Forestillingerne havde format samt alle tænkelige størrelser. Nogle var lange, andre var meget længere, men selv om heller ikke de korteste var klart afgrænsede, udvidede de sig også drillende, hvis man prøvede at definere dem. Selv evigheden, og det uendelige verdensrum, blev visualiseret, uden det gjorde den store forskel, for plasticiteten var grænseløs, og hastigheden fri.
Det var ikke muligt at komme uden for murene, da selv den mest avancerede forestilling var og forblev relativ. Relativiteten kunne ikke forestilles væk, selv om den egentlig ophævede sig selv, men et billede af, at det kunne lade sig gøre, blev dog skabt, for teatermaleren var så dygtig, man kunne være, og skuespillerne var eminente.
Udenfor var der ingen forestillinger, som behøvede lys eller mørke. Her spilledes nemlig ikke skuespil, men det var herfra, alverdens teatre fik deres strøm, hvilket ingen havde format til at nævne i programmerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar