Lysbilleder.

Diasshow om fortiden

diasshow om fremtiden

bundet til din navlestreng

med sløjfer af  'lige nu.'

En gavepakke

du kan åbne,

hver gang du får tid.

                 

I den åbnede pakke

er det evige sekund.

Diasshowene er også

enhjørningens vinger

som hindrer udsynet

til nattens stjerneskud,

mens den bringer bud

mellem galakserne.

Lige så hurtigt som tanken

og på samme måde.

Skyhøje forventninger.

Da SkyLine var ung og sky, følte hun sig ofte grå og trist, fordi hun syntes, at alle andre var meget kønnere og klogere end hende. Så mødte hun en ung, flot sky som var yderst opmærksom mod hende og ikke sky overhovedet, og det vendte op og ned på alting. De truende skyer i horisonten forsvandt som dug for solen, og hun svævede på en lyserød sky, så længe det varede, ... for fra den ene dag til den anden, mistede han interessen for hende. Han var faldet for en lille, hvid lammesky, og så var hun pludselig nul og niks igen.

Hun regnede og regnede i et stykke tid, og da hun næsten var løbet tør for regn, mødte hun en sky ved navn Cumulius, som gjorde haneben til hende. Han var både bedre og flottere end hendes første forelskelse, og de levede lykkeligt sammen til deres dages ende.

Dette skal dog kun betragtes som en talemåde, for deres dage er ikke endte endnu. De ser begge frem til efteråret, hvor de har store planer og skyhøje forventninger. For efteråret, og ikke at forglemme sensommeren, er deres højtider, og lige nu er Cumulius på en lille udflugt med sine kammerater, men bare tanken om, at han snart kommer tilbage, får gløden frem i både krop og sjæl, for når løvet bliver gyldent, skal hun stå skybrud, og hans kammerater vil danne store skyformationer, så bryllupsbilledet får stemning.

Men nu regner den lille lammesky, for den blev den lille hvide sky der græd, da kæresten blev jaloux på Cumulius og havde svært ved at koncentrere sig om hendes lamseben mere. Kæresten havde nemlig set SkyLine med Cumulius, og det var mere, end han kunne bære. Minderne vældede frem, og nu syntes han, SkyLine var Alfa og Omega. Han begyndte endda at tage Analoge Asteroider for at svulme og tage sig ud, men han kunne ikke matche Cumulius, som bare var sig selv.

”Om du end pumper dig op, regner eller hagler, kan du godt glemme mig,” sagde SkyLine. ”Min Cumulius og jeg har været bestemte for hinanden siden fortætningens begyndelse, allerede fra dagen vi begyndte at trække op. Så den varme luft, du nu kommer med, skulle du hellere lune din lille lammeskys bristede hjerte med.”

Det var egentlig herfra… eller måske først efter brylluppet, man burde sige: ”Og de levede lykkeligt sammen til deres dages ende.”

Altså SkyLine og Cumulius. De andre to melder historien ikke mere om. Men har man svært ved at slippe dem, kan man digte videre og forme deres skæbner, som man ønsker, hvis man har det bedre med det.

Blødkogt.

”Hvad kom først, anden eller ægget?” Anden kiggede andægtigt og udfordrende på den anden and, mens de padlede fredeligt rundt i andedammen.

”Det er anden gang, du stiller mig det spørgsmål i dag,” svarede den anden and, ”og jeg har ikke fundet svaret endnu. Prøv at spørge en anden and, jeg får ondt i skallen af at spekkedullerere på det.”

”Jeg kunne omformulere spørgsmålet: Hvad kom først, frøene eller blomsterne? Ville det gøre spørgsmålet mere spiseligt for dig?”

”Plask,” sagde det pludselig, og en stor frø landede i vandet lige ved siden af ænderne.

”Jeg kom først,” sagde den og sendte scenevant, virtuost og målrettet, en stråle vand ud af munden. Den ramte præcist den anden and i øjet.

”Frøfrøkenen, som vel egentlig er frue, har ikke taget sig sammen til at springe i endnu. Hvis man vil høste, må man først så, og jeg sår, så og så meget, såsæd hvert år, om jeg så må sige. Jeg kan fortælle jer, at når frøfrøkenen gyder sine guddommelige klumper, og jeg så efterfølgende velsigner dem, kommer der ret hurtigt haletudser ud af det. De ligner små fisk, indtil de når komfrenationsalderen, hvorefter de bliver rigtige frøfrøkener og frømænd som vi andre. Her kan man nemlig ikke, uden videre, skue hunden på hårene, men må have erfaring og skelneevne, hvilket man ikke får fra dag eet, men først eller sidst opnår på den lange bane. Skelneevne kan man bestemt ikke sige med bestemthed, at ænder har, så tag bare mig på ordet… og ikke på lårene. Hæ hæ, det sidste var en vits, hvis I ved, hvad det betyder. Men sjovt er det egentlig ikke. Jeg har vist galgenhumor, for frølår er dragende. Alt for dragende.”

”Men,” fortsatte frøen, ”når frøfrøkenen først har rystet æggene af sig, går der ikke særlig lang tid, før vi ser blomsterne af rigets ungdom, og selv om man måske ikke forstår et kvæk af, hvad der egentlig foregår, er det alligevel sjovest med lidt røre i andedammen og ved bredderne, hvad der så end kom først, hvis såfald ifremt man vil gå i dybden."

”Jeg går gerne og ofte i dybden,” sagde den ene… eller måske den anden and. For som jeg hørte en  gurmæt sige i fjerneren: Stik nu skeen godt ned i fadet. Det er i bunden, det gode ligger. Her i dammen ligger meget af det gode også  på bunden, synes jeg, og jeg kan godt lide, når bunden er nået. Det siger jeg bare af principielle grunde.”

”Jeg har, af princip, ingen principper overhovedet,” kvækkede frømanden. ”Men så er jeg til gengæld så grim, at kun eventyrlystne piger vil kysse mig. Folk bliver tøsefornærmede, ja næsten bitre, hvis nogen synes noget andet, end de selv gør. Hvorfor dog?”

”Måske er det irriterende, hvis det du står for er for uforståligt, eller fordi det potentielt  kunne være bedre, end det du selv har besluttet at gå ind for. Så kan man ikke være rigtig glad og får behov for at nedgøre det, den anden står for.”  Anden rystede vandet af  hovedet og stak et kort øjeblik næbbet helt over på ryggen, som om den var blevet bidt af en vandloppe.

”Men man skal huske på ikke at blive fornærmet over det, for så er man sikkert ikke meget bedre selv. Nå, men jeg tror både på julemanden og storken, og den sidstnævnte er lige gået på vingerne, så jeg smutter.

 Hø hø, det var bare en and, men ha’ nu fortsat… en fortsat god dag.”

Den tomme vase.

Hun havde en grøn buket i sin ene hånd. På hovedet bar hun en hvid, blød, bredskygget sommerhat. Hendes lange, lyse hår vældede yndefuldt ned over de næsten nøgne skuldre. Kun et par tynde, hvide stropper brød skuldrenes nøgenhed og fremhævede den derved, og man konstaterede ubevidst, at hun havde badet i solen sådan lige tilpas. Det fik sikkert også hendes hår til at se lysere ud, end det egentlig var.

Hendes behov for at udtrykke sin uforklarlige længsel havde kaldt hende ud af den svale stue og ind i sommeren. Et øjekast, som strejfede den tomme, hvide vase på det hvide bord, havde givet hende et mål.

Buketten, hun havde udformet, var i ene grønne nuancer. Blomsterne havde hun forbigået denne gang, for det var den stille friskhed, hun havde søgt. Måske havde vasens enkle udtryk inspireret hende, måske lå kimen allerede i hendes sind, men det følte hun intet behov for at vurdere.

Som hun yndefuldt gled op ad trapperne mod døren, var hun en solstråle der havde taget elveragtig form, og ligesom tanker fadede hun melodiøst ud og ind af alle sine udtryk.

Hun bar en grøn buket i hånden, men man genkaldte oplevelsen , som en solbelyst, farverig buket sommerblomster der var gledet op ad trapperne og forsvundet ind bag døren.

Gyldne drømme.

Frihed, sang du, mens du stolt  flashede dine gyldne lænker. Jo, du måtte gerne bære gyldne lænker, det havde du jo også frihed til. Og da du  endelig vågnede, blev dine efterladte lænker allerede pudsede, polerede og vurderede til auktioner på drømmenes gyldne børser. Nu fletter du en blomsterkrans, mens dit ansigt vender mod solen.

Nektarmik.

”Bjerget Meru, som alle ved rager helt ind i himlen, er verdens midtpunkt,” oplyste Parvati de tilstedeværende, med noget der lignede en overbevisende mine. Lakshmi nikkede samtykkende, men man kunne se på både Frigg, Freja, Afrodite og Venus, at de ikke umiddelbart følte sig enige med de indiske gudinder.

Sådan var det vel. Folk som boede nær Himmelbjerget i Jylland, var sikkert også tilbøjelige til at betragte dette sted som verdens midtpunkt. Al den snak om verdens midtpunkt kunne da være reel nok, for når alt kom til alt, var alle steder egnede til at kunne kaldes midtpunkt. Men begyndte man at påstå, at noget var universets midtpunkt, var man på tynd is, og så var tiden inde til at skifte emne, for universet har jo hverken begyndelse, midte eller ende, og hvad der er op eller ned, kan også forekomme lidt tricky, når man vurderer det udefra. Kun når man er landfast, et sted med tyngdekraft, giver op og ned en vis mening.

”Ja, vi kender jo bedst Olympen som…” begyndte Venus, men Afrodite tyssede på hende, for hun vidste af erfaring, at det var en vildmand at komme ind på. Nej, så hellere smide nogle seriøse emner på bordet, for gudinderne kunne diskutere på et højere plan, når blot der var lidt styring på emnerne. Kloge og erfarne var de alle,  og hvis en pennefører havde kunnet stenografere og referere de samtaler der var blevet ført, når de var samlede til  nektarmik, havde der kunnet være mange reolmeter læsestof af højeste kvalitet at give sig i kast med.

”Hvad er mest værdifuldt, kærlighed eller forelskelse,” udbrød Freja lidt hektisk, og hermed ramte hun et emne som uden besvær fik fodfæste i alles sind.

”Forelskelsen er det skønneste jeg ved, tror jeg,” udbrød Lakshmi. ”For kærligheden starter jo her, og det er også her kimen til slægternes videreførelse bliver lagt. Fornuften bliver sat ud af spillet, og de forelskede er overlykkelige.”

”Good point,” svarede Afrodite, ”men glem ikke, at kærligheden varer længst, fordi kærlighed ingen grænser kender og ingen alder har. Kærlighed er evig, forelskelse er forbigående.”

Frigg spyttede nogle kerner sideværts ud, fra de vindruer hun sad og nød og gav sit erfarne besyv med: ”Kærligheden er den muld som forelskelsens blomster gror i. Derfor må kærligheden siges at være størst.”

”Taler vi  nu lige om almindelig kærlighed eller den evige af slagsen,” spurgte Parvati, som også blev kaldt Durga og en sjælden gang, Kali. Kali brød hun sig ikke så godt om at blive kaldt mere, for det kaldte uhåndterlige minder frem om frygtelige menneskeofringer, og selv om det var mange år siden, den slags var hverdag, kunne det godt svie, når man faldt hen i minderne. Hun kompenserede lidt overivrigt, ved at snakke op ad døre og ned ad stolper, hvis man kom for tæt på denne gren af fortiden, og derfor opførte hun sig efterhånden, så folk betragtede hende som ekstrovert, selv om hun inderst inde var helt og aldeles introvert.

”Både og,” kom det hurtigt fra Frigg. ”Men lad os gå til kernen, bløde den lidt op og så den i god og sund muld. For om det er det ene eller det andet, er det altid startet med en kerne af en slags.”

”Sandt nok, Frigg,” sagde Freja. ”Når du spytter kerner sideværts ud, vokser mange fine ting op, og så kan man før eller siden høste, som man har forstand til. Hvis du ikke havde øvet dig, i så mange æoner, på at hvisle kernerne ud, præcist hvor du vil have dem, havde der sikkert ikke engang været noget der hed Paradisets Have, hvorfra alle slægter jo er udgået. Der ville ikke være nogen som kunne få kærligheden at føle, og så var den pot ude ... i hampen.” 

Øjenåbner.

 To drosler, Ejnar og Niller, sad på en bøgekvist, Ejnar, med tommelfingeren i øjet.

”Det virker lidt akavet,” sagde Niller. 

”Hvad virker akavet?”

”Jo, at du sidder her på denne smukke bøgekvist højt, højt oppe i den klare luft, hævet over verdens vrimmel, og så begrænser du dit udsyn som en anden sørøver med klap for det ene øje.”

”Nåh ja, det kan du sige, men jeg lider af højdeskræk, og så hjælper det at lukke lidt af.”

”Du kan da ikke flyve med en tommelfinger i øjet, for man skal bruge begge arme for at holde sig på vingerne.”

”Det er jo lige det. Jeg skal ikke ud på den galej, det tør jeg simpelthen ikke. Tænk om vingerne svigtede, så jeg faldt ned. Uha, bare tanken.”

Lidt længere henne i et nabotræ sad en yndig drosselinde. Hun glippede så forførende med øjnene, at både Ejnar og Niller følte sig foruroligede.

”Hold kæft, hvor er hun smuk,” udbrød Niller.

”Ja, det kan jeg  godt se, selv med eet øje.”

”Så få da fingeren ud, ellers glor hun kun på dig.”

Men Ejnar var for bange til at ignorere sin frygt for højder, så fingeren blev, hvor den var.

Nede i bregnerne, under træerne, lå Amor og småblundede. Han havde fulgt lidt med i droslernes samtale, og  nu listede et stille smil sig frem på hans læber. Han greb sin bue, lagde en særlig pil på og skød den præcist ind i Ejnars hjerte. Det ændrede lynhurtigt Ejnars sindstilstand, og pludselig havde han frit udsyn, for han strakte sine vinger og brød ud i sang. Ikke at han var særlig god til at synge, men ”It’s now or never” kendte han dog teksten til.

Man kunne både se og høre på ham, at han ikke havde den ringeste ide om, hvor upassende det egentlig både lød og tog sig ud, men han var så henført, at han fortsatte med at synge, mens han drattede ned af bøgekvisten. ”Come hold me tight Kiss me my darling Be mine toni…”

Lidt efter lå han i græsset ved bregnerne, uden at røre en finger og med begge øjne lukkede. Stendød.

Men selv om han aldrig fik lært at flyve og var elendig til at synge, døde han i en stor lykkerus, og det er vel ikke så ringe endda.

Amor blev lidt usikker på, om han havde spændt buen for hårdt. Selv om han kunne styre mangt et hjerte med sine våben, burde han tænke sig om og stikke en finger i jorden, før han skød på én som sad med tommelfingeren i øjet.

”Jeg var vist for arrogant, eller skulle man sige, arrowgant,” tænkte han.

Herved blev droslens lyksalige endeligt kategoriseret som øjenåbner.