Skyhøje forventninger.

Da SkyLine var ung og sky, følte hun sig ofte grå og trist, fordi hun syntes, at alle andre var meget kønnere og klogere end hende. Så mødte hun en ung, flot sky som var yderst opmærksom mod hende og ikke sky overhovedet, og det vendte op og ned på alting. De truende skyer i horisonten forsvandt som dug for solen, og hun svævede på en lyserød sky, så længe det varede, ... for fra den ene dag til den anden, mistede han interessen for hende. Han var faldet for en lille, hvid lammesky, og så var hun pludselig nul og niks igen.

Hun regnede og regnede i et stykke tid, og da hun næsten var løbet tør for regn, mødte hun en sky ved navn Cumulius, som gjorde haneben til hende. Han var både bedre og flottere end hendes første forelskelse, og de levede lykkeligt sammen til deres dages ende.

Dette skal dog kun betragtes som en talemåde, for deres dage er ikke endte endnu. De ser begge frem til efteråret, hvor de har store planer og skyhøje forventninger. For efteråret, og ikke at forglemme sensommeren, er deres højtider, og lige nu er Cumulius på en lille udflugt med sine kammerater, men bare tanken om, at han snart kommer tilbage, får gløden frem i både krop og sjæl, for når løvet bliver gyldent, skal hun stå skybrud, og hans kammerater vil danne store skyformationer, så bryllupsbilledet får stemning.

Men nu regner den lille lammesky, for den blev den lille hvide sky der græd, da kæresten blev jaloux på Cumulius og havde svært ved at koncentrere sig om hendes lamseben mere. Kæresten havde nemlig set SkyLine med Cumulius, og det var mere, end han kunne bære. Minderne vældede frem, og nu syntes han, SkyLine var Alfa og Omega. Han begyndte endda at tage Analoge Asteroider for at svulme og tage sig ud, men han kunne ikke matche Cumulius, som bare var sig selv.

”Om du end pumper dig op, regner eller hagler, kan du godt glemme mig,” sagde SkyLine. ”Min Cumulius og jeg har været bestemte for hinanden siden fortætningens begyndelse, allerede fra dagen vi begyndte at trække op. Så den varme luft, du nu kommer med, skulle du hellere lune din lille lammeskys bristede hjerte med.”

Det var egentlig herfra… eller måske først efter brylluppet, man burde sige: ”Og de levede lykkeligt sammen til deres dages ende.”

Altså SkyLine og Cumulius. De andre to melder historien ikke mere om. Men har man svært ved at slippe dem, kan man digte videre og forme deres skæbner, som man ønsker, hvis man har det bedre med det.