Nogen på kajen.

Rosa sad og strikkede på nummer to grydelap. Hendes mand, Kaj nippede til sin eftermiddagskaffe. Blandt venner og bekendte blev han kaldt ”Kinabugtens Kaj,” fordi han i sine yngre dage havde sejlet på Østen.

De sad ved siden af hinanden i sofaen. På sofabordet stod en lille bordskål med garnnøgler og strikkepinde, og ved siden af lå den først færdige grydelap. Hver gang Rosa holdt en lille pause og lagde strikketøjet fra sig, strøg hun ubevidst og kærligt hånden hen over den på en udglattende måde.

”Du ville være et hit i Lapland,” sagde Kaj og smilede polisk. Han skævede samtidig skjult til Rosa, for man vidste aldrig med hende. Bevares, hun forstod da meget… men ikke alt, og når hun misforstod noget, som egentlig var venligt ment, kunne hendes reaktion være meget sårende. Så angreb hun i selvforsvar, og det var ikke lige Kajs kop te.

”Vidste du egentlig, at jeg har blåt blod i årene,” prøvede Kaj lidt forsigtigt.

”Dit blod er vel lige så rustrødt som vi andres,” svarede Rosa.

”Nej, nej, nu skal du høre: Da jeg var dreng, kaldte mor altid på mig, når vi skulle spise. Jeg sad nemlig på et trappetrin oppe ved soveværelserne og læste i en drengebog. Deroppe havde jeg lidt fred og ro, så jeg kunne drømme mig ind i historierne, og så var jeg tit så langt inde i handlingen, at det kneb med at komme, straks hun havde kaldt. Hun måtte kalde flere gange, og når jeg så endelig dukkede op, plejede hun at sige:

”Nå, så kunne det passe hertugen at arrivere.”

”Det tager jeg som et vink om mit blå blod,” fortsatte Kaj. ”Hun kunne også hitte på at sige, at jeg ikke behøvede at sidde sådan og trone. Dengang tænkte jeg ikke så meget over det, men nu tror jeg, at hun prøvede at fortælle mig det indirekte, så jeg har nok været en forbyttet royal. Af prins-ipielle grunde vil jeg dog ikke gøre mig til af det, og jeg har jo heller ikke papir på det. Og selvfølgelig er mit blod heller ikke kongeblåt. Det er jo blot en talemåde. Hvis jeg skærer mig, ser jeg da rødt ligesom pøbelen.”

”Man skal høre meget,” sagde Rosa. ”Du har da haft nogle dilemmaer at løse.”

”Ja, min kære rosenknop, det kan du sige, men jeg har nu aldrig ment, at dilemmaer skal løses for enhver pris. Nogle af dem må man lære at leve med, og eksempelvis har små gryder jo også ører. I min tid blev ørerne tit varmede, som man kaldte det, det kunne synge lige så højt i dem, som når man holder en kong-kylie mod dem, og røde blev de oven i handelen. Så følte jeg overhovedet ikke, at jeg sad på min høje hest. Nej, dengang kunne jeg godt have brugt et par af dine grydelapper som øreværn.”

”Hmm, er der flere kammerjunkere ?”