Forventning?

Hun forventer

måske

noget vil åbenbare sig

vil ankomme

eller bare ske.

Eller hun venter sig

ingenting.

Måske er hun bare.

Og det er både noget

og ingenting.

På den fede måde.

Dagbogsblad fra et æbletræ.

Jeg er et æbletræ, som har stået på den samme plet i mange år. Hvor mange husker jeg ikke, selv om jeg husker mange ting ret godt. Jeg synes jo, at jeg har stået her altid, men den holder vist ikke.
Mine rødder er gode og solide, og jeg er ikke en rod. Man kan måske sige, jeg er forlægger, fordi jeg udgiver utallige blade hvert år. Jeg får mange blomster, og det er ikke bare i overført betydning. Mine blomster bliver til frugter som indeholder kernehuse med frugtbare kerner.
Hver eneste kerne kan blive til et nyt træ som giver mange æbler, og sådan bliver det ved og ved, så længe jeg kan holde mig oprejst. Storme kan vælte mig, mennesker med økser og save kan fælde mig, og jeg kan gå ud, hvis tiden er moden, men ellers bliver jeg, hvor jeg er, og gør det jeg kan og skal, så længe jeg bør.
Mine æbler er gode og sunde og giver næring til mennesker, dyr, fugle, insekter og jord. Mine blade giver ilt, og mine nyudsprungne blomster fryder øjet. Senere bliver de til en lille stjerne på æblet på den modsatte side af stilken.
Nogle spiser af mine frugter, inden de er modne og finder dem sure. Andre venter for længe og finder dem utiltalende. Men jorden elsker dem, uanset hvilket stadie de er på, og laver muld af dem. Så de er altid gode for nogen eller noget, og det er jeg glad for. Det giver mening.
Det eneste som forvirrer mig lidt er, når der bliver podet på mig. Det er udenfor min kontrol og vel også udenfor mit ansvarsområde. Men jeg kan ikke sige mig helt fri for at føle noget alligevel for poderne. Og jeg giver, uden betænkning, næring til dem. Jeg har heller ikke noget valg, og en del af dem falder egentlig godt til.
Når en lille fugl sætter sig på en af mine grene og synger en sang for mig, kan et følsomt menneske se, at jeg smiler. Nogle få, fine sjæle kan også høre og forstå, hvad jeg hvisker til dem. Jeg har noget at fortælle, jeg har meget på hjerte, og det er kun godt.

Fælleskaffe.

Gudmund Engell så frem til aftenen. Han og kusinen Gudrun var inviteret til at holde bønnemøde i Fruekirkens sognesal en halv snes kilometer sydøst for Bovbjerg. Klokken
halv otte, 19.30 som man siger. De skulle være der allersenest kl. syv, for de ville have lidt tid til at arrangere sig, og også helst nå en kop kaffe først. Gudrun var god at have med, syntes Gudmund. Hun var lidt buttet og moderlig med sit engleagtige pandehår. I nakken havde hun en Grace Kelly walk. Det var godt nok ikke moderne mere, men her ude ved
den jyske vestkyst var det bare en fordel.

Der ville være mørkt, inden de nåede frem. Gudmund kunne allerede se lyskeglerne på vejen, selv om klokken kun var lidt over seks endnu. Gudrun sagde ikke noget og kiggede bare ligeud. Gudmund skottede til hende.
Han ville gerne have en samtale i gang. Så kunne de forberede sig lidt og komme i den rigtige stemning. For det var nødvendigt at omstille sig, inden man ankom. Men han kunne ikke komme på noget at tale om. Så blev han opmærksom på træerne som dannede en allé.
¨De er da strynede de træer,¨ sagde han oplysende. ¨De er stynede,¨ svarede Gudrun.
¨Du er så glad for mad, at du automatisk kører det ind i sproget. Stryhn er leverpostej.
Det hedder stynede,¨ gentog hun. Han rømmede sig lidt usikkert og sagde så:
¨Du Gudrun, når vi er færdige og skal have fælleskaffe, er der nok et dejligt kagebord.
Tror du ikke?¨ ¨Joh,¨ svarede Gudrun. ¨De vestjyder holder meget af kage, men det hjemmebag de plejer at diske op med hører nu ikke ligefrem til mine favoritter. Jeg kan bedre lide det vi får, når vi er på Als.¨ ¨Åh din kagekone,¨ sagde Gudmund lidt løssluppent. ¨Du plejer nok at kunne tage fra, når vi har holdt møde.¨ ¨Er jeg en kagekone, så er du en kagemand,¨ svarede Gudrun lidt spidst. Gudmund tog udfordringen op: ¨Det kan være,
vi får søsterkage… eller sandkage, med alle de klitter de har.¨ ¨Ja, ja¨ svarede Gudrun og fortsatte: ¨Eller klatkager og mudderkager.¨ Nu var Gudmund med, for tiden gik bedre,
når de kunne veksle lidt ord, mens de kørte. Han fortsatte: ¨De serverer nok rævekager eller huskekager ikke at forglemme.¨ Han følte sig inspireret og tilføjede: ¨Og lækager.¨
¨Nej, nu holder du op,¨ svarede Gudrun, ¨ellers må du nok nøjes med kokager og brækager.¨ De lo begge, og Gudmund kunne mærke, at der ikke var mere is, der skulle brydes. Han kunne også mærke på bruset i blodet, at det ville blive en god aften.
Der ville ikke gå kage i det, når han udlagde Ordet, som han havde lært, det skulle udlægges, renset for spekulativ udenomssnak. For djævelen ville være til stede på mødet.
Det var lige så sikkert som amen i kirken, og så gjaldt det om ikke at være for lang i spyttet. Her var Gudrun nyttig.
Gudmund var bevidst på, at placere hende som en slags buffer. Han havde en lille bordlampe som oplyste Gudruns ansigt nedefra, og når han kiggede på hende, kunne han bedre håndtere de tåbelige spørgsmål som uvægerligt kom. For eksempel de sædvanlige: ¨Hvordan kunne Adam og Eva mangfoldiggøre sig, var der alligevel nogle mennesker længere borte, man havde glemt at nævne i skabelsesberetningen, nogle som kunne være nyttige i formeringsprocessen, så der ikke bare var ren indavl? Der manglede da vist ellers også ligesom lidt pigebørn, ikkesandt?¨
Det var frygtelig irriterende, og tordentalen om helvedesilden blev hevet frem, for at lukke munden på de syndige spørgere og lede dem på andre og bedre tanker. HalleLUja.

Grøn er håbets farve.

Jeg kan godt forstå, at urmennesket troede, at himlen var en hvælving som var oven
over os. Gud og evt. guderne boede så højere oppe i en endnu højere beliggende himmel. Det var altid opad eller nedad, når det gjaldt tro, og det gav umiddelbar mening.

Men nu er der vendt op og ned på alting, fordi vi er blevet mere vidende. Gudernes himmel, som beliggende højt oppe over os, giver ingen mening mere, hvis man kender lidt til astrofysik. I det engelske sprog har man garderet sig mod visse primitive misforståelser
ved at kalde den synlige himmel ¨sky¨ og den guddommelige himmel ¨heaven.¨
Det giver bedre mening.

Nogle religioner ser bort fra dette, og mener stadig og stædigt, at visse profeter bogstaveligt talt er steget opad til himmels. Det være sig i ildvogne eller til hest. Måske er det derfor man siger: ¨Vorherre til hest,¨ når man synes, et eller andet er for tåbeligt.

Himmeriges Rige er inden i Eder, står der i Det Nye Testamente, hvilket antyder, at man bør se indad, hvis man søger dette. Det er også mere modent end at kigge opad for at se efter sin gud, for det er himmelflugt, og himmelflugt er umodent. Mange mennesker er grønne og umodne, nogle er fuldmodne, og det er smukt og dejligt.

Men at være overmoden kan sammenlignes med at være overmodig. Det bliver man let,
hvis man kun kan sine hellige skrifter udenad og selvsikkert prædiker ydmyghed med overdrevne, selvudslettende selvhævdelser, for at vise sig selv og andre, at man er helt med på betydningen og lever efter den.

Så er det nok bedre at være grøn. For så længe man er grøn, er der i det mindste håb.

På naturens vegne.

Uhruhr U´ Uhruhr U´ gentog duen i een uendelighed. Den berettede om sine våde drømme, som om de kom alle ved. Solsorten fløjtede nogle langtrukne melodistumper,
der lød som overvejelser over temaerne i henholdsvis, Dengang jeg drog afsted, Amazing Grace og Jyden han er stærk og sej. Lærken, som gik meget højere op og for det meste legede helikopter, kvittevittede uden at sætte kommaer.

Sommeren var på sit højeste, og solen spejlede sig i adskillige regnvejrspytter.
Mælkebøtten diskuterede ophidset med tusindfryden om, hvem der var bedst til at imitere solen.

¨I er ikke så lidt stavnsbundne,¨ sagde mælkebøtten pludselig for at skifte emne.

¨Lige over,¨ svarede tusindfryden.

¨Så har du ikke lagt mærke til de byger af faldskærmssoldater vi sender ud over hele sognet,¨ pralede mælkebøtten. Den følte klart, at slaget var vundet, for det kunne tusindfryden ikke hamle op med.

¨Nu har vi jo ikke værnepligt,¨ svarede tusindfryden,
¨for vi ønsker fred her til lands. Og se så lige hvor ruinerede I ser ud, når I har sendt alle jeres tropper af sted. Kun en stængel med en slukøret top er tilbage. Så er brændenældernes indbyggede hjemmeværn mere værdigt, og samtidig er de både stærke og sunde. Vi er rodfæstede, og vi er smukke uden at virke blærede.¨

En lille dreng greb om mælkebøttens stængel, kneb den over til en passende længde, klemte den lidt i begge ender, satte den for munden og blæste i den. De andre blomster blev betuttede over, den andeagtige lyd der kom ud af det. Det kunne de slet ikke håndtere.

Men hvorfor skulle vi da egentlig også det, tænkte tusindfryden.

¨Hver fugl synger med sit næb,¨ sagde den pludselig. Hoverende og ydmygt på een gang, og samtidig som om den selv havde fundet på de ord.

For det var store og mærkelige ord for en lille blomst.

Oplysning og aflysning.

Sætter man sit lys under en skæppe, er årsagerne ofte mindreværdskomplekser, tendens
til underdanighed eller falsk beskedenhed. Praleri er vel det modsatte og kan have lignende årsager, inkl. storhedsvanvid og dumhed. Man flasher så at sige sit blålys.
Oplyser man alt og alle om alting, er det ikke sjældent fordi, man ikke selv gider, eller ikke
selv forstår, at drage nytte af det, man ved. Rygere, som gang på gang prøver
at holde op med ar ryge, oplyser ofte om, hvordan man helt sikkert kan holde op, og låner
eller forærer een de bøger de har købt, og deler ud af de plastre eller det tyggegummi
de har tilbage fra sidste gang, de forsøgte at stoppe, og garnerer det med relevante formaninger. De ved alt om det, men har mere eller mindre aflyst deres egen kamp.
Alkoholikere kan fortælle alt om det, man måtte have brug for at vide om alkoholafvænning.
Er man som et solur, der kun tæller de lyse timer, kan man være tilbøjelig til at fortrænge,
og flygte fra alt som forekommer ubehageligt, væk fra alle skyggerne som dog fungerer
som visere.

Er man sortseer, synes alt byrdefuldt og meningsløst.
Buddha er meget kendt for sin gyldne middelvej. Den giver god mening, selv om den umiddelbart kan forekomme kedelig. Timing er et nøgleord, og kun det mentale lys
kaster ingen skygger.

Tro og ønsketænkning.

’Tro kan flytte bjerge’ er et stærkt postulat, som har sin oprindelse i erkendelse af sindets kraft og menneskets uanede muligheder. Mennesket er et langt større mysterium, end man almindeligvis antager. Grænserne sættes hovedsageligt af vor egen tro på, viden om og indsigt i disse muligheder.
Har man den opfattelse, at det blot gælder om at kunne remse sin religions punkter op i rigtig rækkefølge og sige det, man har lært man skal sige for at opnå det, man helst skulle opnå, har man ikke tro af betydning. Så er det vist betegnende at sige, at man tror, man tror. Tro uden kraft er som blomster uden saft der er bedst egnede til at blive klemt flade i en bog. Der skal være olie på lampen, før den kan brænde og lyse.

Hvordan får man så olie på lampen? Koncentration kombineret med oprigtige og dybtfølte ønsker er nødvendig, for at sindet kan downloade denne app. Alt andet fungerer mest som terapi – som dog også har sin berettigelse. Dette, virkelig at ønske noget af hele sit hjerte eller mene noget helhjertet, er ikke så ligetil som man almindeligvis antager. I bibelsprog kunne man sige: ‘Gud lytter kun til de bønner der kommer fra hjertet,’ og hjertets telefon kan ikke ringe til kontakten, hvis den er løbet tør for strøm eller er uden sim-kort..

Når ønsket er helhjertet og oprigtigt, og visualiseringen af emnet opnår tilstrækkelig virkelighedskraft, er der ikke langt til opfyldelse. Dette indebærer, at man ikke bør være sløset med sine ønsker. For man er almindeligvis ikke selv klar over styrken af ens ønsker eller bønner, og man er heller ikke altid klar over, hvilke ønsker man giver kraft og næring.

Nogle af de ønsker man måtte have, bør man slet ikke få opfyldt. De er ikke alle til ens eget bedste.