Ved gadekæret.

To smukke træer stod ved bredden af landsbyens gadekær. Børnene kælkede her om vinteren, når der var sne nok, og var der is på kæret, blev det en herlig skøjtebane. Ellers brugte træerne det som spejl, og da det lå i læ, var det ofte stille og klart nok til at reproducere dem, så de kunne få deres forfængelighed tilfredsstillet.

”Hvor længe har vi egentlig stået her?” sagde det ene træ til det andet.

”Ved ikke helt, måske et halvt hundrede år, plus/minus 25 procent.”

”Ved du kanske, hvor vi stammer fra?”

”Jeg tror hverken, vi stammer fra eller til, vi har altid været her. Jeg husker i hvert fald ikke andet. Men har du tænkt på, hvor mange blade vi har udgivet gennem årene. Vi kunne fylde flere biblioteker, og vores historie, med stamtræer og hele molevitten, er sikkert registrerede der, og sikkert også på nettet. Måske står vi her, helt til verdens ende, hvis der da er en ende på den, eller så, i det mindste, i al evighed. Det er dog også noget, og ikke bare noget man jawwer til.”

”Hver gang sommeren slutter, og fuglene begynder at trække sydover, føler jeg mig lidt efterår sløv og vemodig. Jeg kan føle det helt inde i årringene.”

”Vi smider vores efterårs LØV, og det er ganske naturligt og da nærmest forfriskende.”

”Nåh, men om foråret er jeg ganske fyrig. Jeg får knopper ved tanken om den kildrende forårssol. Så folder jeg mig ud, og glæder mig over spejlbillederne i gadekæret.”

”Ja, det kender jeg. Jeg er simpelthen nødt til at springe ud, forstå mig rigtigt, når safterne stiger.”

”Så, vi har altså ingen forhistorie i din optik? Jeg mener, helt tilbage til rødderne?”

”Tja, nogle mener, vi er såede, og her er vi måske inde ved kernen, hvis det er kernekraft, der er tale om. Jeg ved bare, at vi har lagt kroner til mange reder, og selv gøgen har været på besøg, uden at der er gået kuk i det.”

”Gennem min rodnære netforbindelse har jeg hørt, fra den gamle eg du ser der ovre bag mejeriet, at vi har været til siden tidernes morgen. Jo, jo! Egen kan skam huske slaget på reden, ja PÅ reden og ikke OM reden, og første verdenskrig, og tiden, som sådan, startede jo om morgenen. Andre mener, at tidernes morgen startede om aftenen, fordi der var mørkt. For mig er det ordkløveri, men andre mener noget helt tredje. Noget med forgreninger og lignende, men jeg tror, de ikke kan indse skoven for revl og krat.”

”Men en skønne dag, vil vi vokse ind i himmelen. Og det er, og bliver, kronen på værket.”