”Fortæl et eventyr, mor.” Ditte trak kærligt moderen i forklædet. Astrid fortalte gerne et eventyr for datteren, og de inspirerede hinanden. Når stemningen var til det, rystede Astrid eventyr ud af skåneærmerne, så man kunne fristes til at tro, hun memorerede. Men det behøvede hun ikke. Der var en aura omkring Dittes kronblade, som var fulde af tryllestøv, og det var måske her, eventyrerne boltrede sig kausalt.
Mens Astrid fortalte, lavede Ditte pantomimer, der illustrerede handlingen, som den skred frem. Var man en flue på væggen, følte man sig hensat i en fredfyldt, dynamisk salighed.
Og som flue måtte man passe ekstra på ikke at fortabe sig, så man drattede ned i et eller andet flydende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar