Mine rødder er gode og solide, og jeg er ikke en rod. Man kan måske sige, jeg er forlægger, fordi jeg udgiver utallige blade hvert år. Jeg får mange blomster, og det er ikke bare i overført betydning. Mine blomster bliver til frugter som indeholder kernehuse med frugtbare kerner.
Hver eneste kerne kan blive til et nyt træ som giver mange æbler, og sådan bliver det ved og ved, så længe jeg kan holde mig oprejst. Storme kan vælte mig, mennesker med økser og save kan fælde mig, og jeg kan gå ud, hvis tiden er moden, men ellers bliver jeg, hvor jeg er, og gør det jeg kan og skal, så længe jeg bør.
Mine æbler er gode og sunde og giver næring til mennesker, dyr, fugle, insekter og jord. Mine blade giver ilt, og mine nyudsprungne blomster fryder øjet. Senere bliver de til en lille stjerne på æblet på den modsatte side af stilken.
Nogle spiser af mine frugter, inden de er modne og finder dem sure. Andre venter for længe og finder dem utiltalende. Men jorden elsker dem, uanset hvilket stadie de er på, og laver muld af dem. Så de er altid gode for nogen eller noget, og det er jeg glad for. Det giver mening.
Det eneste som forvirrer mig lidt er, når der bliver podet på mig. Det er udenfor min kontrol og vel også udenfor mit ansvarsområde. Men jeg kan ikke sige mig helt fri for at føle noget alligevel for poderne. Og jeg giver, uden betænkning, næring til dem. Jeg har heller ikke noget valg, og en del af dem falder egentlig godt til.
Når en lille fugl sætter sig på en af mine grene og synger en sang for mig, kan et følsomt menneske se, at jeg smiler. Nogle få, fine sjæle kan også høre og forstå, hvad jeg hvisker til dem. Jeg har noget at fortælle, jeg har meget på hjerte, og det er kun godt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar