halv otte, 19.30 som man siger. De skulle være der allersenest kl. syv, for de ville have lidt tid til at arrangere sig, og også helst nå en kop kaffe først. Gudrun var god at have med, syntes Gudmund. Hun var lidt buttet og moderlig med sit engleagtige pandehår. I nakken havde hun en Grace Kelly walk. Det var godt nok ikke moderne mere, men her ude ved
den jyske vestkyst var det bare en fordel.
Der ville være mørkt, inden de nåede frem. Gudmund kunne allerede se lyskeglerne på vejen, selv om klokken kun var lidt over seks endnu. Gudrun sagde ikke noget og kiggede bare ligeud. Gudmund skottede til hende.
Han ville gerne have en samtale i gang. Så kunne de forberede sig lidt og komme i den rigtige stemning. For det var nødvendigt at omstille sig, inden man ankom. Men han kunne ikke komme på noget at tale om. Så blev han opmærksom på træerne som dannede en allé.
¨De er da strynede de træer,¨ sagde han oplysende. ¨De er stynede,¨ svarede Gudrun.
¨Du er så glad for mad, at du automatisk kører det ind i sproget. Stryhn er leverpostej.
Det hedder stynede,¨ gentog hun. Han rømmede sig lidt usikkert og sagde så:
¨Du Gudrun, når vi er færdige og skal have fælleskaffe, er der nok et dejligt kagebord.
Tror du ikke?¨ ¨Joh,¨ svarede Gudrun. ¨De vestjyder holder meget af kage, men det hjemmebag de plejer at diske op med hører nu ikke ligefrem til mine favoritter. Jeg kan bedre lide det vi får, når vi er på Als.¨ ¨Åh din kagekone,¨ sagde Gudmund lidt løssluppent. ¨Du plejer nok at kunne tage fra, når vi har holdt møde.¨ ¨Er jeg en kagekone, så er du en kagemand,¨ svarede Gudrun lidt spidst. Gudmund tog udfordringen op: ¨Det kan være,
vi får søsterkage… eller sandkage, med alle de klitter de har.¨ ¨Ja, ja¨ svarede Gudrun og fortsatte: ¨Eller klatkager og mudderkager.¨ Nu var Gudmund med, for tiden gik bedre,
når de kunne veksle lidt ord, mens de kørte. Han fortsatte: ¨De serverer nok rævekager eller huskekager ikke at forglemme.¨ Han følte sig inspireret og tilføjede: ¨Og lækager.¨
¨Nej, nu holder du op,¨ svarede Gudrun, ¨ellers må du nok nøjes med kokager og brækager.¨ De lo begge, og Gudmund kunne mærke, at der ikke var mere is, der skulle brydes. Han kunne også mærke på bruset i blodet, at det ville blive en god aften.
Der ville ikke gå kage i det, når han udlagde Ordet, som han havde lært, det skulle udlægges, renset for spekulativ udenomssnak. For djævelen ville være til stede på mødet.
Det var lige så sikkert som amen i kirken, og så gjaldt det om ikke at være for lang i spyttet. Her var Gudrun nyttig.
Gudmund var bevidst på, at placere hende som en slags buffer. Han havde en lille bordlampe som oplyste Gudruns ansigt nedefra, og når han kiggede på hende, kunne han bedre håndtere de tåbelige spørgsmål som uvægerligt kom. For eksempel de sædvanlige: ¨Hvordan kunne Adam og Eva mangfoldiggøre sig, var der alligevel nogle mennesker længere borte, man havde glemt at nævne i skabelsesberetningen, nogle som kunne være nyttige i formeringsprocessen, så der ikke bare var ren indavl? Der manglede da vist ellers også ligesom lidt pigebørn, ikkesandt?¨
Det var frygtelig irriterende, og tordentalen om helvedesilden blev hevet frem, for at lukke munden på de syndige spørgere og lede dem på andre og bedre tanker. HalleLUja.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar