Johannes og hans søn, Daniel var på vej over mod åen, hvor man kunne være heldig at fange en ørred, når de rigtige forhold var til stede. Daniel var ti år, og han holdt meget af disse fisketure, hvor han havde faderens opmærksomhed, fordi de to var alene sammen. Hjemme var lillesøsteren, Magda en konkurrent. Hun snakkede som et vandfald, og så samtidig sød ud. En syvårig pige som altid fik opmærksomheden, syntes Daniel.
Johannes og Daniel havde netop kastet deres snører ud, og propperne vuggede blidt i vandet. Nu var det spændende at holde øje med, om de pludselig forsvandt, fordi der var bid.
Daniel fik en tanke: ”Far, hvis man gik på trylleskole ligesom Harry Potter, kunne man så ikke fange mange flere fisk?”
Johannes rømmede sig og sagde alvorligt:
” Du er helt galt afmarcheret, Daniel. Harry Potter er et af djævelens påfund.”
” Du er helt galt afmarcheret, Daniel. Harry Potter er et af djævelens påfund.”
Daniel kiggede forundret på sin far: ”Men han er da så rar, og han kæmper mod de onde. Er han så ikke et af guds børn?”
”NEJ! – og Harry Potter findes heller ikke.”
”Er vi da guds børn, far?” spurgte Daniel. ”Vi findes jo.”
”Ja, alle vi som er frelste.”
”Så er du altså guds søn?”
”Hmmm, Jesus er guds søn.” Johannes følte sig lidt klemt.
”Men hvis jeg er guds barn,” fortsatte Daniel, ”så må jeg da også være guds søn. Jeg er jo en dreng.”
“Ej far, SE! Nu forsvandt proppen. Jeg tror, jeg har fat på noget!”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar