Blødkogt.

”Hvad kom først, anden eller ægget?” Anden kiggede andægtigt og udfordrende på den anden and, mens de padlede fredeligt rundt i andedammen.

”Det er anden gang, du stiller mig det spørgsmål i dag,” svarede den anden and, ”og jeg har ikke fundet svaret endnu. Prøv at spørge en anden and, jeg får ondt i skallen af at spekkedullerere på det.”

”Jeg kunne omformulere spørgsmålet: Hvad kom først, frøene eller blomsterne? Ville det gøre spørgsmålet mere spiseligt for dig?”

”Plask,” sagde det pludselig, og en stor frø landede i vandet lige ved siden af ænderne.

”Jeg kom først,” sagde den og sendte scenevant, virtuost og målrettet, en stråle vand ud af munden. Den ramte præcist den anden and i øjet.

”Frøfrøkenen, som vel egentlig er frue, har ikke taget sig sammen til at springe i endnu. Hvis man vil høste, må man først så, og jeg sår, så og så meget, såsæd hvert år, om jeg så må sige. Jeg kan fortælle jer, at når frøfrøkenen gyder sine guddommelige klumper, og jeg så efterfølgende velsigner dem, kommer der ret hurtigt haletudser ud af det. De ligner små fisk, indtil de når komfrenationsalderen, hvorefter de bliver rigtige frøfrøkener og frømænd som vi andre. Her kan man nemlig ikke, uden videre, skue hunden på hårene, men må have erfaring og skelneevne, hvilket man ikke får fra dag eet, men først eller sidst opnår på den lange bane. Skelneevne kan man bestemt ikke sige med bestemthed, at ænder har, så tag bare mig på ordet… og ikke på lårene. Hæ hæ, det sidste var en vits, hvis I ved, hvad det betyder. Men sjovt er det egentlig ikke. Jeg har vist galgenhumor, for frølår er dragende. Alt for dragende.”

”Men,” fortsatte frøen, ”når frøfrøkenen først har rystet æggene af sig, går der ikke særlig lang tid, før vi ser blomsterne af rigets ungdom, og selv om man måske ikke forstår et kvæk af, hvad der egentlig foregår, er det alligevel sjovest med lidt røre i andedammen og ved bredderne, hvad der så end kom først, hvis såfald ifremt man vil gå i dybden."

”Jeg går gerne og ofte i dybden,” sagde den ene… eller måske den anden and. For som jeg hørte en  gurmæt sige i fjerneren: Stik nu skeen godt ned i fadet. Det er i bunden, det gode ligger. Her i dammen ligger meget af det gode også  på bunden, synes jeg, og jeg kan godt lide, når bunden er nået. Det siger jeg bare af principielle grunde.”

”Jeg har, af princip, ingen principper overhovedet,” kvækkede frømanden. ”Men så er jeg til gengæld så grim, at kun eventyrlystne piger vil kysse mig. Folk bliver tøsefornærmede, ja næsten bitre, hvis nogen synes noget andet, end de selv gør. Hvorfor dog?”

”Måske er det irriterende, hvis det du står for er for uforståligt, eller fordi det potentielt  kunne være bedre, end det du selv har besluttet at gå ind for. Så kan man ikke være rigtig glad og får behov for at nedgøre det, den anden står for.”  Anden rystede vandet af  hovedet og stak et kort øjeblik næbbet helt over på ryggen, som om den var blevet bidt af en vandloppe.

”Men man skal huske på ikke at blive fornærmet over det, for så er man sikkert ikke meget bedre selv. Nå, men jeg tror både på julemanden og storken, og den sidstnævnte er lige gået på vingerne, så jeg smutter.

 Hø hø, det var bare en and, men ha’ nu fortsat… en fortsat god dag.”