Forestillinger.

Tankernes fugle sidder
på alle ledige grene i skovbrynet.
Som en rågekoloni.
Føddernes greb om grenene
er så faste,
at de har vanskeligt ved at slippe.
Men pludre og råbe kan fuglene.
En uhyrlig kakofoni.
De flyver hverken op, eller klapper i,
blot man slår håndfladerne sammen
nogle gange.
Der skal vist torden og lynild til.

Imens jubler de frie fugle symfonisk
mod den blå himmel,
og solen smiler altid til dem.
De synger nu også så hjertegribende smukt,
at man fornemmer stilhedens sus,
så tyst som erindringen af
bristende kulsyrebobler.