Inden for rammerne.

Skotøjsæsken med julepynt var næsten tom nu, og der var meget af pynten, som ikke involverede juletræet direkte, men blev placeret i vindueskarme, på amagerhylder, bogreoler, indskudsborde og flere andre steder, hvor det var med til at skabe den særlige stemning, mange holdt af. Nogle juletræer manglede kun at få lysene tændt og få foden dækket af gaver, mens andre endnu stod, som naturen havde skabt dem. Bortset fra foden i stedet for roden, forstås.

Også udendørs var der pyntet, med lyskæder, lysende rener foran julemandens blinkende kane og Glædelig Jul bøjet i neon, ja næsten alt man kunne forestille sig, og meget mere til.

I stuen hang maleriet med det karakteristiske vintermotiv. Det hang på det samme søm hele året rundt, men besøgte man stuen i julemåneden, kunne man fristes til at tro, det var hængt op for at skabe julestemning.

En kravlenisse var i klemme mellem maleriet og rammens venstre side. Her hang han, i og for sig, godt nok, hvis bare han ikke havde haft så ondt i maven.

En anden kravlenisse, som var kilet ned i bunden af rammen, hørte ham klage sig og sagde:

”Er der noget i vejen?”

”Nej, kære Sisyfos” svarede han, ”der er noget i maven. Jeg var ved at digte lidt om julen i går. Med kuglepen på en serviet, som rigtige digtere digter nu om dage. Så kom tante Hulda og kiggede mig over skulderen. Hun påstod, jeg havde en digter i maven, og siden har jeg haft ondt der.”

”Sådan noget lignende derhen af havde jeg det i går,” sagde Sisyfos, som pølede med et æble i stedet for en sten, ”måske kan vi hjælpes ad, og skrive et juledigt sammen. Hvis den slags digte giver hoved- eller mavepine, er det sikrere at være to om det. Så kan hverken pinen eller plagen finde ud af, hvor de skal sætte ind eller lægge til. Jeg sætter lige skuden i gang, og så griber du roret:

”Klokker bimler bedeslag

(rimer godt på hedeslag.)”

”Okay. Så fortsætter jeg med:

Men hedebølge er her ikke

hører ej til julens skikke.”

”Det har du ret i. Hmmm, jo:

Sne og is har gemt sig bort

kan dog ses på julekort.”

”Ja, så er digtet færdigt. Nej vent lige:

Hvis du vil have sne i år

klip op og ryst dit pudevår.”

”Jo, men:

Sneen ligger nok på lur

venter på det bli’r dens tur.

Frosten stemmer sit klaver

kan snart ikke vente mer’.”

”Måske har du ret, meeen:

Jorden er jo våd og blød

som nisseøl og risengrød.”

”Så ønsker jeg dig glædelig juletræ, og kravl nu forsigtigt, hvis der skulle blive glat.”

”Ja, selv tak. Jeg skal nok passe på, og vi må jo begge holde os inden for de ormstukne rammer.”

Værksteds rapport.

Nisserne har travlt. De arbejder på højtryk i julemandens værksted på Grønland, nu julen nærmer sig. Mange har sikkert et billede af afslappet gaveindpakning her og ser måske for sig, at nisserne går og råhygger, nynner julesange, spiser pebernødder og studerer ønskesedler fra alverdens børn, mens de pakker julemandens kane og overvejer, om der skal en trailer efter i år.

Det er en del af sandheden, men der er så travlt, at det kunne minde om myldretiden i en kinesisk storby. Og sådan skal det også være, for julemanden er striks. Han ser gerne glade smil, men forlanger effektivitet, og opdager han, at nogen holder for lange pauser, eller sidder og snupper en smøg bag en dynge gaver, bliver vedkommende fyret på gavepapir samt degraderet til ”vætte” uden løn i op til en time.

I dag var der noget i gære, for julemanden var ikke dukket op fra morgenstunden af, og nu var der snart formiddagspause. Bag flere bjerge af gavepakker, steg røg op, fordi der blev brændt tobak af, nu der ikke var noget overopsyn. Men det skabte en vis uro, og det endte med, at tillidsnissen besluttede at buldre på døren til julemandens private gemakker. Man behøvede en afklaring.

”Jah, jah, kom ind, men vær forsigtig,” lød julemandens stemme. Tillidsnissen åbnede forsigtigt døren på klem og stak næsen så langt ind, at han kunne se julemanden, som stadig lå i sin kane.

”Kom nu bare ind,” stønnede han, ”men tag huen af og hold den op for munden, for jeg smitter. Jeg har fået røde hunde.”

Det havde tillidsnissen aldrig hørt om før, så han spurgte forsigtigt:

”Hva’ hulen er det for noget? Mener du røde tal på bundlinjen?”

”Nej, røde hunde. Altså ikke slædehunde, som sådan, men udslæt, som slet ikke render af pladsen sådan helt af sig selv. Du må ringe til Völven. Hun har sikkert et eller andet i ærmerne, hun kan gøre godt med, så jeg kan komme ud af kanen igen.”

På natbordet, ved julemandens leje, stod en smuk juledekoration med grangrene, grankogler, små kugler, rensdyrlav og kalenderlys.

”Narj, hvor er den fin,” sagde tillidsnissen. Hans stemme lød ulden gennem nissehuen, som han holdt presset mod munden.

”Tak, så mange gange,” svarede julemanden. ”Den lavede jeg i aftes, for der er jo kun jul én gang om året, og kalenderlyset holder mig ajour med tiden. Det stoler jeg mere på end den Mayland kalender, jeg brugte sidste år. Der er jo ikke stearinlys i, forstås, så den kan man ikke regne med. Kan du ikke bære den ud i køkkenet, så jeg kan holde øje med flammen, for om lidt vil jeg prøve at komme på benene og lave en kop kaffemik på min nye kaffemikser.”

”Jo, skal ske med det vons.” Tillidsnissen bar forsigtigt juledekorationen ud i køkkenet, og stillede den på det lille bord, som var beklædt med en slidt og krakeleret, men stadig anvendelig, voksdug.

”Så er den der,” skreg han. Hvor er kaffepuderne til din kaffemikser?”

”Hov, hov, jeg er jo lige her,” råbte julemanden. Han smilede bredt, mens han samtidig studerede sit ansigt i et håndholdt barberspejl. ”De røde hunde er stukket af. Jeg tror, de fulgte med ud i køkkenet.”

Tillidsnissen gik ind til julemanden for at få rede på, hvad der egentlig gik for sig her.

”Skynd dig ud i køkkenet igen,” gispede julemanden, da han så tillidsnissens ansigt, som nu var overfyldt med røde hunde. Han rev nissenathuen af og pressede den mod munden. ”Hva’ er det her dog for novvet?”

Så kom han i tanke om ”Den Hemmelige Bog,” som lå på indkøbs-nettet. Han pudsede brillerne og slog op på ”Juledekorationer.”

Hans øjne fulgte pegefingeren, som ramte de forskellige muligheder, der var ved dette ord, og pludselig var der gevinst:

”Hvis du anvender grangrene i din juledekoration, bør du sikre dig, de er økologiske. For ellers kan de udløse udslæt hos retskafne nisser, som jo er overfølsomme for overdreven juletræsdyrkning, der er baseret på profit og skattely.”

”Her har vi synderen,” råbte han til tillidsnissen. ”Bær straks julen ud, jeg mener juledekorationen. Smid den i en ravine og smæk låget i efter dig, men pil stearinlyset af først. Så vil jeg få fat i nogle bæredygtige grangrene til min nye kalender. Lyset er jo brændt ajour, og jeg smider kun det ud, som ikke er anvendeligt for anstændige nisser. Julen skal ikke være billig for enhver pris, men den skal være bæredygtig. Så slipper vi for granallergi og sligt. Kommer vi derhen, at julemanden får knopper af grangrene, julegavepapir, julepynt, vatskæg og rensdyr, kommer vi alle på glatis. Snart er det jul igen, og julen varer lige til pinse, undskyld påske, og så forholder vi os til knopforskydninger og pollenallergier, når den tid kommer.”

Husmandskost.

Endelig oprandt dagen. Den store dobbeltlåge i julekalenderen blev åbnet, mens fire hungrende øjne stod på stilke.

”Det ligner vores juletræ,” udbrød Anton med ærefrygt.

Billedet af det pyntede juletræ, med tændte lys på grenene og smukt indpakkede gaver nedenunder, var vidunderligt at betragte. Deres eget juletræ, som også var pyntet og bare manglede de tændte lys og gaverne, var i virkeligheden lige så smukt, men der var en særlig magi ved dette julekalenderbillede, med lågerne bredt ud i hver side som arme, der bød hjertelig velkommen. Man havde jo også ventet længe på denne åbenbaring, for fireogtyve dage er lang tid, når man har en julekalender at skære dagene ud i små bidder med.

Karen Marie nikkede stumt og berørte forsigtigt den ene åbne låge med pegefingeren, som hun lod glide op og ned ad kanten. Hun forstod godt, at deres juletræ var lige så stort og lige så smukt, men lige nu strømmede en eventyrlig stemning ud af kalenderen fra den fine farvetegning, og så længe denne strøm vibrerede, var der intet der kunne hamle op med den.

Anton prøvede at forlænge miraklet, og sagde forsigtigt:

”Nu er det faktisk jul, Karen Marie. Så er ventetiden overstået. For når den fireogtyvende står åben, er julen begyndt.”

”Ja,” samtykkede hun, ”men det er først i aften, det rigtige juletræ skal tændes, og vi skal have gaver.”

”Åh ja, det ved jeg godt. Men vi må læse i alle julehæfterne i dag, så går tiden godt, og vi må spise konfekt og småkager.”

De boede sammen med deres mor og far på et lille stråtækt husmandssted fire kilometer fra landsbyen. En lille stald var bygget sammen med huset, og her stod to heste, der blev brugt som trækkraft til ploven og vognen med de store, jernbeslåede hjul. Der var også et mindre aflukke, hvor grisen plejede at gå, men det var tomt nu. Hvert år, først i december, blev grisen nemlig slagtet, og først et stykke inde i januar, kom en ny lille gris til, som ikke havde den ringeste anelse om, at dens år også endte med jul og de traditioner der fulgte med denne højtid.

Selv et lille husmandssted havde nisser. Ikke så mange som på de store gårde, med op til fire skorstene, hvoraf mindst den ene var ægte, men nok til, at man var bevidste om deres tilstedeværelse. Og hver gang der var et eller andet, som ikke lige flaskede sig, som man havde forventet, fik nisserne skylden. Det var en hævdvunden tradition som, til en vis grad, kunne fritage en og anden for skyldfølelse eller for mistanke. Og ”nissekortet” blev trukket mange gange i december.

For børnene var det meget levende, og de vidste alt om, at nisserne skulle have risengrød med kanelsukker og smørklat, for ikke at blive olme og hævne sig på snedige, ubehagelige måder.

Der duftede af andesteg. Lågen til ovnen stod på klem, og anden, som lå i bradepanden på køkkenbordet, var klar til udskæring. Mor havde flere ting i gang på komfuret, der skulle jo også varme kartofler, varm sovs og lunet rødkål til, for ikke at glemme grøden, som var den traditionelle forret. Hun rørte i gryderne med mellemrum, mens hun skævede usikkert til højre, venstre og bagud. For i år havde hun glemt at se efter, om der var ris i underskabet, hvor de plejede at stå. Og der var ingen ris. Efter lange overvejelser, greb hun posen med de grovvalsede havregryn, mens hun tænkte:

”Vi bliver nødt til at få havregrød i år. Mon ikke det går an?”

Hun havde ikke nævnt det for de andre, men ville servere det stille og roligt og så se, hvordan det faldt ud.

”Værsensgod,” sagde hun og satte de fire dybe tallerkener, med dampende havregrød, på bordet. ”Og her er kanelsukkeret og smørret.”

”Det er jo havregrød!” Anton kiggede chokeret på sin tallerken.

”Ja, du kan jo godt lide havregrød, Anton, så jeg syntes vi skulle prøve at få det til forret i år.”

”Skal nisserne så også have havregrød,” udbrød Karen Marie. ”Så må vi håbe, de kan lide det.”

Moren havde allerede øst en stor tallerken havregrød op i en femte tallerken. Hun dryssede kanelsukker på, og gravede dybt i smørret for at afslutte portionen med en dygtig smørklat.

”Så, nu sætter jeg den op på loftet, så nisserne også kan mærke, det er jul.”

Ude i bryggerset skød hun loftslemmen til side og trak stigen ned med et snoretræk. Snart kunne de se hendes fodside nederdel forsvinde op i hullet, og de ventede i åndeløs tavshed, til hun kom ned igen.

”Spis nu jeres grød,” sagde hun, ”så vi kan gå til hovedretten.”

Ingen havde rørt grøden endnu, men alle var, som næsten altid, sultne, og snart kunne man høre den karakteristiske lyd af skeer som stødte mod fajancetallerknerne.

NB: Julen forløb godt og bortset fra grøden, var den som den plejede at være. Så alle fire gik trætte og tilfredse i seng denne juleaften. Også i tiden der fulgte, var alt i skønneste orden. De holdt nytår, uden ildebrand, og omkring Hellig Tre Konger, fik de en ny gris, som skulle nyde tilværelsen sammen med de fire på det lille husmandssted, hvor menuen atter stod på husmandskost, som slet ikke er så ringe endda. Nisserne hørte man ikke noget til. Hverken uro eller ulykker ramte familien, så man kunne næsten fristes til at tro, at det der med nisser egentlig er noget ammestuesnak. Eller at havregrøden faldt i god jord. Så man på statistikkerne for hele landet, Bornholm ikke at forglemme, skete der stadig så meget usædvanligt i juletiden, at tanken om nisserne, og deres videreføring af egne traditioner, fik rigelig næring. De er yderst selvcentrede i deres inderste, så skulle de gå hen og gå af mode, vil de sikkert gå i strejke samt gå uden om den varme grød. Og det kan de ikke overleve.

/J.W.

Solvognen (2/2).

Helios var småtræt af palmer og azurblåt vand. Nogle uklare strofer gentog sig i hans sind. Uklare såvel i tekst som melodi, men det var noget med grønne bøge som smilede fagert, hils derhjemme i Kerteminde, våren gennem Nyboder og skærslipperens pris i Nyhavn og sådan i den dur. Det flød sammen for ham, og der var så varmt her, at han ikke kunne huske helt klart, hvad han var begyndt at længes efter. Han var heller ikke purung mere, for at sige det mildt, men gammel nok til at kende til nostalgi.

Der kom et brev med bare et par linjer. Det var kommet med Kasserollen, som havde faste leveringstider. ”Tja, så er den vist gal igen,” tænkte han. ”Nu tænker jeg lidt franskagtig, for den hedder da Karlsvognen, når alt kommer til alt.” Det danske var så småt ved at snige sig ind i ordforrådet igen, for de par linjer, som var kommet fra muserne, havde om-rokeret nogle brikker i hans sind.

D. 21. december ville de danse julen ind for ham. Ovenover Danmark, sådan cirka midt mellem himmel og fjord. Det ville glæde alle ni, at se ham til deres dansegalla, som skulle være deres julegave til ham. De pakkede det ikke ind, men sagde det ligeud, og det kunne han fint kapere. ”Man er jo ikke barn længere,” tænkte han. Spændingen ved at åbne indpakkede gaver, kunne han godt undvære.

”Så må Solvognen klargøres. Jeg smutter derop og kaster lys over deres solhverv.  Sådan lige tilpas. Årstiderne må jeg gerne forsøde, for gudernes skyld, men guderne skal vide, hvad der ville ske, hvis jeg overdrev mit sol-hverv og skruede op på fuldt blus? Nej, jeg nøjes med at være imødekommende, og nu vil jeg ned på værkstedet og se til Solvognen. Den skal være i orden, inden jeg sætter mig i den, og hesten skal være velnæret. For jeg orker ikke at tage Karlsvognen nordpå. Så skulle jeg også først føre forhandlinger med Store Bjørn, som refererer til Nordstjernen. Det er for bøvlet, og har man en Solvogn, skal man også bruge den. Ellers kunne den gå hen og samle spindelvæv og ende som et oldtidsfund.”

Højt over Danmark blev der danset på livet løs. Kædedansen blev øvet grundigt og mindede om elverpigers dans om skovsøer ved midnat i fuldmåneskær, iført florlette gevandter af hybenrosenblade, draperede med kornblomster, og alle ni havde blomsterkranse i håret, flettede af tusindfryd. Alle disse blomster, samt mange flere arter og eksotiske frugter, dyrkede muserne selv i deres drivhus.

Indbydelsen til Helios var afsendt, og når han havde modtaget kædedansen, hans uindpakkede julegave, ville folk i Jylland og på Øerne, stikke næserne højt i sky og juble:

”Det ser da godt nok ud til, at vi får mildere og mildere vintre. At solen også er rykket nærmere, er en sidegevinst. Det er jo næsten som om, der er musik og dans i luften.”

Det er en poetisk måde at udtrykke vejrliget og julestemningen på, men musernes begejstrede udfoldelser smitter og strejfer folks hjerter. Mange vil sikkert ytre de berømte ord:

”Der ér altså mere mellem himmel og fjord…”

/J.W.

Solvognen (1/2).

Terpsichore havde øvet sig på en dans, som skulle præsenteres for de andre muser, når den var helt afpudset. Hun elskede dans, og syntes julen skulle danses ind.  I år var det en slags kædedans, hvori alle ni skulle deltage, så hun komponerede, og øvede, trinene for hver enkelt. De skulle have en grundig instruktion inden den store julegalla for ønsket, og håbet, om lysets tilbagevenden.

Euterpe var den første, hun ville præsentere sine kompositioner for, så hun kunne nå at sætte fløjtetoner til, og Euterpes trin var indrettede, så hun kunne spille på sin fløjte, samtidig med hun dansede, uden der gik kuk, eller den toppede høne, i den.

Hun havde øvet sig en tid, og der havde været ideelle betingelser på skydækket over Danmark. Det havde været vedholdende, og vågerne, som hun kaldte de steder, hvor der var huller i skyerne, så der faldt gyldne solstråler, hist og her, på kongeriget, var til at overse, når bare man var forsigtig. Og det var hun. Belært af bitter erfaring. Hun havde været muse længe nok nu til at kunne bevæge sig sikkert, og samtidig yderst elegant, mellem himmel og fjord uden at falde i.

For hende var skyerne det ideelle dansegulv. Hun gik jo ikke med højhælede sko, men svævede elegant på sine nøgne fødder. Det var guddommeligt at se hende hvirvle yndefuldt rundt på skydækket, og kunne man samtidig se hendes ansigt, forstod man, hun var i gang med noget vigtigt. Hun var perfektionist, på den inspirerende måde, og levede sig ind i de andre musers personligheder, så godt den slags nu lod sig gøre, og hun forestillede sig altid deres bedste sider, så de uvilkårligt ville få lyst til at yde mere, end de troede, de kunne. Hun komponerede trin og bevægelser, som både understregede den enkeltes særheder og passede ind i kædedansens helhed.

Dansen skulle være musernes julegave til Helios i år. Forhåbentlig ville han blive så tilpas opmærksom på dem, at han ville spænde hesten for vognen, komme på besøg og tilbringe mere og mere tid her, for skydækket havde fået for stor magt, og han selv var så langt borte, at kulden havde set sit snit til at bide sig fast.

Der måtte gerne komme nye boller på suppen. Så ville blomster, bier og blade ganske sikkert også få mod på at udfolde deres talenter igen.

/J.W.

Julestemning (2/2).

Der var kun et par små håndfulde dage til den tyvende december, dagen hvor Kaj Otto skulle ringe til lægen, hvis han ikke var kommet i julestemning trods anvisninger og recept. Mange af julekalenderens låger stod åbne nu, og kalenderlyset var brændt pænt ned. Det var let at se, hvor langt man var kommet målet, som var den fireogtyvende om aftenen, hvor lysene på det pyntede juletræ skulle tændes, enten med ild eller ved et tryk på en kontakt.

På Storcentrets torv, stod julemanden og delte flødekarameller ud. Han smilede og nikkede ustandselig og ho-ho-ho-ede, som julemænd gør, når de ikke lige sidder i kanen og svinger pisken højt over de forspændte rensdyr. Det med pisken var egentlig en skueproces, for rensdyrene strøg villige gennem luften med frostkolde tågeskyer ud af næseborene. Fulde af julestemning… og gæret rensdyrlav.

En lille dreng stod med pegefingeren i munden og stirrede på den trivelige julemand. Han kiggede betuttet på sækken med flødekarameller, som julemanden holdt frem mod ham:

”Vær så god, ho-ho-ho, tag du bare for dig min ven.”

Drengen tog fingeren ud af munden og greb febrilsk en håndfuld flødekarameller, men pludselig fik faderen øje på sceneriet, vristede karamellerne fra drengen og smed dem ned i sækken igen.

”Du ved jo godt, at flødekarameller giver huller i tænderne, Preben,” sagde han irriteret og skulede olmt til julemanden.

 Det havde vor gode julemand ikke lige set komme. Han følte, han delte julestemning ud og fik mange glade smil fra børn og voksne. Han kigge forbavset på faderen og så nu, at det var selveste dr. Frederiksen, hans egen sygekasselæge.

”Ho-ho-h…øhh, undskyld doktor, men er det ikke julestemning, det drejer sig om?”

”Julestemning mig her og julestemning mig der. Jeg er træt af jeres kunstige forestillinger og lokkemad. Jeg orker ikke dette stemningshalløj, men ser frem til at nytåret bliver overstået, så vi kan få amputeret de mørke måneder, der spærrer for foråret.”

Han greb irriteret Prebens hånd og trak ham bort fra den afskyelige julemand.

Kaj Otto var chokeret. Han havde nøje fulgt Frederiksens råd, fra sidst i november, og havde, morgen og aften, knaldet stemningsgaflen tre gange i bordet for at få englelyd og havde, som der også stod i recepten, skyllet efter med nisseøl. Julestemningen var kommet snigende og blev stærkere dag for dag, så Kaj Otto havde fået stor tillid til sin læge. Julestemning havde han ikke kendt før, men nu vidste han, hvad det var.

Og det var en stor glæde for ham. Han var taknemmelig og besluttede at være med til at sprede denne smukke stemning. Det var lige netop derfor, han havde reageret på Centertorvets annonce om at agere julemand og dele flødekarameller ud.

Men doktor Frederiksen kunne ikke ødelægge Kaj Ottos julestemning. Den havde sat sig, så han havde intet behov for at ringe til ham den tyvende, hvis det ordinerede ikke virkede. Stemningsgaflen, nisseøllet og nissehuen havde spillet smukt sammen og bragt julestemning til Kaj Ottos sind.

”Doktor Frederiksen skulle smage sin egen medicin og ikke nøjes med at tørre hænderne af i vådservietter efter hvert håndtryk,” tænkte han, løftede sækken mod en lille pige og sagde:

”Vær så artig, ho-ho-ho.”

Sætternielsen.

Han følte sig flad. Fladere end en pandekage. Han var ikke flad af grin, han var ikke flad af mangel på moneter, men helt bogstaveligt flad.

Nielsen havde, i sine velmagtsdage, arbejdet på et lille bogtrykkeri. Ikke sådan at forstå, at han havde været decideret ansat hos ”Fluesmækkeren.” (Sådan omtalte man Bogtrykker Margin, fordi hans mindste maskine, som han elskede, blev kaldt en fluesmækker… inden for branchen.) Fluesmækkeren havde kun to mand i sit brød. Der kunne ikke blive råd til flere, da tre mand høj var passende for at få valserne, i det lille trykkeri, til at rulle. Havde nogen spurgt ham, eller en af de to ansatte, som begge hed Jensen, om de kunne komme til at tale med Nielsen, ville de møde spørgende blikke.

Mange kendte dog til ham, men de måtte alle betragtes som undergrund, et hemmeligt broderskab det almindelige borgerskab ikke havde kontakt til. Mest fordi, de var usynlige for travle mennesker, som måtte bruge mange af deres ressourcer på at tjene penge nok til dagen og vejen, så de undgik at ’gå sukkerkolde.’

Men nu var Nielsen flad. Trykkeriet lukkede og slukkede, fordi der kom nye metoder til, det ikke kunne konkurrere med. Først fotosats og siden digital sats. Det miljø var ikke noget for Nielsen, som var analog af sind. Han afspillede Sætterjensens Søndag igen og igen, fordi den var så smuk, og overdøvede hans uheldsvangre tanker om at investere i en stump Randers Reb.

 Han huskede med vemod på, hvor sjovt han havde haft det med at bytte rundt på bogstaverne i blysatsen. Og hvordan han havde skræmt Fluesmækkeren, engang han havde sat sig på et barytaftryk med talkum. Da han rejste sig igen, var begge hans balder hvide, og når han gik, så Fluesmækkeren kun det hvide talkum bevæge sig rytmisk i luften. Det var uhyggeligt, og siden havde han været spiritist.

Nielsen var først gået på valsen og senere helt ud i skoven. Det var der, hans nuværende skæbne havde rod, for engang han havde siddet og grædt på en træstub, hvor byens store torvejuletræ var blevet fældet, landede en yndig lille fe på hans ene knæ og sagde:

”Fat mod, kære. Der er intet, der er så galt, at det ikke er godt for et eller andet i denne søde juletid.  Du har vist noget i klemme, så du trænger til at blive pensioneret, og jeg er sendt for at hjælpe dig.  Jeg skal ikke have fem flade for det, men fremover skal du slappe af og nyde dit otium. Du skal være bogmærke. Det er nemt og overskueligt. Sætternisser trives godt med bøger, og du får job i en bog med juleeventyr. Du kommer til at høre de samme eventyr mange gange, men alle historierne er så smukke, at du aldrig bliver træt af dem.”

Feen svingede sin tryllestav, og vupti var Nielsen blevet et smukt bogmærke af fint karton trykt i fire farver, så nu glædede han sig til den fireogtyvende december, hvor juleeventyrene blev fundet frem for at korte den lange, lange dag. Så kom han nemlig ud i julelysenes skær, hørte juleeventyr og duftede andesteg, eller andet steg, med rødkål, nellikeperforerede appelsiner og brændte grangrene.

Af duften kan man også blive mæt, selv om man er et bogmærke, uden at behøve at stå på en flad rist en vinterkold decemberaften.