stå og smile.
”Hej, spillemand,” sagde hun. ”Jeg har en C-nøgle til dig, og med den kan du åbne Pandoras ukendte æske, ja for hun fik nemlig flere end den, der handler om ild. Åbner du den, vil du se, hvordan du kan trække alt tilbage. Den er fuld af tidløshed, og tonerne vil flyde baglæns og blive suget ind i din klarinet igen, og alt det gjorte vil være ugjort. Men kun så længe du holder låget åbent. Værsgo.” Hun rakte ham nøglen, fløj hen på en velduftende klitrose og forduftede så i den blå luft.
Der stod nu et lille skrin ved siden af ham, og han betragtede det nysgerrigt. ”Det må være Pandoras ukendte æske,” tænkte han og lagde klarinetten på tæppet. Så lirkede han forsigtigt nøglen i låsen, og pludselig sprang låget op med et smæld. Han bøjede sig over æsken og kiggede ned i den. Der cirkulerede en rimtågeagtig røg, og i midten blev den suget nedad og nedad, som om æsken ingen bund havde. Han følte sig næsten hypnotiseret, og nu så han en lang tunnel, som gik tværs gennem jorden og endte i en lys blå himmel på størrelse med en femkrone. Men skarpheden var så intens, at han let kunne se detaljer, som skyer og en sol. ”Sikke en høj opløsning,” tænkte han. Der er da vist mange millioner pixels i spil her.”
Så hørte han en svag brummende tone, som hurtigt tog til i styrke for til sidst at være lige så høj som et brusende lokomotiv der passerer tæt forbi. Lidt efter lidt blev det klart for ham, at der var tale om en kakofoni af toner. Toner som tidligere havde givet mening og vakt følelser for musikalske sind, men som nu blev afspillet bagfra og suget ned i det klarinetagtige rør. Det var ikke rart at høre på, og han kom til at tænke på et afløb, som havde været stoppet en tid, hvor proppen pludselig blev opløst, så vandet blev suget ned med stor kraft. Men så blev der stille. Aktionen var gennemført, og nu fløj feen, på kolibrimaner, lige foran hans ansigt.
”Kan du høre, der slet ingen lyde er nu,” sagde hun. ”Du er i tidløshed, og alt, du har spillet på din elskede klarinet, er gået i sin mor igen. Hvis det er sådan, du ønsker, det skal vedblive at være, må du forblive her i denne sindstilstand. Kan du ikke holde til det, fordi der er noget, der trækker i dig, klapper du bare i. Altså låget. Og så må du huske at låse Pandoras ukendte æske igen og smide C-nøglen over skulderen. Så bliver alt som før, i hvert fald næsten, for nu har du jo fået en ny erfaring, som vil afsætte et eller andet i dig, så du måske kan holde ud at høre dine plader igen. Det er op til dig. Får du lyst til at vende tilbage til tidløsheden, kan du få C-nøglen og æsken igen. Så skal du bare kalde mit navn, når du har hørt et stjerneskud eller snublet over en stump regnbue. Jeg hedder Xalibritmorinalisd… med blødt d. Hej, hej, og hav fortsat en god tidløshed… eller, i det mindste, en god tid.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar