Hun havde en grøn buket i sin ene hånd. På hovedet bar hun en hvid, blød, bredskygget sommerhat. Hendes lange, lyse hår vældede yndefuldt ned over de næsten nøgne skuldre. Kun et par tynde, hvide stropper brød skuldrenes nøgenhed og fremhævede den derved, og man konstaterede ubevidst, at hun havde badet i solen sådan lige tilpas. Det fik sikkert også hendes hår til at se lysere ud, end det egentlig var.
Hendes behov for at udtrykke sin uforklarlige længsel havde kaldt hende ud af den svale stue og ind i sommeren. Et øjekast, som strejfede den tomme, hvide vase på det hvide bord, havde givet hende et mål.
Buketten, hun havde udformet, var i ene grønne nuancer. Blomsterne havde hun forbigået denne gang, for det var den stille friskhed, hun havde søgt. Måske havde vasens enkle udtryk inspireret hende, måske lå kimen allerede i hendes sind, men det følte hun intet behov for at vurdere.
Som hun yndefuldt gled op ad trapperne mod døren, var hun en solstråle der havde taget elveragtig form, og ligesom tanker fadede hun melodiøst ud og ind af alle sine udtryk.
Hun bar en grøn buket i hånden, men man genkaldte oplevelsen , som en solbelyst, farverig buket sommerblomster der var gledet op ad trapperne og forsvundet ind bag døren.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar