Blide skygger.

Novembermørket lokker stjernerne frem, og månen sprayer blide skygger bag alle, som betragter den.

Tid er tanker, og i mellemtiden glemmer man let, at man selv er rollemodel i sit eget rollespil, som teatret lader tæppet gå for døgnet rundt. Det opfører mange af gudinderne,Thalias og Melpomenes, ofte surrealistiske, komiske eller hjertegribende stykker, som hverken skuespillere eller publikum egentlig begriber. For de er lige så subtile som erindringen af sommerens blomsterdufte, og det ”noget” der var, og måske stadig er, i luften.

De smiler forførende, bag de æteriske, silkeagtige slør de bærer, for at skjule, at de selv er vævet af selvsamme silke, der er som spundet lige ud af morild, nordlys og kornmod. De ser vore tankebilleder, men tillader os alligevel frimodigt at rive slørene bort.

De er, og bliver dog, uberørte af menneskehænder, men er kun en tanke væk.