Engang lå de i det samme pennalhus og hyggede sig gevaldigt i hinandens selskab. De var jo ikke bare pennevenner, som sådan, men i familie, og båndene var meget stærke. Som Fyldepen ofte sagde til sin lillebror: ¨Blæk har mere farve end vand,¨… og det kunne de let blive enige om.
En dag, pennalhuset lå åbnet sammen med et kladdehefte på en to-personers skolepults skrå bordplade, kom en svensk dreng forbi og snuppede pencilen. Ikke fordi han ikke selv havde én, men fordi han kunne se, at den pencil han neglede var meget bedre og langt mere velholdt, end hans egen. Han var på udveksling i en uge, og dette var hans sidste dag. Drengen, som ejede pennalhuset, opdagede det og bad den svenske dreng om at levere pencilen tilbage. Det ville han ikke høre tale om, og så begyndte de at råbe efter hinanden. Men det var ikke nok, de skubbede så først lidt til hinanden og endte til sidst i et regulært slagsmål, og det sluttede først, da den svenske dreng kom øverst og fik danskerens arme lagt ud til siden. Så var den sag selvfølgelig afgjort.
Nu gik den bortførte pencil en hård tid i møde. Ikke alene skulle han undvære sin storesøster, han blev også tvunget til at skrive svenske ord, og det var da lidt akavet. Ikke svært, som sådan, men heller ikke naturligt, for han og storesøsteren havde altid duelleret om at skrive de smukkeste sange, digte og eventyr, og om at skrive de pæneste bogstaver, for læsbarheden var det vigtigste næst efter indholdet. En af de andre penne, Tussen, som de ikke var i direkte familie med, skrev så fine bogstaver, at de to søskende ikke kunne være med på det punkt, men hans digte var tåbelige og rimede elendigt, og stavningen var pinlig. Tussen var dog stolt af sine smukt skrevne digte og viste dem hele tiden frem:
¨Se hvad jeg har digtet, hvad synes I mon så lige om det?¨ sagde han alt for ofte, og det var altså pinagtigt for de to søskende som begge skrev kreative, følsomme og spændende ting.
De kunne dog ikke bære at såre ham, så de fandt på en måde at ¨omgås¨ ham på. Når han fremviste sine digte, sagde de: ¨Hvor skriver du dog smukt,¨ og det gjorde han, så det var egentlig ikke løgn. At det så var noget værre sludder, han skrev, kom jo ikke det smør ved.
Ja, alt er i udvikling, og det gælder naturligvis også for skriveredskaber. Da så lang tid var gået, at de to søskende næsten havde glemt alt om deres liv sammen i pennalhuset, kunne de ikke lige kende hinanden, engang de mødtes. Men de fandt alligevel hurtigt melodien, ¨Der er et yndigt land,¨ igen og kunne nu snakke længe sammen om løst og fast. Pencilen, som var blevet ¨røvet af svensken,¨ havde erhvervet sig en lidt pudsig accent, men de forstod fint hinanden. Nu beskrev de begge mest geografi og politik på nogenlunde lokalt plan, og havde en del gode diskussioner om deres respektive områders specialiteter... eller særheder, om man vil.
Men én ting var de ekstraordinært enige om: De ville holde sammen, selv om de havde vænnet sig til deres nye tilværelser, og måske en dag, hvis det blev muligt, ville de bo under samme tag, for de følte sig stadig tæt forbundne. Og kunne de bare få det samme tag over hovederne igen, var det næsten lige så godt som at ligge i det samme pennalhus.
Men indtil da, sender de flyvemøsser til hinanden over Øresund. Og især pencilen, som er en følsom lillebror, tænker meget på sin danske søster, og hun, på sin side, glæder sig ved tanken om, at de måske, en skønne dag, kan bo sammen igen under samme tag, og uden at nogen af dem behøver at flytte af den grund. Som i de tussegamle dage da Bluetooth lagde de første tagsten.
/Bluetooth er Harald Blåtand som erobrede Skåne i år 980. Senere vandt svenskerne Skåne tilbage. (Den svenske dreng som slås med og vinder over Pencil). Fyldepennen er Danmark og Pencil er nu Skåne. Ved en afstemning viste det sig, at flertallet i Skåne ønsker at komme under Dansk Flag igen. (Under samme tag uden at behøve at flytte).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar