Fanfarer.

”Jeg kan høre, der er en, der øver sig på sin trompet. Vedkommende spiller de toner der passer til ”Et barn er født,” i første linje af ”Et barn er født i Betlehem” om og om igen. Samtidig bevæger han sig bort herfra. Lyden bliver nemlig svagere og svagere.”

”Nej, det er Kirsten Giftekniv, som igen har spist for mange hyldebær. Hun spiser dem rå… i rå mængder, og så får hun blåsyre i sig. Hvert år glemmer hun, de er giftige utilberedte. Hun husker kun, hvor sunde de er, når de er blevet til saft, syltetøj eller lignende. Måske forveksler hun dem med blåbær. Og hvert år kører ambulancen hende til udpumpning med fuld musik. Så kan hun vel lære det, kan hun. Eller kan hun?”

”Jeg vidste ikke, man kunne spille på ambulance, hvad det så end er for et instrument. Men jeg kan bedre lide violin, og gerne noget romantisk. Ikke pladderromantisk, men noget der får mig til at svæve. Så får jeg lyst til at danse med elverpigerne, mens de svæver rundt på tåspidserne ved Elverhøj. De kan godt lide os alfer, særligt når vi er høje, og er der samtidig superfuldblodsmåne, kan det ikke blive bedre. Så forfrisker vi os med hyldebærcider, og tiden får ikke en fod med i dansen, som finder sted i mellemrummet, hvor en tanke stopper og en anden begynder. Her er adgang for dem, som kan finde denne åbning, og alle er hjerteligt velkomne.”