der lød som overvejelser over temaerne i henholdsvis, Dengang jeg drog afsted, Amazing Grace og Jyden han er stærk og sej. Lærken, som gik meget højere op og for det meste legede helikopter, kvittevittede uden at sætte kommaer.
Sommeren var på sit højeste, og solen spejlede sig i adskillige regnvejrspytter.
Mælkebøtten diskuterede ophidset med tusindfryden om, hvem der var bedst til at imitere solen.
¨I er ikke så lidt stavnsbundne,¨ sagde mælkebøtten pludselig for at skifte emne.
¨Lige over,¨ svarede tusindfryden.
¨Så har du ikke lagt mærke til de byger af faldskærmssoldater vi sender ud over hele sognet,¨ pralede mælkebøtten. Den følte klart, at slaget var vundet, for det kunne tusindfryden ikke hamle op med.
¨Nu har vi jo ikke værnepligt,¨ svarede tusindfryden,
¨for vi ønsker fred her til lands. Og se så lige hvor ruinerede I ser ud, når I har sendt alle jeres tropper af sted. Kun en stængel med en slukøret top er tilbage. Så er brændenældernes indbyggede hjemmeværn mere værdigt, og samtidig er de både stærke og sunde. Vi er rodfæstede, og vi er smukke uden at virke blærede.¨
En lille dreng greb om mælkebøttens stængel, kneb den over til en passende længde, klemte den lidt i begge ender, satte den for munden og blæste i den. De andre blomster blev betuttede over, den andeagtige lyd der kom ud af det. Det kunne de slet ikke håndtere.
Men hvorfor skulle vi da egentlig også det, tænkte tusindfryden.
¨Hver fugl synger med sit næb,¨ sagde den pludselig. Hoverende og ydmygt på een gang, og samtidig som om den selv havde fundet på de ord.
For det var store og mærkelige ord for en lille blomst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar