De vordende mælkebøtter havde det fint i deres underjordiske rugekasse, hvor solens lys ikke nåede ned, selv om det alligevel havde den virkning, det var ansat til at skulle have. Nogle ville kalde solens virkning indirekte, mens andre valgte at se den som direkte. Lidt modsatte anskuelser, som begge havde pointer.
”Jeg har på fornemmelsen, at vi er skabt til noget større, sagde en underjordisk mælkebøttespire til en anden.”
”Ja, jeg har nok at gøre med at udvikle mig,” svarede den anden. ”Så får vi se.”
”Jeg tænker meget over det, for jeg har forudanelser.”
”Bevar mig vel for den slags. Pas du nu din dont og lad være med at falde i staver. Jeg har bemærket, du kan få uudgrundelige udtryk i øjnene, og jeg tør ikke tænke på, hvad de betyder.”
”Prøv du bare at læse, hvad mine øjne kan udtrykke. Det kunne være, du fik et rigere liv. Livet er ikke bare at knokle, skal jeg sige os.”
”Så må du stå inde for, hvad du udtrykker i blikket. For hvis du udtrykker forelskelse, ægger du mig måske til at gøre haneben. Og den slags hører det overjordiske liv til.”
”Vi ved egentlig ikke ret meget om det overjordiske. Findes det mon overhovedet?”
”Det findes i hvert fald ikke under fødderne, eller rettere sagt, rødderne. Der er udgivet mange botaniske værker om emnet, og det jeg finder mest tiltalende, er nok, at vi kommer til at ligne små aflæggere af en lysende sol.”
”Hvis man tror på alt, hvad man læser, selv om det lyder sandsynligt, og selv om det lover guld og grønne skove eller straffe for ikke at tro på det, stivner man i en åndelig form. Og ofte uden at indse det. Intuitionen er nedlagt i os, og det er den eneste hellige bog, som er skrevet. Den handler om at vokse og strække kronbladene ud og opad mod solen.”
”Et forårsglimt ledsagede dine ord. Ja, vi gider ikke lade os tyrannisere af kloge tåber. Vi vil gro i fred, og en gang sender vi alle vore faldskærme ud i verden med hver sin potensielle sol i rygsækken.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar