Kilden.

Ved foden af bjerget var et drikketrug. Hestene, som gik frit omkring på den indhegnede eng, drak af det. Det løb altid over, fordi vandforsyningen var en naturlig kilde som udsprang fra bjergets side. Vandet piblede gennem græsset og løb direkte ned i truget. Der flød blade, blomster, insekter, en druknet mus og andet på overfladen. Alt sammen i konstant, doven bevægelse på grund af den evige vandtilførsel. Engen var frodig, og om sommeren fyldt med glinsende, gule engblommer og andre blomster. Der var mange viber, mågefugle og lærker, og opholdt man sig nær truget, fik man snart øje på en våd frø. Mærkeligt nok, så man aldrig en stork. Betingelserne var ellers til stede. Man så ofte en klynge gråspurve og nogle solsorte, der anvendte truget som badeanstalt. De nød at puste sig op og stritte vand på hinanden, mens de konstant hilste og nikkede høfligt imødekommende. Børnene drak direkte fra kildeudspringet, når de var tørstige. Selv på en varm sommerdag var vandet koldt og forfriskende. Det var en tid, hvor tiden selv ikke havde i sinde at gå af lave. Mens børnene lå der med bare knæ i det fugtige græs og formede hænderne, så vandet kunne flyde til munden og videre ned ad kinderne og hagen, følte de det ikke spor forjættende. Bare ganske almindeligt og naturligt. Men at få besøg af slægtninge fra storbyerne var forjættende. Deres finere tøj og deres anderledes dufte, deres skødesløse forhold til penge og den deraf følgende mulighed for at score en sodavandsis, en isbåd eller en købekage fra bageren, det var kærkomne indslag i børnenes økologiske hverdag. Mange år senere er stedet endnu genkendeligt, omend lidt fremmedgjort. Vejene og stierne har fået navne, sommerhuse har afløst hestene og engblommerne, og viberne er et særsyn. Byen har ændret udseende på grund af flotte restaureringer og nye, velbyggede helårshuse, og  den gamle bro over fjorden, med de rødmalede jerngelændre, er væk. Det samme er alle butikkerne. Der var nok ikke penge, eller ikke penge nok, i forholdene, som de var.