Teatertorden.

Naturen kan forekomme underfundig og spiller os tilsyneladende mange puds. Som om den trækker os rundt ved næsen i manegen, og tvinger os til at danse efter sin pibe. Den benytter en fremragende dirigent og spiller så virtuost, at vi fortrylles, og har vanskeligt ved at få øje på andet end det, den har på repertoiret.

Vi fortaber os umiddelbart og let, i de forestillinger den opfører på Store Scene. Forestillingerne virker undertiden teatralske, men kan være alt fra sindsoprivende til sentimentale. Det felt, vor kerne spirer i, er dog neutralt, men forekommer vanskeligt at erobre.

For det felt, på Herrens Mark, må vi udkæmpe vore slag, med sværd som er tveæggede. Det giver mening, så længe forestillingen varer. Imens vælger vi først den ene, og så den anden vej. Om og om igen, for ikke alle de skilte vi møder i kulisserne, ser ud til at være retvisende, og gps’en har været utro flere gange. Vejrudsigterne holder heller ikke altid vand, og tiden står sjældent stille, men går enten for langsomt eller for hurtigt. Så vi omstiller os gradvist til at stole på intuitionen i stedet for.

Når tæppet går ned efter den sidste fremkaldelse, når lysene slukkes og sæderne klappes op, rejser vi os, strække benene og smiler lidt fortumlede til hinanden.

Udenfor, i den lune sommeraften, står der nogle og får sig en smøg. De gennemskuede forestillingen, inden den sluttede, men ventede alligevel, fordi der var flere som skulle køre hjem sammen.

Lis og Knud har set stykket flere gange, Allan forstod ikke en dyt af det, og Gudrun og Eigil har endelig indset, at lynet fra teatertorden ikke kan slå ned i deres stråtækte hus.