Øjenåbner.

 To drosler, Ejnar og Niller, sad på en bøgekvist, Ejnar, med tommelfingeren i øjet.

”Det virker lidt akavet,” sagde Niller. 

”Hvad virker akavet?”

”Jo, at du sidder her på denne smukke bøgekvist højt, højt oppe i den klare luft, hævet over verdens vrimmel, og så begrænser du dit udsyn som en anden sørøver med klap for det ene øje.”

”Nåh ja, det kan du sige, men jeg lider af højdeskræk, og så hjælper det at lukke lidt af.”

”Du kan da ikke flyve med en tommelfinger i øjet, for man skal bruge begge arme for at holde sig på vingerne.”

”Det er jo lige det. Jeg skal ikke ud på den galej, det tør jeg simpelthen ikke. Tænk om vingerne svigtede, så jeg faldt ned. Uha, bare tanken.”

Lidt længere henne i et nabotræ sad en yndig drosselinde. Hun glippede så forførende med øjnene, at både Ejnar og Niller følte sig foruroligede.

”Hold kæft, hvor er hun smuk,” udbrød Niller.

”Ja, det kan jeg  godt se, selv med eet øje.”

”Så få da fingeren ud, ellers glor hun kun på dig.”

Men Ejnar var for bange til at ignorere sin frygt for højder, så fingeren blev, hvor den var.

Nede i bregnerne, under træerne, lå Amor og småblundede. Han havde fulgt lidt med i droslernes samtale, og  nu listede et stille smil sig frem på hans læber. Han greb sin bue, lagde en særlig pil på og skød den præcist ind i Ejnars hjerte. Det ændrede lynhurtigt Ejnars sindstilstand, og pludselig havde han frit udsyn, for han strakte sine vinger og brød ud i sang. Ikke at han var særlig god til at synge, men ”It’s now or never” kendte han dog teksten til.

Man kunne både se og høre på ham, at han ikke havde den ringeste ide om, hvor upassende det egentlig både lød og tog sig ud, men han var så henført, at han fortsatte med at synge, mens han drattede ned af bøgekvisten. ”Come hold me tight Kiss me my darling Be mine toni…”

Lidt efter lå han i græsset ved bregnerne, uden at røre en finger og med begge øjne lukkede. Stendød.

Men selv om han aldrig fik lært at flyve og var elendig til at synge, døde han i en stor lykkerus, og det er vel ikke så ringe endda.

Amor blev lidt usikker på, om han havde spændt buen for hårdt. Selv om han kunne styre mangt et hjerte med sine våben, burde han tænke sig om og stikke en finger i jorden, før han skød på én som sad med tommelfingeren i øjet.

”Jeg var vist for arrogant, eller skulle man sige, arrowgant,” tænkte han.

Herved blev droslens lyksalige endeligt kategoriseret som øjenåbner.