Nektarmik.

”Bjerget Meru, som alle ved rager helt ind i himlen, er verdens midtpunkt,” oplyste Parvati de tilstedeværende, med noget der lignede en overbevisende mine. Lakshmi nikkede samtykkende, men man kunne se på både Frigg, Freja, Afrodite og Venus, at de ikke umiddelbart følte sig enige med de indiske gudinder.

Sådan var det vel. Folk som boede nær Himmelbjerget i Jylland, var sikkert også tilbøjelige til at betragte dette sted som verdens midtpunkt. Al den snak om verdens midtpunkt kunne da være reel nok, for når alt kom til alt, var alle steder egnede til at kunne kaldes midtpunkt. Men begyndte man at påstå, at noget var universets midtpunkt, var man på tynd is, og så var tiden inde til at skifte emne, for universet har jo hverken begyndelse, midte eller ende, og hvad der er op eller ned, kan også forekomme lidt tricky, når man vurderer det udefra. Kun når man er landfast, et sted med tyngdekraft, giver op og ned en vis mening.

”Ja, vi kender jo bedst Olympen som…” begyndte Venus, men Afrodite tyssede på hende, for hun vidste af erfaring, at det var en vildmand at komme ind på. Nej, så hellere smide nogle seriøse emner på bordet, for gudinderne kunne diskutere på et højere plan, når blot der var lidt styring på emnerne. Kloge og erfarne var de alle,  og hvis en pennefører havde kunnet stenografere og referere de samtaler der var blevet ført, når de var samlede til  nektarmik, havde der kunnet være mange reolmeter læsestof af højeste kvalitet at give sig i kast med.

”Hvad er mest værdifuldt, kærlighed eller forelskelse,” udbrød Freja lidt hektisk, og hermed ramte hun et emne som uden besvær fik fodfæste i alles sind.

”Forelskelsen er det skønneste jeg ved, tror jeg,” udbrød Lakshmi. ”For kærligheden starter jo her, og det er også her kimen til slægternes videreførelse bliver lagt. Fornuften bliver sat ud af spillet, og de forelskede er overlykkelige.”

”Good point,” svarede Afrodite, ”men glem ikke, at kærligheden varer længst, fordi kærlighed ingen grænser kender og ingen alder har. Kærlighed er evig, forelskelse er forbigående.”

Frigg spyttede nogle kerner sideværts ud, fra de vindruer hun sad og nød og gav sit erfarne besyv med: ”Kærligheden er den muld som forelskelsens blomster gror i. Derfor må kærligheden siges at være størst.”

”Taler vi  nu lige om almindelig kærlighed eller den evige af slagsen,” spurgte Parvati, som også blev kaldt Durga og en sjælden gang, Kali. Kali brød hun sig ikke så godt om at blive kaldt mere, for det kaldte uhåndterlige minder frem om frygtelige menneskeofringer, og selv om det var mange år siden, den slags var hverdag, kunne det godt svie, når man faldt hen i minderne. Hun kompenserede lidt overivrigt, ved at snakke op ad døre og ned ad stolper, hvis man kom for tæt på denne gren af fortiden, og derfor opførte hun sig efterhånden, så folk betragtede hende som ekstrovert, selv om hun inderst inde var helt og aldeles introvert.

”Både og,” kom det hurtigt fra Frigg. ”Men lad os gå til kernen, bløde den lidt op og så den i god og sund muld. For om det er det ene eller det andet, er det altid startet med en kerne af en slags.”

”Sandt nok, Frigg,” sagde Freja. ”Når du spytter kerner sideværts ud, vokser mange fine ting op, og så kan man før eller siden høste, som man har forstand til. Hvis du ikke havde øvet dig, i så mange æoner, på at hvisle kernerne ud, præcist hvor du vil have dem, havde der sikkert ikke engang været noget der hed Paradisets Have, hvorfra alle slægter jo er udgået. Der ville ikke være nogen som kunne få kærligheden at føle, og så var den pot ude ... i hampen.”