tirsdag den 14. august 2012

Grøn er håbets farve.

Jeg kan godt forstå, at urmennesket troede, at himlen var en hvælving som var oven
over os. Gud og evt. guderne boede så højere oppe i en endnu højere beliggende himmel. Det var altid opad eller nedad, når det gjaldt tro, og det gav umiddelbar mening.

Men nu er der vendt op og ned på alting, fordi vi er blevet mere vidende. Gudernes himmel, som beliggende højt oppe over os, giver ingen mening mere, hvis man kender lidt til astrofysik. I det engelske sprog har man garderet sig mod visse primitive misforståelser
ved at kalde den synlige himmel ¨sky¨ og den guddommelige himmel ¨heaven.¨
Det giver bedre mening.

Nogle religioner ser bort fra dette, og mener stadig og stædigt, at visse profeter bogstaveligt talt er steget opad til himmels. Det være sig i ildvogne eller til hest. Måske er det derfor man siger: ¨Vorherre til hest,¨ når man synes, et eller andet er for tåbeligt.

Himmeriges Rige er inden i Eder, står der i Det Nye Testamente, hvilket antyder, at man bør se indad, hvis man søger dette. Det er også mere modent end at kigge opad for at se efter sin gud, for det er himmelflugt, og himmelflugt er umodent. Mange mennesker er grønne og umodne, nogle er fuldmodne, og det er smukt og dejligt.

Men at være overmoden kan sammenlignes med at være overmodig. Det bliver man let,
hvis man kun kan sine hellige skrifter udenad og selvsikkert prædiker ydmyghed med overdrevne, selvudslettende selvhævdelser, for at vise sig selv og andre, at man er helt med på betydningen og lever efter den.

Så er det nok bedre at være grøn. For så længe man er grøn, er der i det mindste håb.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar