De tre stemmegafler.

Han havde sat sig godt til rette i sin røde, komfortable stol, som han brugte, når han forsøgte at tænke seriøse tanker. Han mente, han burde gøre dette, med jævne mellemrum, for at opdrage sig selv til smuk modenhed. Og meditation havde også mange gode sideeffekter. Det var dog ikke den letteste sag af verden, for tankerne var ret selvstændige, og lykkedes det ham at få nogenlunde hold på dem, var det vanskeligt at undgå at falde i søvn. Så der var noget at arbejde med, og det var jo også hele ideen i dette, at sætte sig i den røde, seriøse stol.

En dag var følelserne noget kaotiske, fordi han ikke kunne regne ud, hvordan han burde forholde sig til nogle forskellige sager, som vi ikke behøver at komme nærmere ind på her. Han tænkte, at et ophold i stolen måske kunne hjælpe, og satte sig godt til rette. Først gennemgik han nogle trin, han havde læst sig til kunne vejlede tankerne og spore dem i en formålstjenlig retning, mens han samtidig slappede de forskellige legemsdele af.

Det gik lidt "så som så," men efter et kvarters tid, skete der noget, han først fik en vis forståelse for senere. Tre Muser havde nemlig iagttaget hans følelsesvirvar. Der var en vis smerte involveret, og det kunne de ikke undgå at bemærke, så de besluttede at træde hjælpende til. De iførte sig deres fine hårpynt og greb hver sin stemmegaffel. For nu skulle der handles.

Han bemærkede ikke de tre Musers ankomst. Dels sad han med øjnene lukkede, og dels vibrerede de med en anden hastighed så kun mennesker, med det tredje øje åbent, kunne se dem. Derfor opdagede han heller ikke, hvad der ramte ham, men konsekvenserne af det fik han at føle, hvilket også var hensigten i denne sag.

Den ene Muse slog sin stemmegaffel an, og straks begyndte vibrationerne at forplante sig i hele hans krop, så han følte en vidunderlig fred, der bredte sig ud over alle grænser.

Så slog den anden Muse sin stemmegaffel an, og nu pulserede det fineste, mentale lys frem fra hans indre, i bølger som blev ved og ved. Nærmest som ringe i vandet, der konstant blev holdt i gang, som om centrum for bølgerne var i kog. Han kunne ikke have det bedre, end han havde nu, følte han, og sendte sin røde stol, med den støttende lændepude, en kærlig tanke.

Pludselig følte han en svag magnetisme mellem øjnene, lidt oppe i panden, og i et glimt anede han de tre smukke Muser. Han bemærkede, at de kun var iklædt hårpynt, og følte sig hensat til Paradis, Nirvana og Shangri-La på samme tid.

Nu slog den tredje Muse sin stemmegaffel an, og hans tanker og forestillinger faldt helt til ro, mens hagen faldt ned på brystet. Denne stemmegaffel var også magisk, men den anslog A-tonen, på et højere niveau, og som Musen, der førte den, siden sagde:

”Den hjælper altid til med at holde kammertonen.”