En tand for salt.

Ak ja, den kærlighed. Hvad er den for en størrelse?

Som en forelskelse, men samtidig et spadestik dybere?

Den behøver ikke noget objekt, ikke nogen genstand,

for den er enestående. En enestående kærlighed,

som ikke behøver nogen genstand, må være guddommelig.

En duft, en erindring, en musikstrofe, en solstråle og utallige 

andre ting, kan vække den. Nogle prøver at få den op med

en lille genstand, men den vågner uden at pinde ud, hvad

der vækkede den.

Hvis den aldrig forsvinder igen, men tager permanent ophold i

hjertet, er gudinden Anahata vågnet til dåd. Så har man ikke

brug for hjælp mere, men er en af dem der altid kun dyrker

 tilværelsens skønneste muligheder. Man er jordens salt, den

 slags salt som verden har så hårdt brug for og altid sukker

 efter.

En tand for dyr.

Dyr betyder meget for mennesker. Mange spiser dyr, og mange dyr er, for mange mennesker, uspiselige. Grisen, koen, anden og kyllingen f.eks., betragtes af de fleste danskere som yderst spiseegnede, godt tilberedte. Hunde og katte kunne de færreste drømme om at spise.

Set fra en nøgtern synsvinkel er der noget besynderligt ved dette. I Kina spiser man hunde. Jøder og muslimer spiser ikke svinekød. En gennemsnitsdansker holder meget af svinemørbrad, oksemørbrad, hønsekødssuppe, flæskesteg med sprød svær, andesteg med rødkål, og meget, meget andet godt.

Der er en beretning om en mand, som fik serveret koteletter (det var på Grønland) til middag. Da han efter måltidet blev spurgt om, hvordan maden havde bekommet ham, svarede han:

”Udmærket tak. Lækkert.”

Han fik så at vide, at en af de udtjente slædehunde havde lagt koteletter til, og straks efter fór han udenfor og kastede dygtigt op. Det viser, at dyr man spiser med fornøjelse, er dyr man har spist, hvor man er vokset op. Sæler er en lækkerbisken for eskimoer. De ser muligvis for kære og pudsige ud for en del danskere.

Kæledyr er uspiselige! Mon ikke mange hellere ville dø af sult end spise deres kæledyr?

Vi spiser også med følelserne, og en god del af disse følelser er tillærte. Det er ikke vanskeligt at forstå, at man bliver vegetar, hvis man tænker meget over disse ting.

At dette, at spise, er noget følelser er involveret i, ser man tydeligt, når en person pludselig, efter en uheldig meningsudveksling under et måltid, klasker bestikket i bordet, rejser sig brat og styrter væk med et:

”TAK for MAD!”

Mars was a god of war.

Some people express that they want to meet possible inhabitants of other planets. But maybe it should wait until we can manage to come to terms with the differences that exist on this planet. 

Perhaps we hope that the residents of alien planets will help us solve our problems. Maybe we automatically think that they are a kind of gods, or our “older and wiser sisters and brothers.” 

But this might not be a given fact.

Horisonter.

En fisk svømmer i havet og har ikke den ringeste idé om, at der er noget andet end havets eventyrlige og farefuld rige.

En hund, der elsker at plukke en serviet i stykker, ville behandle en tusindlap på samme måde uden at ane noget om dens værdi.

Fugle ser ofte tingene fra oven, men har ikke noget overblik over valutakurserne eller religioners indvirkning på ytringsfriheden.

Folk ved alt, men fisk, hunde og fugle ved også alt, så vidt de ved.

Rigtig rund?

Tegn en cirkel uden passer,
kan du, kan du sikkert masser
andre ting, man virk’lig regner,
så er du en dygtig tegner.
Dog måske kan ingen se det,
glæd dig over, at du ved det!
Når croquis er på menuen,
går du ikke galt i byen,
hvis du deler op i felter,
så modellen ikke vælter.
Det er sikkert dumt at prale,
cirklens egen slut-morale.
Ku’ du ikke få den rund,
sku’ du hel're holde mund.
Blev det hjerte mer’ end hjul,
kan du bruge den til jul.

Korssting.

Man broderer altid på sit livs pudebetræk.
Nogle mønstre går ofte igen og brydes indimellem af grimme,
smukke, spændende eller interessante indslag.
Nogle broderer enkelt og systematisk, andre overbroderer.
Når broderiet er ved at være færdigt, og man ta’r et kig på det,
kan man blive forfærdet, glad, ligeglad eller lykkelig.
Broderiet kan ligne noget, man ikke vil ofre en pude på.
Det kan også være så smukt, at man vælger at indramme det.
Mange aner ikke, at de broderer, og at de engang efterlader et broderi,
som efterkommere vil betragte.
Som pudebetræk eller sofastykke
for at glæde sig over det, blive inspireret af det
eller som skræk og advarsel.
Hvis man i tide forstod, hvad man havde gang i,
ville man måske blive mønsterbryder.
Når den slags broderier er færdige, kan de nok ikke ændres.
På det punkt er de magiske, eller i hvert fald
mønsterbeskyttede.

Nogen på kajen.

Rosa sad og strikkede på nummer to grydelap. Hendes mand, Kaj nippede til sin eftermiddagskaffe. Blandt venner og bekendte blev han kaldt ”Kinabugtens Kaj,” fordi han i sine yngre dage havde sejlet på Østen.

De sad ved siden af hinanden i sofaen. På sofabordet stod en lille bordskål med garnnøgler og strikkepinde, og ved siden af lå den først færdige grydelap. Hver gang Rosa holdt en lille pause og lagde strikketøjet fra sig, strøg hun ubevidst og kærligt hånden hen over den på en udglattende måde.

”Du ville være et hit i Lapland,” sagde Kaj og smilede polisk. Han skævede samtidig skjult til Rosa, for man vidste aldrig med hende. Bevares, hun forstod da meget… men ikke alt, og når hun misforstod noget, som egentlig var venligt ment, kunne hendes reaktion være meget sårende. Så angreb hun i selvforsvar, og det var ikke lige Kajs kop te.

”Vidste du egentlig, at jeg har blåt blod i årene,” prøvede Kaj lidt forsigtigt.

”Dit blod er vel lige så rustrødt som vi andres,” svarede Rosa.

”Nej, nej, nu skal du høre: Da jeg var dreng, kaldte mor altid på mig, når vi skulle spise. Jeg sad nemlig på et trappetrin oppe ved soveværelserne og læste i en drengebog. Deroppe havde jeg lidt fred og ro, så jeg kunne drømme mig ind i historierne, og så var jeg tit så langt inde i handlingen, at det kneb med at komme, straks hun havde kaldt. Hun måtte kalde flere gange, og når jeg så endelig dukkede op, plejede hun at sige:

”Nå, så kunne det passe hertugen at arrivere.”

”Det tager jeg som et vink om mit blå blod,” fortsatte Kaj. ”Hun kunne også hitte på at sige, at jeg ikke behøvede at sidde sådan og trone. Dengang tænkte jeg ikke så meget over det, men nu tror jeg, at hun prøvede at fortælle mig det indirekte, så jeg har nok været en forbyttet royal. Af prins-ipielle grunde vil jeg dog ikke gøre mig til af det, og jeg har jo heller ikke papir på det. Og selvfølgelig er mit blod heller ikke kongeblåt. Det er jo blot en talemåde. Hvis jeg skærer mig, ser jeg da rødt ligesom pøbelen.”

”Man skal høre meget,” sagde Rosa. ”Du har da haft nogle dilemmaer at løse.”

”Ja, min kære rosenknop, det kan du sige, men jeg har nu aldrig ment, at dilemmaer skal løses for enhver pris. Nogle af dem må man lære at leve med, og eksempelvis har små gryder jo også ører. I min tid blev ørerne tit varmede, som man kaldte det, det kunne synge lige så højt i dem, som når man holder en kong-kylie mod dem, og røde blev de oven i handelen. Så følte jeg overhovedet ikke, at jeg sad på min høje hest. Nej, dengang kunne jeg godt have brugt et par af dine grydelapper som øreværn.”

”Hmm, er der flere kammerjunkere ?”