Forårsglimt.

De vordende mælkebøtter havde det fint i deres underjordiske rugekasse, hvor solens lys ikke nåede ned, selv om det alligevel havde den virkning, det var ansat til at skulle have. Nogle ville kalde solens virkning indirekte, mens andre valgte at se den som direkte. Lidt modsatte anskuelser, som begge havde pointer.

”Jeg har på fornemmelsen, at vi er skabt til noget større, sagde en underjordisk mælkebøttespire til en anden.”

”Ja, jeg har nok at gøre med at udvikle mig,” svarede den anden. ”Så får vi se.”

”Jeg tænker meget over det, for jeg har forudanelser.”

”Bevar mig vel for den slags. Pas du nu din dont og lad være med at falde i staver. Jeg har bemærket, du kan få uudgrundelige udtryk i øjnene, og jeg tør ikke tænke på, hvad de betyder.”

”Prøv du bare at læse, hvad mine øjne kan udtrykke. Det kunne være, du fik et rigere liv. Livet er ikke bare at knokle, skal jeg sige os.”

”Så må du stå inde for, hvad du udtrykker i blikket. For hvis du udtrykker forelskelse, ægger du mig måske til at gøre haneben. Og den slags hører det overjordiske liv til.”

”Vi ved egentlig ikke ret meget om det overjordiske. Findes det mon overhovedet?”

”Det findes i hvert fald ikke under fødderne, eller rettere sagt, rødderne. Der er udgivet mange botaniske værker om emnet, og det jeg finder mest tiltalende, er nok, at vi kommer til at ligne små aflæggere af en lysende sol.”

”Hvis man tror på alt, hvad man læser, selv om det lyder sandsynligt, og selv om det lover guld og grønne skove eller straffe for ikke at tro på det, stivner man i en åndelig form. Og ofte uden at indse det. Intuitionen er nedlagt i os, og det er den eneste hellige bog, som er skrevet. Den handler om at vokse og strække kronbladene ud og opad mod solen.”

”Et forårsglimt ledsagede dine ord. Ja, vi gider ikke lade os tyrannisere af kloge tåber. Vi vil gro i fred, og en gang sender vi alle vore faldskærme ud i verden med hver sin potensielle sol i rygsækken.”

Før mælkebøtterne blomstrer.

Olie på lærred. 40 x 30 cm.

Kinddans.

Ordene og tonerne gled gennem ham på en kærlig måde, og velvillige endorfiner dansede i kroppen, blidt æggende og varmende. Han undrede sig, samtidig med at han nød det, for dette musikstykke ville han aldrig sætte på sin afspiller. Det levede slet ikke op til hans musikalske niveau.

Efter nogen tid dukkede forskellige forslag op, som måske kunne forklare, hvad der foregik. Han valgte at godkende et af dem og slog sig nogenlunde til tåls med dette:

”Engang havde han været i en yderst attraktiv situation, måske danset en salig kinddans med en særlig pige, hvilket havde fået ham til at glemme alt andet end dette. Førnævnte musik var blevet spillet samtidig, og sindet havde knipset et billede, som rummede både musikken og de dansendes følelser, og reagerede så på det nu.”

I så fald viser det sig, hvor vanskeligt det kan være, at få øje på egentlige årsagssammenhænge. For intellektet er umiddelbart modstander af at parre ting, det ikke finder egnede, mens sindet er ligeglad og på en måde kører sit eget løb imens. Senere korrigerer det måske, men i givne øjeblikke stoler følelserne mere på sindets hukommelse end på intellektets beregning. Især hvis intuitionen ikke er sundt udviklet, så der kan opstå et mere modent overblik.

Intellektet er tilbøjelig til at forbinde spontan opstået glæde med det, det umiddelbart iagttager eller erindrer. Men koblingerne er oftest skjulte, og det sindets upersonlige belønninger opstår fra, og som kroppen nyder glæde af, bliver let fejet af bordet af det stolte intellekt, som er velformuleret og kæmper med sindet, følelserne, intuitionen og sig selv, om den gule førertrøje, som det samtidig, automatisk betragter som sin velfortjente ejendom.

Intuitionen bruger også elementer fra glemte følelser og intellektuelle korstog og forelæsninger, men er dog langt mere end dette. I den sammenligning er intellektet en veluddannet revisor, professor eller lagerekspedient, der fører kartotek, eller praler med ikke at gøre det. Danser det ikke kinddans med intuitionen, står der: ”Jeg er en klog tåbe,” på ryggen af dets gule førertrøje, og det laver den ledsagende musik ikke om på.

Denne musik udløste tilsyneladende fred, tryghed, fornyet håb og glæde, men skulle han anmelde den, og ikke betragtede den i ovennævnte kontekst, ville den ikke få en eneste stjerne.

Fortæl...

”Fortæl et eventyr, mor.” Ditte trak kærligt moderen i forklædet. Astrid fortalte gerne et eventyr for datteren, og de inspirerede hinanden. Når stemningen var til det, rystede Astrid eventyr ud af skåneærmerne, så man kunne fristes til at tro, hun memorerede. Men det behøvede hun ikke. Der var en aura omkring Dittes kronblade, som var fulde af tryllestøv, og det var måske her, eventyrerne boltrede sig kausalt.

Mens Astrid fortalte, lavede Ditte pantomimer, der illustrerede handlingen, som den skred frem. Var man en flue på væggen, følte man sig hensat i en fredfyldt, dynamisk salighed.

Og som flue måtte man passe ekstra på ikke at fortabe sig, så man drattede ned i et eller andet flydende.

Formater.

Forestillingerne havde format samt alle tænkelige størrelser. Nogle var lange, andre var meget længere, men selv om heller ikke de korteste var klart afgrænsede, udvidede de sig også drillende, hvis man prøvede at definere dem. Selv evigheden, og det uendelige verdensrum, blev visualiseret, uden det gjorde den store forskel, for plasticiteten var grænseløs, og hastigheden fri.

Det var ikke muligt at komme uden for murene, da selv den mest avancerede forestilling var og forblev relativ. Relativiteten kunne ikke forestilles væk, selv om den egentlig ophævede sig selv, men et billede af, at det kunne lade sig gøre, blev dog skabt, for teatermaleren var så dygtig, man kunne være, og skuespillerne var eminente.

Udenfor var der ingen forestillinger, som behøvede lys eller mørke. Her spilledes nemlig ikke skuespil, men det var herfra, alverdens teatre fik deres strøm, hvilket ingen havde format til at nævne i programmerne.

Penselstrøg.

Rie Arte kaldes Arterie,
fordi hun har en kunstnerisk åre.
Hun siger, evighed ikke er en størrelse,
for hun kan ikke forestille sig
en farve uden form.
Vis hende din palet, og hun vil
visualisere et eventyr
uden penselstrøg.

Søndag.

Han fandt sit digt på den hemmelige hylde i borgerskabet og vidste, at han var afbalanceret skabsnormal. Så åbnede han døren indefra og trådte ud på en af de mange skyer, som stillede sig beredvilligt til rådighed.

Lærken jublede, og folk havde taget deres søndagstøj på. De ville i kirke… og mødes til kaffeborde bagefter.

Imens definerede, og hævdede, lærken uophørligt sit territorium.

"Præliminær."

Olie på lærred. 80 x 60 cm.

Olie på panden...

…nej men på Canvas Panel. 27 x 22 cm.

Teatertorden.

Naturen kan forekomme underfundig og spiller os tilsyneladende mange puds. Som om den trækker os rundt ved næsen i manegen, og tvinger os til at danse efter sin pibe. Den benytter en fremragende dirigent og spiller så virtuost, at vi fortrylles, og har vanskeligt ved at få øje på andet end det, den har på repertoiret.

Vi fortaber os umiddelbart og let, i de forestillinger den opfører på Store Scene. Forestillingerne virker undertiden teatralske, men kan være alt fra sindsoprivende til sentimentale. Det felt, vor kerne spirer i, er dog neutralt, men forekommer vanskeligt at erobre.

For det felt, på Herrens Mark, må vi udkæmpe vore slag, med sværd som er tveæggede. Det giver mening, så længe forestillingen varer. Imens vælger vi først den ene, og så den anden vej. Om og om igen, for ikke alle de skilte vi møder i kulisserne, ser ud til at være retvisende, og gps’en har været utro flere gange. Vejrudsigterne holder heller ikke altid vand, og tiden står sjældent stille, men går enten for langsomt eller for hurtigt. Så vi omstiller os gradvist til at stole på intuitionen i stedet for.

Når tæppet går ned efter den sidste fremkaldelse, når lysene slukkes og sæderne klappes op, rejser vi os, strække benene og smiler lidt fortumlede til hinanden.

Udenfor, i den lune sommeraften, står der nogle og får sig en smøg. De gennemskuede forestillingen, inden den sluttede, men ventede alligevel, fordi der var flere som skulle køre hjem sammen.

Lis og Knud har set stykket flere gange, Allan forstod ikke en dyt af det, og Gudrun og Eigil har endelig indset, at lynet fra teatertorden ikke kan slå ned i deres stråtækte hus.

Mosekonerne "brygger" på noget...

Forårstoner...

Rimfrost spiller op til frk. Forår,
og om lidt rejser hun sig og danser.

Then she merges a garland to her hair. 


When you merge with poetry-flowers, dolls the sun immediately out from behind the clouds, and the lark cheers. The sun and the lark love that kind of flowers, especially if you have merged them carefully. It also gets the nine muses to lubricate resin on their bows, and play on sunbeams. It sounds extremely seductive.

Forestillinger.

Tankernes fugle sidder
på alle ledige grene i skovbrynet.
Som en rågekoloni.
Føddernes greb om grenene
er så faste,
at de har vanskeligt ved at slippe.
Men pludre og råbe kan fuglene.
En uhyrlig kakofoni.
De flyver hverken op, eller klapper i,
blot man slår håndfladerne sammen
nogle gange.
Der skal vist torden og lynild til.

Imens jubler de frie fugle symfonisk
mod den blå himmel,
og solen smiler altid til dem.
De synger nu også så hjertegribende smukt,
at man fornemmer stilhedens sus,
så tyst som erindringen af
bristende kulsyrebobler.

Nye malerier 2016.

Lucas endelig i olie på lærred.

Träumerei.

"Sofastykke."

Fastelavnstid.

Boller op boller ned
masker op masker ned
tabte masker maskerade
gerade aus mod tabte horisonter.

Katte puttes ikke i tønder mere
en overstået tradition som levede
i mørke middelaldersind.

Tønder Festival i farver
i mørke er alle katte grå
musegrå måske.

Katten danser tango til maskeballet
mens musene spiller på bordet
spiller uskyldige men flygter
når katten vil lege med dem.

Seksten.

Han trådte cyklens pedaler med en lethed, som svarede til den fine forsommerstemning, han svævede i. Skjorten var knappet op og duvede i den lune vind. På bagagebæreren sad hun sideværts, som damerne sad på heste i gamle dage.

Hun havde lagt hovedet mod hans ryg, og armene om hans bryst, under skjorten. Det var rart for dem begge, og turen gik som smurt, men var alt for hurtigt overstået.

Disse erindringer fulgte med i auraen af den buket, han rakte sin kone, som sad i gyngestolen med en plaid over benene, mens hun skævede skælmsk over læsebrillerne og lagde broderiet sirligt til side. Han så hende stadig, som den sekstenårige pige bag på hans cykel. For ham havde hun ikke forandret sig, selv om omstændigheder selvfølgelig havde.

Besøg på Kunsten.

”Nå, du har været på ‘Kunsten’ i dag. Nyrenoveret som den er. Og du har taget en masse billeder, siger du. Altså fotos forstås. Ellers kunne man forledes til at tro, du havde stjålet af Kunstens malerier, hevet dem ned fra sømmene og stoppet dem i en sort plasticsæk, så ingen fik mistanke.”

”Ak, denne færden i kunstens verden, hvor illusioner manifesteres i fysiske former. I flere dimensioner. Nogle manifesterede ideer kan man gå rundt om, og kunstværkerne beroliger, eller provokerer, mens de leger med ’perspektiverne.’ Muserne er også til stede, og de binder sløjfer mellem billeder, figurer og løsrevne stumper fra erindrede digte, postulater, intuitioner og drømme. Hvor kunstværkerne selv har fuldendt sløjferne, som julegaver i december, binder de dem op igen, så man ikke skal føle sig for sikker.”

Foto: Preben Brink.

Poesi?

”Spurven sidder stum bag kvist…” Nej, om igen. Der er jo ikke sne og isnende kulde. Spurven fryser ikke og mangler tilsyneladende heller ikke føde.

Så nu er der overskud til poesi og leg. Selv om vinteren kun står, godt og vel, på ”halvtgået.” Den er brækket over af nogle utilsigtede temperaturer, som holder sne og is på afstand.

Minusgraderne er, så at sige, frosset ude. Nu mangler det bare, at solen stemmer violinen og spiller med sine stråler. Den vilde blæst vil gerne spille med. Den tror, den skal for helhedens skyld, men de fleste andre forårsorkestermedlemmer mener, den gør alt for meget væsen af sig.