Hvad var det nu lige?

”Så vidt jeg har forstået,” sagde han, mens han hurtigt koblede ud med foden, trak den vandretliggende gearstang bagud og gav den det beslutsomme drej og skub fremad, der krævedes for at skifte gear, ”er den historiske Jesus, den eneste profet som ikke har lig i lasten, i hvert fald blandt de såkaldte profeter, jeg har hørt om, so far.”

Han strakte sin højre arm i fuld højde, vendte håndfladen fremad for rigtigt at føle presset fra den lune vind , som drønede hen over deres hoveder.

”Det er rigtigt, meeen, nu ved vi jo, hvaderdetnudethedder, ikke engang, om Jesus har levet, eller om det bare er et eventyr, men hvis han har, så forekommer han mig at have været awesome.”

”Enig. Nogle af de andre har måttet hverve tilhængere på forskellige, finurlige måder. En del måder har da vist oven i købet været pinlige, f. eks. truende. Og mange smukke ord, fra vise, dybsindige poeter, er flettet ind i postulaterne. Så får budskabet nemmere fat.”

”Der sker jo så siden det, at nye generationer vokser op med disse religioner, og så får de, religionerne altså, et så sandsynligt skær, at mange tror, det er sådan, det er eller skal være. De føler ikke, det kunne være anderledes. Og mange er flasket op med, at det er syndigt at stille spørgsmål, altså syndigt at søge selv. Mange har, hvaderdetnudethedder, fået ødelagt deres åndelige fremtid af frygt og rædsel for de trusler om helvedes evige ild, deres forældre og lærere har viderebragt fra deres forældre og lærere. Det er , hvaderdetnudethedder, både synd og skam og fører sikkert let til en slags skizofreni. Der er også nogle mennesker, som er naturligt søgende, men som er blevet hjernevaskede til at tro, at man er nødt til at være med i en eller anden sekt for at være rigtig søgende og undgå helvedesild, eller hvaddetnuerdethedder.”

”I virkeligheden er søgende mennesker ofte tilbøjelige til at lytte indad, og betragte dette at søge som noget naturligt, men også som noget privat der, i sig selv, ikke rager andre. Mens andre igen bruger deres tid på, meget omhyggeligt, at udvælge sig den religion, de synes passer bedst, fordi en religion er nødvendig, da man ellers er på herrens mark, hvilket man måske hellere burde være, hvis man ønsker at være i nærheden af herren. De accepterer uden videre tanken om, at en religion har nogle regler som skal følges, også selv om de føles forkerte, hvilket kan prikke til en eventuel, spirende sindsforvirring. Hov, hov, hov, kør nu ordentlig, og tag for helvede farten af, inden du drejer. Jeg bliver sgu’da søsyg i den her gyngehest. Nåmen, pyha… i én forstand bliver religion åndens pendant til den mere jordnære, eller skulle vi sige, timelige, politik.”

”Der er altså visse udtalelser, fra nogle religioners repræsentanter, som tyder på, at der eksisterer kristusmisundelse, blandt de der ikke har Kristus som hovedfigur. Kristusmisundelse og kristusforagt. Nogle mennesker kasserer kristendommen på grund af den primitive misforståelse af det, de kristne kalder treenigheden. Gider du lige klappe ruden op? Nej, bare giv tappen et bette drej, og så klap klappen op. Bare smæk til. Ja, ja, smæk til, siger jeg. Ren symbolforvirring. Som at betragte paradisets have som en virkelig have, med så og så mange forskellige planter, og hækklipning med passende intervaller.”

”Der opstår sikkert krige, fordi nogle tåber bliver dødsfjender på grund af forskellige opfattelser af f. eks., hvor mange sorter frugttræer der var eller er i Paradis. Kristusforagten opstår, når man tillægger gud menneskelige egenskaber, såsom hævngerrighed. Men Kristus udslettede ikke sine fjender, og han afskyede vel nærmest tanken om en jordisk kongetrone, ja, og selvfølgelig også kongekrone. Det blev en tornekrone i stedet. Hans cv forblev ganske uplettet.  Han havde vist, hvaderdetnuligedethedder, en helt anden agenda. Nu kan jeg se skiltet, hvor vi skal dreje til venstre. Kan du ikke huske, Johannes sagde, det var der, vi skulle dreje? Det går lige efter bogen.”

Flyvemøsser og Bluetooth.

Snaphanen, som Pencil nu kalder sig, er en følsom lillebror, og han kaster jævnligt længselsfulde blikke mod sin storesøster, Fyldepen, i Danmark. For han synes, at Danmark er et yndigt land og kan ikke lade være med, i ny og næ eller oftere, at sende flyvemøsser over Øresund. Storesøsteren i Danmark, på sin side, længes efter Snaphanen, som blev røvet i en tidlig alder, og holder sig ikke tilbage, hvad ¨returnering¨ af flyvemøsser angår.

Engang lå de i det samme pennalhus og hyggede sig gevaldigt i hinandens selskab. De var jo ikke bare pennevenner, som sådan, men i familie, og båndene var meget stærke. Som Fyldepen ofte sagde til sin lillebror: ¨Blæk har mere farve end vand,¨… og det kunne de let blive enige om.

En dag, pennalhuset lå åbnet sammen med et kladdehefte på en to-personers skolepults skrå bordplade, kom en svensk dreng forbi og snuppede pencilen. Ikke fordi han ikke selv havde én, men fordi han kunne se, at den pencil han neglede var meget bedre og langt mere velholdt, end hans egen. Han var på udveksling i en uge, og dette var hans sidste dag. Drengen, som ejede pennalhuset, opdagede det og bad den svenske dreng om at levere pencilen tilbage. Det ville han ikke høre tale om, og så begyndte de at råbe efter hinanden. Men det var ikke nok, de skubbede så først lidt til hinanden og endte til sidst i et regulært slagsmål, og det sluttede først, da den svenske dreng kom øverst og fik danskerens arme lagt ud til siden. Så var den sag selvfølgelig afgjort.

Nu gik den bortførte pencil en hård tid i møde. Ikke alene skulle han undvære sin storesøster, han blev også tvunget til at skrive svenske ord, og det var da lidt akavet. Ikke svært, som sådan, men heller ikke naturligt, for han og storesøsteren havde altid duelleret om at skrive de smukkeste sange, digte og eventyr, og om at skrive de pæneste bogstaver, for læsbarheden var det vigtigste næst efter indholdet. En af de andre penne, Tussen, som de ikke var i direkte familie med, skrev så fine bogstaver, at de to søskende ikke kunne være med på det punkt, men hans digte var tåbelige og rimede elendigt, og stavningen var pinlig. Tussen var dog stolt af sine smukt skrevne digte og viste dem hele tiden frem:

¨Se hvad jeg har digtet, hvad synes I mon så lige om det?¨ sagde han alt for ofte, og det var altså pinagtigt for de to søskende som begge skrev kreative, følsomme og spændende ting.

De kunne dog ikke bære at såre ham, så de fandt på en måde at ¨omgås¨ ham på. Når han fremviste sine digte, sagde de: ¨Hvor skriver du dog smukt,¨ og det gjorde han, så det var egentlig ikke løgn. At det så var noget værre sludder, han skrev, kom jo ikke det smør ved.

Ja, alt er i udvikling, og det gælder naturligvis også for skriveredskaber. Da så lang tid var gået, at de to søskende næsten havde glemt alt om deres liv sammen i pennalhuset, kunne de ikke lige kende hinanden, engang de mødtes. Men de fandt alligevel hurtigt melodien, ¨Der er et yndigt land,¨ igen og kunne nu snakke længe sammen om løst og fast. Pencilen, som var blevet ¨røvet af svensken,¨ havde erhvervet sig en lidt pudsig accent, men de forstod fint hinanden. Nu beskrev de begge mest geografi og politik på nogenlunde lokalt plan, og havde en del gode diskussioner om deres respektive områders specialiteter... eller særheder, om man vil.

Men én ting var de ekstraordinært enige om: De ville holde sammen, selv om de havde vænnet sig til deres nye tilværelser, og måske en dag, hvis det blev muligt, ville de bo under samme tag, for de følte sig stadig tæt forbundne. Og kunne de bare få det samme tag over hovederne igen, var det næsten lige så godt som at ligge i det samme pennalhus.

Men indtil da, sender de flyvemøsser til hinanden over Øresund. Og især pencilen, som er en følsom lillebror, tænker meget på sin danske søster, og hun, på sin side, glæder sig ved tanken om, at de måske, en skønne dag, kan bo sammen igen under samme tag, og uden at nogen af dem behøver at flytte af den grund. Som i de tussegamle dage da Bluetooth lagde de første tagsten.

/Bluetooth er Harald Blåtand som erobrede Skåne i år 980. Senere vandt svenskerne Skåne tilbage. (Den svenske dreng som slås med og vinder over Pencil). Fyldepennen er Danmark og Pencil er nu Skåne. Ved en afstemning viste det sig, at flertallet i Skåne ønsker at komme under Dansk Flag igen. (Under samme tag uden at behøve at flytte).

Bønnemøde.

To stride kvinder fik kaffe på tinget,

tungen på skålen sku’ være bevinget.

Men snakken gik trægt, gik frem og tilbage,

lidt om Lars Løkke og løgsild i lage.

Pressens poeter fik færten af duften,

snakken de mødte gik over fornuften.

Den pludren de bånded’ var ren polemik

måske med et strejf af partipolitik.

Søgsmål.

Man ved, forstår og kan meget mere end man umiddelbart tror, man ved, forstår og kan, tror jeg. Ens mentale søgemaskine kan finde større viden, forståelse og kunnen, end man almindeligvis føler, man er i besiddelse af. I virkeligheden minder dette, på flere måder, om den digitale verden, med harddiske og internet.

Der kommer hele tiden ny viden og nye erfaringer til. En tid er dette umiddelbart tilgængeligt i korttidshukommelsen, senere synker det ned i underbevidstheden og antager til sidst kausal form. Herfra kan det genskabes, ved dybere eftertanke, hvis søgeapparaturet er i orden.

Er det i uorden, kan man tro, man ikke ved, forstår eller kan noget. Men selv om man helt skulle miste sit søgeapparatur, er det ikke ensbetydende med, at også harddisken og internettet ødelægges.

Undertiden dukker ting, af sig selv, op fra sindets dyb, som kulsyrebobler i en sodavand. Eller som luft der gradvist bliver til damp, vand og is.

Hvis man blindt og ukritisk tænker og handler ud fra, hvad man tror, ens eventuelle flokleder ønsker, har man kasseret den søgemaskine, man fik i dåbsgave.  Og så kan man sagsøge sig selv, hvis man er utilfreds med resultaterne.

Som vinden blæser.

Mange lignelser er som lagkager. Eller som løg, hvis indhold man først får kendskab til, når man skræller det.

”I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.”

Lignelser blev formulerede, så de passede til tidens formodede forståelsesniveau. Det er en af årsagerne til, at fundamentalistisk indstillede mennesker, ønsker de gamle tider tilbage. De vil gøre det så rigtigt som muligt, og mener de bedst kan gøre det ved at standse udviklingen. Samfundet skal lignes ved skrifternes beskrivelser. Selv personnavne, spiseregler og påklædningsmønstre kopieres.

Det er som at undgå at skære i lagkagen, at undlade at pille løget, eller at polere æblet og lægge det i en bordskål uden at ødelægge det ved at bide i det. Det føler de, er kernen i skriftens ord.

Et æbleskrog viser, at æblet er blevet anvendt til dets tænkte formål. Det kan være spist direkte, eller det er indgået i nye fantastiske sammenhænge, fordi man har eksperimenteret, og fundet frem til de skønneste opskrifter.

I de ”gode,” gamle dage var luft blot en usynlig kraft, som havde sine egne magiske spilleregler. Nu ved vi, at luft består af molekyler, som har masse. En kubikmeter luft vejer ca. 1,2 kg. og består af omkring 21% ilt, og resten er kvælstof samt lidt CO2.

I dag er meteorologien og aerodynamikken højt udviklede.

Kan man, på fornuftig vis, abstrahere fra nutidens viden, kan man sagtens aflæse gamle lignelsers egentlige betydning. Og så er ovenstående lignelse jo helt fantastisk. Kan man ikke abstrahere overhovedet, skal man måske lade lignelser hvile. Ellers bliver det let som at blæse med mel i munden.

Men vinden eller blæsten ser man stadig ikke noget til. Kun resultaterne af dens virke er synlige. Dens susen, prusten eller stønnen, lader sig dog høre.

Grønt i farver.

Grønt findes også i gult, hvidt og rødt,
spises det råt, skal det helst være sprødt.
Er kål og persille blød som en bluse,
kan det ej knække, ej knase eller kruse.
Vegetaren spiser hverken muh eller øf,
men steger en selleri, når sagen er bøf.

Ved gadekæret.

To smukke træer stod ved bredden af landsbyens gadekær. Børnene kælkede her om vinteren, når der var sne nok, og var der is på kæret, blev det en herlig skøjtebane. Ellers brugte træerne det som spejl, og da det lå i læ, var det ofte stille og klart nok til at reproducere dem, så de kunne få deres forfængelighed tilfredsstillet.

”Hvor længe har vi egentlig stået her?” sagde det ene træ til det andet.

”Ved ikke helt, måske et halvt hundrede år, plus/minus 25 procent.”

”Ved du kanske, hvor vi stammer fra?”

”Jeg tror hverken, vi stammer fra eller til, vi har altid været her. Jeg husker i hvert fald ikke andet. Men har du tænkt på, hvor mange blade vi har udgivet gennem årene. Vi kunne fylde flere biblioteker, og vores historie, med stamtræer og hele molevitten, er sikkert registrerede der, og sikkert også på nettet. Måske står vi her, helt til verdens ende, hvis der da er en ende på den, eller så, i det mindste, i al evighed. Det er dog også noget, og ikke bare noget man jawwer til.”

”Hver gang sommeren slutter, og fuglene begynder at trække sydover, føler jeg mig lidt efterår sløv og vemodig. Jeg kan føle det helt inde i årringene.”

”Vi smider vores efterårs LØV, og det er ganske naturligt og da nærmest forfriskende.”

”Nåh, men om foråret er jeg ganske fyrig. Jeg får knopper ved tanken om den kildrende forårssol. Så folder jeg mig ud, og glæder mig over spejlbillederne i gadekæret.”

”Ja, det kender jeg. Jeg er simpelthen nødt til at springe ud, forstå mig rigtigt, når safterne stiger.”

”Så, vi har altså ingen forhistorie i din optik? Jeg mener, helt tilbage til rødderne?”

”Tja, nogle mener, vi er såede, og her er vi måske inde ved kernen, hvis det er kernekraft, der er tale om. Jeg ved bare, at vi har lagt kroner til mange reder, og selv gøgen har været på besøg, uden at der er gået kuk i det.”

”Gennem min rodnære netforbindelse har jeg hørt, fra den gamle eg du ser der ovre bag mejeriet, at vi har været til siden tidernes morgen. Jo, jo! Egen kan skam huske slaget på reden, ja PÅ reden og ikke OM reden, og første verdenskrig, og tiden, som sådan, startede jo om morgenen. Andre mener, at tidernes morgen startede om aftenen, fordi der var mørkt. For mig er det ordkløveri, men andre mener noget helt tredje. Noget med forgreninger og lignende, men jeg tror, de ikke kan indse skoven for revl og krat.”

”Men en skønne dag, vil vi vokse ind i himmelen. Og det er, og bliver, kronen på værket.”