Kinddans.

Ordene og tonerne gled gennem ham på en kærlig måde, og velvillige endorfiner dansede i kroppen, blidt æggende og varmende. Han undrede sig, samtidig med at han nød det, for dette musikstykke ville han aldrig sætte på sin afspiller. Det levede slet ikke op til hans musikalske niveau.

Efter nogen tid dukkede forskellige forslag op, som måske kunne forklare, hvad der foregik. Han valgte at godkende et af dem og slog sig nogenlunde til tåls med dette:

”Engang havde han været i en yderst attraktiv situation, måske danset en salig kinddans med en særlig pige, hvilket havde fået ham til at glemme alt andet end dette. Førnævnte musik var blevet spillet samtidig, og sindet havde knipset et billede, som rummede både musikken og de dansendes følelser, og reagerede så på det nu.”

I så fald viser det sig, hvor vanskeligt det kan være, at få øje på egentlige årsagssammenhænge. For intellektet er umiddelbart modstander af at parre ting, det ikke finder egnede, mens sindet er ligeglad og på en måde kører sit eget løb imens. Senere korrigerer det måske, men i givne øjeblikke stoler følelserne mere på sindets hukommelse end på intellektets beregning. Især hvis intuitionen ikke er sundt udviklet, så der kan opstå et mere modent overblik.

Intellektet er tilbøjelig til at forbinde spontan opstået glæde med det, det umiddelbart iagttager eller erindrer. Men koblingerne er oftest skjulte, og det sindets upersonlige belønninger opstår fra, og som kroppen nyder glæde af, bliver let fejet af bordet af det stolte intellekt, som er velformuleret og kæmper med sindet, følelserne, intuitionen og sig selv, om den gule førertrøje, som det samtidig, automatisk betragter som sin velfortjente ejendom.

Intuitionen bruger også elementer fra glemte følelser og intellektuelle korstog og forelæsninger, men er dog langt mere end dette. I den sammenligning er intellektet en veluddannet revisor, professor eller lagerekspedient, der fører kartotek, eller praler med ikke at gøre det. Danser det ikke kinddans med intuitionen, står der: ”Jeg er en klog tåbe,” på ryggen af dets gule førertrøje, og det laver den ledsagende musik ikke om på.

Denne musik udløste tilsyneladende fred, tryghed, fornyet håb og glæde, men skulle han anmelde den, og ikke betragtede den i ovennævnte kontekst, ville den ikke få en eneste stjerne.