Rundt og sundt.

Himlen er sort måske også blå
når der er måne og stjerner derpå.
Solen er borte for vi drejer rundt
det er måske fordi det er sundt.
Jorden er rund og helt uden kanter
iskolde poler som mindst kræver vanter.
Solen har rytme og kender sin dans
snart er den her snart udenlands.
Den drejer smukt og holder takten
det hører nemlig med til vagten.
Den har rutine og passer sit job
når morgenen gryr står den jo op.

Men solen står stille mens jorden drejer
guderne driller mon bare de leger?
Hvad der er op og hvad der er ned
det er der ikke så mange der ved.
Og alle gik nok bare rundt og skranted'
hvis intet var rundt fordi det var kantet.

Ærteblomster.

Jeg er kommet ret langt, tænkte ærten, som stadig sad på sin pind i ærtebælgens lukkede afdeling.

Her sidder vi på rad og række og ænser knap nok hinanden, men jeg har læst, at jeg er fuldkommen, og at det eneste som gør, at jeg ikke føler det, er at jeg tvivler på det. Det er nu også svært at betragte sig selv som fuldkommen og fri, når man sidder her, og gnubber sig op ad en lille grønært, med dette udefinerbare udtryk i ansigtet, som gør mig ganske blød og giver en sød rislen i hjertet. Jeg elsker søde ærter, og man kan tidsnok blive som gule ærter, hvis man ikke holder vejen, til eventyrenes riger, ryddelig. Men, for mit eget vedkommende, er håbet stadig lysegrønt.

Jeg sidder her i bælg-mørke men har dog set lysende grønne lys i glimt, og hvis jeg ønskede noget andet, var jeg jo ikke fri, hvilket jeg altså skulle være, hvis jeg turde tro, jeg var det. Hmmm, ja men så Halleluja da, som man siger.

Jeg hørte for nylig om en prinsesse som skulle prøveligge én af os under en stabel madrasser. Sådan en ærterisk historie kan man blive både gul og grøn af misundelse over ikke selv at have oplevet i virkeligheden, men jeg kalder det alligevel virkelighedsflugt …på sæt og vis.

De eventyrfortællere holder sammen som ærtehalm og glemmer det virkelige. Jeg ved, at jeg er, og jeg er, dybest set, hverken bundet af stilke eller fordomme i øvrigt. Jeg har hørt tale om en verden udenfor, men hvad er udenfor? Sikken fantasi. Min mor og far, som er i himlen, R.I.P., mødte jeg i en drøm engang, og da sagde de sigende til mig:

”Her er mor og far from heaven.”

Jo, tro har man da lov at ha’, tror jeg. Min tro, vil jeg tro, har jeg haft siden min grønneste ungdom, og den kan ingen ærte mig med eller pille af mig.

En dreng fik øje på den svulmende ærtebælg, løsnede den forsigtigt fra stilken og gav den et håndteringsvant tryk på over og underside, så den åbnede med et smæld. Lyset strømmede ind, og idet ærten gled ind i drengens mund, tænkte den:

”Så blev jeg alligevel fri og fik set lyset.”

Før søndagen.

Der er ikke så meget solskin at misse mod for tiden, men derfor behøver man ikke at miste modet. Om natten er der jo måneskin, og månen afslører mere og mere af sig selv. For månen har åbnet en god flaske stjernecider, og de som kender til det, ved at stjernecider ikke er helt appelsinfri. Nu på søndag er en god dag, så er månen nemlig fuld. Den varmer anstændigt op, for den kan ikke lide at pøledrikke.

Fuld som en allike og storsmilende trækker og trækker den i alt det vand, der er inden for rækkevidde, og mange føler derfor, at safterne stiger, mens atter andre får svip.

Efter rusen kommer tømmermændene, og månen trækker sig lige så stille tilbage, måske lidt mere ydmyg end før. Den slår i hvert fald ikke på tromme. Mens den blev gradvist fuld, kunne der godt være lidt ”her kommer jeg” over den. Men det er helt væk i ”evalueringsperioden.”

Solen holder øje med månen. Den føler sig forpligtet til at tage sig af den og kaste lys over den, og det har den gjort, så længe den husker. Den har også andre planer og planeter at tage vare på, for selv om den har en central position, tager den sig også af udkantsområderne.

Den har et stort ansvar og et enormt overblik, men det forhindrer den ikke i at være lidt forfængelig. Den ved udmærket, at der er et sted i Danmark, hvor man er særligt afhængig af den og hylder den med andagt. Specifikt er det i forbindelse med røgede sild, rå æggeblommer og rå løg på rugbrød.

Kilden.

Ved foden af bjerget var et drikketrug. Hestene, som gik frit omkring på den indhegnede eng, drak af det. Det løb altid over, fordi vandforsyningen var en naturlig kilde som udsprang fra bjergets side. Vandet piblede gennem græsset og løb direkte ned i truget. Der flød blade, blomster, insekter, en druknet mus og andet på overfladen. Alt sammen i konstant, doven bevægelse på grund af den evige vandtilførsel. Engen var frodig, og om sommeren fyldt med glinsende, gule engblommer og andre blomster. Der var mange viber, mågefugle og lærker, og opholdt man sig nær truget, fik man snart øje på en våd frø. Mærkeligt nok, så man aldrig en stork. Betingelserne var ellers til stede. Man så ofte en klynge gråspurve og nogle solsorte, der anvendte truget som badeanstalt. De nød at puste sig op og stritte vand på hinanden, mens de konstant hilste og nikkede høfligt imødekommende. Børnene drak direkte fra kildeudspringet, når de var tørstige. Selv på en varm sommerdag var vandet koldt og forfriskende. Det var en tid, hvor tiden selv ikke havde i sinde at gå af lave. Mens børnene lå der med bare knæ i det fugtige græs og formede hænderne, så vandet kunne flyde til munden og videre ned ad kinderne og hagen, følte de det ikke spor forjættende. Bare ganske almindeligt og naturligt. Men at få besøg af slægtninge fra storbyerne var forjættende. Deres finere tøj og deres anderledes dufte, deres skødesløse forhold til penge og den deraf følgende mulighed for at score en sodavandsis, en isbåd eller en købekage fra bageren, det var kærkomne indslag i børnenes økologiske hverdag. Mange år senere er stedet endnu genkendeligt, omend lidt fremmedgjort. Vejene og stierne har fået navne, sommerhuse har afløst hestene og engblommerne, og viberne er et særsyn. Byen har ændret udseende på grund af flotte restaureringer og nye, velbyggede helårshuse, og  den gamle bro over fjorden, med de rødmalede jerngelændre, er væk. Det samme er alle butikkerne. Der var nok ikke penge, eller ikke penge nok, i forholdene, som de var.

Blide skygger.

Novembermørket lokker stjernerne frem, og månen sprayer blide skygger bag alle, som betragter den.

Tid er tanker, og i mellemtiden glemmer man let, at man selv er rollemodel i sit eget rollespil, som teatret lader tæppet gå for døgnet rundt. Det opfører mange af gudinderne,Thalias og Melpomenes, ofte surrealistiske, komiske eller hjertegribende stykker, som hverken skuespillere eller publikum egentlig begriber. For de er lige så subtile som erindringen af sommerens blomsterdufte, og det ”noget” der var, og måske stadig er, i luften.

De smiler forførende, bag de æteriske, silkeagtige slør de bærer, for at skjule, at de selv er vævet af selvsamme silke, der er som spundet lige ud af morild, nordlys og kornmod. De ser vore tankebilleder, men tillader os alligevel frimodigt at rive slørene bort.

De er, og bliver dog, uberørte af menneskehænder, men er kun en tanke væk.

Lys i lys.

I visse religioner, i spirituelle tekster og i den højere filosofi tales der om et lys der er hævet over både lys og mørke. Normalt tænker man på lys og mørke, som fænomener der er afgørende for liv. Ved nærmere eftertanke ser man, at lys og mørke ikke betinger liv, men tilværelse og livsformer. Livets lys (bevidstheden) gør os i stand til at erkende lys og mørke. Uden denne erkendelse er der ingen af delene.

Så verdens lys er ikke solen, men det som er bevidst om solen.

Det er ikke øjnene som er bevidste om solen, men det som anvender øjnene. Det er heller ikke hjernen, men det som anvender hjernen. Den individuelle bevidsthed er et sekundært stadium af verdens egentlige lys. 

Det handler om det mest selvfølgelige og mest mystiske i tilværelsen.

Light of the world

Wise people, spiritual leaders, talking about a light, as being superior both light and darkness.

Usually we think of light and darkness as crucial phenomenons for life.

But that is maybe not the case.

Life itself might not being depending of light and darkness, but the existence of life forms are.

The light of life (consciousness) enables us to perceive light and darkness.

Without this, no light or darkness is.

Consequently the light of the world is not the sun, but "that" being conscious of the sun.

It is not the eyes that are aware of the sun, but the consciousness which is applying the eyes. Nor is the brain, but the user of the brain.

The individual consciousness is said to be a secondary stage of the superior light. Then the superior light is both the absolute most obvious, the most neglected and therefore appears to be the most mysterious, in life.

De tre stemmegafler.

Han havde sat sig godt til rette i sin røde, komfortable stol, som han brugte, når han forsøgte at tænke seriøse tanker. Han mente, han burde gøre dette, med jævne mellemrum, for at opdrage sig selv til smuk modenhed. Og meditation havde også mange gode sideeffekter. Det var dog ikke den letteste sag af verden, for tankerne var ret selvstændige, og lykkedes det ham at få nogenlunde hold på dem, var det vanskeligt at undgå at falde i søvn. Så der var noget at arbejde med, og det var jo også hele ideen i dette, at sætte sig i den røde, seriøse stol.

En dag var følelserne noget kaotiske, fordi han ikke kunne regne ud, hvordan han burde forholde sig til nogle forskellige sager, som vi ikke behøver at komme nærmere ind på her. Han tænkte, at et ophold i stolen måske kunne hjælpe, og satte sig godt til rette. Først gennemgik han nogle trin, han havde læst sig til kunne vejlede tankerne og spore dem i en formålstjenlig retning, mens han samtidig slappede de forskellige legemsdele af.

Det gik lidt "så som så," men efter et kvarters tid, skete der noget, han først fik en vis forståelse for senere. Tre Muser havde nemlig iagttaget hans følelsesvirvar. Der var en vis smerte involveret, og det kunne de ikke undgå at bemærke, så de besluttede at træde hjælpende til. De iførte sig deres fine hårpynt og greb hver sin stemmegaffel. For nu skulle der handles.

Han bemærkede ikke de tre Musers ankomst. Dels sad han med øjnene lukkede, og dels vibrerede de med en anden hastighed så kun mennesker, med det tredje øje åbent, kunne se dem. Derfor opdagede han heller ikke, hvad der ramte ham, men konsekvenserne af det fik han at føle, hvilket også var hensigten i denne sag.

Den ene Muse slog sin stemmegaffel an, og straks begyndte vibrationerne at forplante sig i hele hans krop, så han følte en vidunderlig fred, der bredte sig ud over alle grænser.

Så slog den anden Muse sin stemmegaffel an, og nu pulserede det fineste, mentale lys frem fra hans indre, i bølger som blev ved og ved. Nærmest som ringe i vandet, der konstant blev holdt i gang, som om centrum for bølgerne var i kog. Han kunne ikke have det bedre, end han havde nu, følte han, og sendte sin røde stol, med den støttende lændepude, en kærlig tanke.

Pludselig følte han en svag magnetisme mellem øjnene, lidt oppe i panden, og i et glimt anede han de tre smukke Muser. Han bemærkede, at de kun var iklædt hårpynt, og følte sig hensat til Paradis, Nirvana og Shangri-La på samme tid.

Nu slog den tredje Muse sin stemmegaffel an, og hans tanker og forestillinger faldt helt til ro, mens hagen faldt ned på brystet. Denne stemmegaffel var også magisk, men den anslog A-tonen, på et højere niveau, og som Musen, der førte den, siden sagde:

”Den hjælper altid til med at holde kammertonen.”